Ualmindelig ubelejlig forkølelse

Fire-fem musvitter flyver forskrækkede op, da mine nys gjalder ud over Troldeslugten. Jeg stopper op i mosset, der svupper let under mine fødder efter regnen i går, og roder i lommen efter en serviet, der kan stoppe strømmen fra næsen. Musvitterne vender tilbage og roder ihærdigt i den bløde jord længere nede af stien. De ser ganske fornøjede ud. Lige indtil jeg højlydt trompeterer snottet ud i servietten. Atter flakser de i ly i de krogede træer, og jeg føler næsten, at de kigger irriterede på mig. Fredsforstyrreren i den stille skov.

Hastigt trasker jeg videre, mens jeg selv ønsker, at det ikke var nødvendigt at larme så meget. Men kraniet dunker, og hjernen føles garneret med litervis af snot, som ubønhørligt driver ud og har forvandlet huden under min næse til noget, der ligner bagdelen på en brunstig bavian. Min krop føles tung(ere, end den plejer), og jeg spekulerer på, om jeg overhovedet skulle være gået denne timelange tur ved sø, i skov og på hede. Næste gang du forærer mig noget, kan det så ikke være noget andet end en forkølelse … please? sms’ede jeg tidligere i dag til manden i mit liv. For jeg er sikker på, at det er alle de kys, der landede på hans forkølede mund, inden jeg rejste, der er synderen.

Det er aldrig fedt at være forkølet. Men lige præcis nu er det ekstra ubelejligt. For jeg er rejst til mit yndlingsgemmested, Hald Hovedgaard ved Viborg, for at få total arbejdsro og bruge påsken på at skrive på en biografi, som uhyggelig snart skal være færdig. Og her er fredeligt. Og her er al den arbejdsro, man kan ønske sig. Men forkølelsen agerer sabotør og drukner min koncentration i snot, forstyrrer min nattesøvn og får mig til at drømme om at tage bolig i en friskere krop. Det har stået på i to dage nu – og i morgen eftermiddag skal jeg hjem. ØV!

Leave a Reply

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier