Vin og brød i Helvedes Køkken

koekkenLugten af mad sad i tøjet og kildrede næsen hele vejen hjem til den opvarmede andendagslasagne. Men det var også den mad, der var at komme efter – ud over et godt langtidshævet brød med sej krumme.

Sådan var det den februaraften, da jeg og en række andre madbloggere (og andre mennesker) deltog som gæster i optagelserne til den danske udgave af Hell’s Kitchen, Helvedes Køkken, som havde premiere på TV2 her til aften.

Arrangementet er gratis – både mad og drikke er på vores regning. Du skal dog være forberedt på, at du alligevel kan komme til at gå sulten hjem. Det er nemlig ikke garanteret at køkkenet præsterer alle dage og chefkokken kan til hver tid beslutte at lukke køkkenet, advarede deltagermailen. Og sådan kom det til at gå.

Efter hård kamp i studierestaurantens køkken, tårer og tænders gnidsel (og vist også en del sved) – og retter der røg direkte i skraldespanden (det rene madspild, men effektfuldt på tv) – smed chefkok Wassim Hallal forklædet i ringen og lukkede køkkenet. Og sendte dermed ca. 60 sultne gæster hjem med vin og brød i maven. Intet andet.

For et øjeblik siden kunne man så se netop denne februaraften i sit tv, plus hele optakten til Helvedes Køkken. Klippet så hastigt, at kun superzappergenerationen kan være begejstret for det. Og klippet til et program så tamt, fordomsfuldt og forudsigeligt, at jeg i hvert fald ikke behøver at se flere afsnit. Selv om jeg finder mad meget interessant.

Det var faktisk ret befriende at slå over på DR1 lige før og se de sidste minutter af Spise med Price, som har den charme, humor og selvironi, som Helvedes Køkken ikke kunne drømme om at vise skyggen af. Men … overordnet er min konklusion nu, at mad hører til i køkkenet, ikke i fjernsynet!

7 kommentarer til Vin og brød i Helvedes Køkken
  • TV2 så jeg ikke, til gengæld nåede jeg lidt af “Spise med Price” og det lyder bestemt ikke som om jeg er gået glip af noget! Mad er bedst i køkkenet, men skal det på TV, må det meget gerne være med brødrene Price :-)

  • Jeg elsker også at se brødrene Price lave mad. Og jeg får mig et billigt grin hver gang. De er nu herlige, de to. :o )

  • Det var ikke nogen superoplevelse at se “Helvedes Køkken” på TV2. Nu er det set og så kan jeg med sindsro se “Hammerslag” og “Spise med Price” de næste mange tirsdage.

    Det var nemlig en helt befrielse at slå over og se de sidste minutter på DR1. Mad skal være sjovt og hyggeligt at se på TV.

  • @Grønlandsposten: Nix, du gik ikke glip af noget ;-) . Jeg ser ellers aldrig mad-tv, men jeg kunne faktisk godt fristet til at se Spise med Price, tror jeg.

    @Heidi: Ja, de er faktisk ret underholdende ;-) .

    @Septemberliv: Ja, det er dejligt at vide, at man ikke går glip af noget ;-) . Faktisk blev jeg mere irriteret end underholdt af Helvedes Køkken.

  • Jeg kan kun være enig med de foregående. Også uden selv at have set programmet…
    Jeg vidste ikke, at det kom, men havde jeg set det annonceret, havde jeg helt sikkert alligevel valgt ikke at se det :-)

    Jeg foretrækker så afgjort 2 x Price, Annemad og lignende, hyggelige programmer.
    Aj, hvor må du have følt det som spild af tid at deltage. Gad vide, om ikke den gode chefkok er blevet bedt om at opføre sig sådan og afslutte på beskrevne vis – det kunne jeg godt have en mistanke om.

  • Jeg så også kun programmet, Ellen, fordi jeg var nysgerrig efter at have været med til optagelserne ;-) .

    Nogle af de andre bloggere, der deltog den aften, vidste, at det var det første program, der skulle optages (det vidste jeg ikke), så snakken gik om, om vi mon ville få mad. Sådan bør første program vist nemlig ikke ende.

  • [...] man over på Bentes blog så er tonen nogenlunde den samme. Overskriften er “Vin og Brød i Helvedes Køkken” og  giver samtidiget det selve programmet et par hårde kommentarer med på vejen: Klippet [...]

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier