Der er gået et døgn nu. Et døgn siden alle andre tobenede end jeg forlod matriklen. 478 kilometer. Så lang er afstanden til manden i mit liv. Teenageren er ca. 50 kilometer tættere på.
Hvis du undrer dig over, hvad jeg nu ævler om, kan jeg egentlig ikke fortænke dig i det 
. Så forklaring følger: Jeg holder så meget af ensomhed, at jeg har fravalgt et besøg hos min (dejlige) svigermor i det nordjyske til fordel for tre et halvt døgn i mit eget selskab (og kattenes, selvfølgelig).
Jeg tror ikke, manden nogensinde helt har forstået min ensomhedstrang. Til gengæld har vi efterhånden kendt hinanden længe nok til, at han accepterer den. Uden spørgsmål. Måske fordi han kan se, at jeg stortrives med den.
Netop i denne vinterferie ser min ensomhedstrang ud til at være timet perfekt. Vi er en sammenbragt familie, jeg er ingen talentfuld stedmor, og konflikterne har gunstige vilkår. Derfor føles det rigtigt godt at sende manden og begge hans børn (det er sjældent!) af sted på helt deres egen tur til bedstemor. En tur, som jeg ingen aktier har i. Og som de forhåbentlig nyder … af samme årsag .
Og teenageren? Tja, hun er blevet så gammel, at hun hellere vælger samværet med kæresten end med sin mor. Så alt er jo, som det skal være – og hun var begejstret over at få et gratis lift til Aalborg (det er en seriøs økonomisk udfordring for en gymnasieelev at have en kæreste i den anden ende af landet).
Lørdag aften kommer første hold hjem igen … men det er der jo længe til .
Ensomhedstrangen den har jeg også.
Jeg har i mange år overvejet at sende Gemalen og unger over til hans søster i Sverige, sådan bare fra lørdag morgen til søndag eftermiddag. Det er ikke blevet til noget endnu, men det bliver jo forår, sommer og så kan det være…
Sådan helt-alene-stille-tid…. Det er altså dejligt ind imellem! Som regel får jeg kun en aften eller en ½ dag, men jeg nyder det altid.
K.
Hej Bente. Åh ja, alenetid skal der til af og til. Det må være en kæmpe udfordring at være stedmor, jeg kan godt forstå at det giver nogle gnidninger ind i mellem. Håber at du får noget godt ud af dit “åndehul”.
Mvh Malou
Jeg kan sagtens forstå, du holder af at være alene ind imellem. Det er også noget, jeg nyder – måske er det et tegn på at være introvert?
@Kari: Det lyder som noget, du burde gøre. Ensomheden er balsam for sjælen!
@Hende med vind i håret: Oftest er det også kun de små doser, jeg får. Men jeg er blevet ret god til også at få øje på de større – og snuppe dem! Og … velkommen til
.
@Malou: Den dér stedmorrolle har været en af mit livs største udfordringer! Men da mandens børn ikke bor hos os mere, er udfordringen (heldigvis) skrumpet. Og jo – jeg nyder åndehullet!
@Madame: Tja, men det underholdende er, at jeg er voldsomt ekstrovert
. Jeg tænker, at ensomhedstrangen er min ‘ventil’!
Dét kan jeg sagtens forstå at du nyder! Stilhed og eget selskab er helende!
Også i den grad, Anna!
Haha, Bente, mit gæt var helt i skoven