Velkommen til Yangon/Rangoon

131213_1

Vi skulle bare træde ud på altanen udenfor vores hotelværelse i downtown Yangon, den forhenværende burmesiske hovedstad, som tidligere hed Rangoon, for at se, hvilken blanding af gammelt og nyt byen er. I forgrunden ses (bagsiden af) rådhuset, som er et levn fra den britiske kolonitid, til højre er Sule-pagoden, som har et par tusinde år på bagen, og resten, ja, det er af nyere dato.

Der er så meget, jeg gerne vil fortælle fra vores nylige Burma-færd, men hold da op, det kniber gevaldigt med tiden (og nej, det har intet med jul at gøre … måske fortæller jeg en dag om, hvad der længe har lagt beslag på min tid …). Her kommer dog lige en Burmaberetning mere – og et par fotos ;-).

Prøv lige at se, sagde jeg til manden i mit liv, da vi stod og ventede på at komme igennem paskontrollen i Yangon International Airport. Der står en mand derhenne med et skilt med dit navn på. Netop som han kiggede, begyndte den unge burmesiske mand, som var klædt i den traditionelle longyi (en sarong-lignende beklædning, som både mænd og kvinder traditionelt går med i Burma) at vinke til os. Vi vidste ikke af, at vi ville blive hentet i lufthavnen, så vi var ret mystificerede over mandens tilstedeværelse. Men vi blev enige om, at han nok kom fra vores hotel.

Det gjorde mr. Bobo ikke, fandt vi ud af på den lange taxatur (som kostede os US$ 10) fra lufthavnen og til Yangons centrum (ville egentlig hellere kalde den tidligere hovedstad Rangoon, men militærjuntaens navneændring fra 1989 til Yangon er bredt brugt derude). Næ, Bobo var såmænd nyuddannet guide, og turistmyndighederne havde været så venlige at forære ham de rejsedata, vi havde sendt sammen vores visumansøgning. Derfor vidste han, at vi kom, og hvor vi skulle bo. Nakkehårene rejste sig og mistroen ulmede, da vi sad der på taxaens bagsæde og fik sagens rette sammenhæng at vide. Men Bobo var en venlig ung mand med en sund skepsis overfor styret i sit land (frihedsikonet Aung San Suu Kyis portræt prydede skam også instrumentbrættet i taxaen, som hans onkel kørte), vi ville gerne i kontakt med lokale, og han havde et godt tilbud til os: For at få erfaring som guide ville Bobo gerne bruge den følgende dag, som var søndag og hans fridag, på gratis at være guide for os i Yangon og omegn. Og hans onkel ville være chauffør for os i 10 timer for US$ 70 (det er ikke ualmindeligt at betale med dollars i Burma i stedet for med den lokale kyat). Vi lod mistroen fare og sagde ja tak – og det fortrød vi ikke!

131213_2

Den 2500 år gamle Shwedagon-pagode i Yangon. Burmas ældste pagode – og angiveligt også verdens ældste. Pagoden og stupaen er 99 meter høj. Og et helt fantastisk og fascinerende sted at besøge.

131213_5

Man kan ønske sig og bede for mange forskellige ting i Shwedagon-pagoden. Her er det en frodig hårpragt, det handler om.

Bobo var (selvfølgelig) ikke den mest rutinerede guide, vi har mødt, og vi havde nok også forventet et større kendskab til fakta om historie, seværdigheder m.m. Men det var ikke svært at se igennem fingre med de mangler, for det var guld værd at tilbringe vores allerførste dag i Burma sammen med denne 25-årige universitetsuddannede matematiker, som havde valgt at skifte branche, fordi han vurderede, at fremtiden (nå ja, og pengene) lå her. Bobo fortalte os, at en universitetsuddannet i Yangon typisk tjente US$ 100-150 om måneden – som guide regnede han med at kunne tjene US$ 50 … om dagen. Han underviste også i engelsk som frivillig på et børnehjem, fordi han havde en stor forståelse for, at bl.a. sprogkundskaber er nødvendige for at føre burmeserne til demokrati og i dialog med omverdenen.

Her var en, vi kunne spørge om alt, hvad der faldt os ind (og det er i bund og grund meget mere interessant end at få stor viden om seværdigheder, synes jeg), og de spørgsmål kom for manges vedkommende til at handle om, hvordan det er at leve i Burma, og hvordan forventningerne til fremtiden er. Både når vi talte med Bobo, og senere når vi talte med andre burmesere, var der ingen tvivl om, at de har håb for en fremtid med demokrati og fuld frihed (men også en erkendelse af, at vejen bliver lang). Forfatningsændringen i 2008 og det seneste valg i 2010 har givet håbet, og da der nu er ytringsfrihed i Burma og medier, som er uafhængige af (og kritiske overfor) styret, tales der frit om ønsket om mindre magt til generalerne. Internettet er uden blokeringer, i modsætning til fx i Kina, så informationer og viden kan strømme frit. Næste parlamentsvalg er i 2015, og mange burmesere drømmer om, at Aung San Suu Kyi (som da vil være 70 år) til den tid bliver deres præsident.

131213_4

Her er vi så, manden og jeg, sammen med mr. Bobo. Og nej, ham min mand er ikke på vej hen for at vaske op – fadet har indeholdt poppede ris, som vi fodrede nogle store, forædte karper med i floden, som Yele-pagoden (også kaldet Kyaik Hmaw Wun-pagoden) sydøst for Yangon ligger midt i.

131213_3

Afdelingen for pudsigheder (dem stødte vi jævnligt på): Yele-pagoden ligger midt i en flod, og man skal sejles derud. Er man udlænding må man dog kun bruge ‘private boats’ til maks. 15 personer (den overdækkede båd i baggrunden). Og det koster 5.000 kyat (ca. 25 kr.). Burmeserne må være så mange, de har lyst til i de øvrige både (og nej, jeg var ikke misundelig på dem ;-)), og de betaler ingenting.

Noget af det, jeg også ret tidligt på dagen spurgte Bobo om, var, om det var okay at fotografere burmeserne. Ud over at sige at det er god skik at spørge først (det plejer jeg nu også), fortalte han, at folk udenfor byerne nærmest ser det som en ære at blive fotograferet af eller med en udlænding. Burma er et land, hvor turiststrømmen nok er stigende, men hvor man som turist stadig skiller sig ud og bliver bemærket. Det måtte vi også sande den dag.

131213_6

Vi besøgte Kyaik Khauk Paya, en pagode i Thanlyin i Yangons opland. Nogle unge kvinder kom hen og spurgte Bobo, om de måtte blive fotograferet sammen med os – og det sagde vi selvfølgelig ja til (og sørgede for at Bobo også tog billeder med vores kameraer). Men så skete der noget, vi ikke lige havde forudset: Nogle andre kvinder kom til og ville også have taget billeder sammen med de fremmede, en ad gangen – og pludselig var der kø. Der skulle ca. 15 fotos til, før vi var færdige.

131213_7

Buddhaer er interessante og fremmedartede for os at fotografere – her i Kyaik Khauk Paya. Men billederne har nu svært ved at slå billederne med levende mennesker på …

131213_8

I et hjørne af Kyaik Khauk Paya stødte vi på denne gruppe universitetsstudende, der holdt læsegruppe i pagoden. De ville også gerne have taget fotos sammen med os med deres smartphones (og jo, sådan nogen har en hel del burmesere), og så spurgte de, om vi ikke ville maile vores fotos af dem til dem. Jeg fik en seddel med 2 mail-adresser. “Men hvor er snabel-a’et og domænet bagefter,” spurgte jeg undrende, da jeg så skriften på sedlen. Først var de uforstående, men så kom svaret “Men det er da gmail.com,” Google må være begejstret for dem!

131213_9

Da vi kørte gennem Thanlyin-området på vej tilbage til Yangon, stoppede vi ved endnu en pagode (dem er der helt ufattelige mængder af i Burma). Her mødte vi en gruppe smådrenge, der legede i templet, og som blev helt begejstrede, da vi dukkede op. For ville vi ikke fotografere dem? Og det ville vi selvfølgelig. Drengene havde en fest ud af at posere for os – og de gik højt op i at se billederne bagefter.

131213_10

Det kan være svært at holde koncentrationen, når nu der står endnu en fremmed lige ved siden af … og han også har et kamera ;-).

131213_11

Efter ‘fotosessionen’ fulgte drengene med os hele vejen rundt på pagodens område og med ud til bilen. Det var lige før, vi følte os som rockstjerner, så de klappede på ruderne og løb langs bilen, da vi kørte (Bobos onkel var vist mest irriteret over dem) ;-).

Jeg tror ikke, vi selv havde fundet på at tage derhen, men Bobo tog os også med til National Races Village Union of Myanmar, en slags frilandsmuseum. I den store park kan man se huse og indbo fra de 7 regioner, Burma (Myanmar) består af. Det var jævnt kedeligt! Jeg var godt nok ved at være godt træt, da vi kom til National Races Village hen på eftermiddagen, for vi havde været på tur med Bobo og onkel siden kl. 7.30 om morgenen (og udrejsens jetlag sad stadig i kroppen). Men selv om jeg havde været frisk, er jeg sikker på, at jeg ville have kedet mig bravt ved at gå og kigge ind i halvtomme huse med info-plancher på væggene. Gab! Der kom tydeligvis heller ikke mange turister her, men der var en del unge burmesere på søndagstur. Og en del, som gerne ville fotograferes med os … og det blev de.

131213_12

Ved huset fra Bamar-regionen (herfra stammer 60 % af befolkningen) mødte vi disse unge mennesker, der havde klædt sig ud i dragter fra Bamar. Og dem ville vi da gerne fotografere …

131213_13

Kyaiktiyo-pagoden, eller Golden Rock, er et berømt buddhistisk pilgrimsmål i Mon-provinsen – og efterhånden også et turistmål. I National Races Village havde de skam også en miniatureudgave af Golden Rock. Og da vores rejse ikke ville føre os til Mon-provinsen, måtte vi tage til takke med denne ;-).

Vi så ikke meget til centrum af Yangon på denne vores første dag i Burma – og dagen efter rejste vi videre til Mandalay (8 timer med bus) – men vi vendte tilbage til Yangon 2 gange på vores rejse (manden har i øvrigt lagt vores rejserute på Google Maps) og gik på opdagelse i byen på egen hånd. Nå ja, og så var vi også på et suverænt madlavningskursus … men det må du høre om i et senere indlæg ;-).

P.S. Har du i øvrigt brug for en guide i Yangon og omegn, så sætter jeg dig gerne i kontakt med mr. Bobo. Skriv til mig, hvis du vil vide mere.

2 comments to Velkommen til Yangon/Rangoon

  • At få en Bobo forærende – og hans taxa-onkel næsten ditto – er vist mere end almindelig heldigt – I ville aldrig have fået det samme ud af turen uden ham/dem. Bortset fra det kedelige museum, men betragt det som en del af prisen 😉
    Vi kommer nok ikke til Myanmar, men skulle det ske, kontakter jeg dig, så vi kan hyre Bobo. 50 dollar om dagen er jo stadig billigt for en privat guide.

    • Ja for pokker, Ellen, Bobo (og onkel) var en gave … det var mest måden, vi mødte ham på, der gjorde os lidt mistroiske 😉
      Og du siger bare til, hvis I skal et smut til Sydøstasien 😉

Leave a Reply

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier