Taknemmelige ord

Ord er taknemmelige. De kan tone virkeligheden, så farverne bliver lidt klarere og stemningen lidt lysere.

Du lyder til at have et gevaldigt mentalt overskud for tiden, skrev Ellen til mig i en kommentar forleden.

Hvordan får hun den tanke? var det første, der faldt mig ind, nede fra bunden af min efterårsgrå stemning. For ordene lignede ikke min virkelighed. Men så kastede jeg et blik ned over de seneste blogindlæg og kunne godt se, hvor Ellen havde det fra. Jeg var ikke fuld af løgn, da jeg skrev indlæggene. Men der var meget, jeg udelod. Meget, jeg holdt for mig selv, fordi jeg ikke havde lyst til at fortælle det.

Det har jeg stadig ikke! Men lad mig sige så meget, at jeg … endnu engang … har måttet kaste håndklædet i ringen og krybe i mentalt ly.

Jo, jeg vil gerne have 2009 byttet! Det har sgu ikke været mit år!

20 kommentarer til Taknemmelige ord
  • ØV! hvor er det trælst at have det sådan. Du kan se mit indlæg fra i går. Du er langt fra den eneste, der har det som om 2009 ikke har været årET. Selvom jeg må sige, det har været en forbedring i forhold til 2008. Så jeg satser altså på at forbedringen slår HELT igennem i 2010. Og der er kun en god månedstid til!!

  • Bente, du har haft overskud til at hjælpe mig. Tak for det. Det er ikke alt, man skal dele med andre efter min mening. Der er et gammelt mundheld, der siger :” efter mørke kommer der lys, efter nat kommer dag, efter regn kommer sol”. Og som sagt ovenover er der ikke længe til et nyt år. Der er kun en vej, og det er fremad :)

  • Altså Bente… det er jeg ked af at høre. Men også en lille bitte smule glad, fordi du ikke tror, jeg var sarkastisk, for det var jeg slet ikke – du narrede mig virkelig med din glæde, som så altså slet ikke var der.
    Jeg håber, du lige om lidt dukker hel og flyvefærdig frem igen – nu er der kun en måned, til det igen bliver lysere dag for dag.
    Og husk: Det hele er kun en overgang.

  • Det er klart, at man som blogger redigerer kraftigt i den version af virkeligheden, man præsenterer. Dels har alle vel ting, de helst vil holde for sig selv, dels kan andre mennesker vel ikke være interesserede i alle detaljer af ens til tider miserable eksistens. Selvom man sådan i det store hele i en periode har det ad H. til, kan man heldigvis også have fem minutter, hvor man er glad over et eller andet, og man kan oven i købet ind i mellem have overskud til at dele den glæde med andre. Det er vel helt, som det skal være!

  • bente gjersø

    Kære Bente

    ”Du skriver, at du gerne vil have 2009 byttet, for det har sgu ikke været dit år.”

    Og Bente, du har absolut ikke haft et godt år med stress/sygemeldinger samt forløb på stressklinikken og ikke mindst nødvendigheden om, at sige jobbet op.

    Men, du må tro på, at der kommer meget mere glæde fremover.

    Ha´ en hjertensgod uge

  • Efter at have set kommentaren ovenover lægger jeg dette link.
    http://www.psykoweb.dk/depression/burnout1.htm
    Jeg ved ikke om det kan bruges.

  • Åh kære Bente! Pas rigtig godt på dig selv.

  • @Anne: Ja, det er træls (det ord mangler virkelig på rigsdansk!), men jeg prøver at kigge fremad. Kommer hen til dig og læser med, når jeg kan overskue lidt mere, men det kniber helt ærligt nu.

    @Søren: Det er vist mig i en nøddeskal: Jeg er bedre til at hjælpe andre end mig selv! Og tak for linket, selv om jeg nu ikke falder ind i gruppen af sundhedspersonale.

    @Ellen: Nej, selvfølgelig troede jeg ikke, du var sarkastisk! Jeg blev bare overrasket over, at det var det signal, mine indlæg havde sendt – lige dér på kanten af endnu en sygemelding. Men nu ‘gemmer’ jeg mig lidt og venter på bedre tider.

    @Henny: Tja, det er vel helt, som det skal være. Din udlægning kan jeg i hvert fald nikke genkendende til. Og så har jeg det altså også sådan – som jeg også tidligere har skrevet om – at jeg nødigt vil gøre dette til en pibeblog!

    @bente: Ja, det må jeg vist tro på, det med glæden, der kommer fremover. Lige p.t. er det lidt svært at få øje på, men det er også svært at forestille sig, at tingene bliver værre. Heldigvis.

    @Madame: Tak. Jeg prøver.

  • Jeg tror helt klart, at du er blevet meget bedre til at “fange” dine indre signaler og handle ud fra dem, og det er et gode, selvom du finder situationerne trælse ;-)
    Mange kærlige tanker sendes dig, Bente!

  • Sussie

    Nej, Bente, det har ikke været dit år. Men bare vent… om nogle år kan du se tilbage på 2009 i bagklogskabens lys, og så kan det alligevel være, der dukker noget brugbart op. Krise betyder som bekendt vendepunkt, og det er vel “bare” sådan et, du er nået til? Jeg håber det bedste for dig i de år, der venter forude. Lad os følges ;0)

  • @anjoe: Tak. Og ja, du har da ret i, at jeg fanger signalerne hurtigere, men jeg er også blevet hudløs. Og det føles ikke som et gode.

    @Sussie: Ja, jeg håber sgi, du har ret! Og at der er lidt lys derude for enden! Og jo, jeg håber da, at vi kan snakke sammen om det her … også om nogle år!

  • Kender jo rumlen selv, også selv om 2 tilfælde aldrig er ens. Håber at 2010 byder på lys og glæde for dig.

    Tænker så også, at selv om 2009 ikke er værd at skrive hjem om, så får man altid noget med man kan bruge. Det er nogle gange bare lidt svært at se når man står midt i det.

    Kram og bedste ønsker til dig.

  • Tak, Fru E! Jeg ved, at du kender til en hel del af, hvad jeg skriver. Også at det der lys sgi kan være svært at få øje på. Men jeg spejder videre …

  • Dine ord ramte lige i hjertet. Ser at du holder en lille blogpause, så indtil da pas godt på dig selv. Vi ses forhåbentlig snart igen, kære du ;-)

  • Å kære Bente jeg håber snart bennene står lidt mere solidt under dig for du trænger både til solsind og klippegrund. Masser af knus fra Fejø.

  • @Jeannette: Tak! Jeg samler lige lidt overskud, og så kommer jeg helt sikkert på banen igen. Kan jo slet ikke holde mig fra denne ‘legeplads’ ;-) .

    @Marina: Tja, jeg trænger vist til lidt mental pilotering, tror jeg. Tak for dine gode tanker!

  • Kan vist ikke tilføre noget nyt. Men varme ønsker om at lyspunkterne må dukke op i øget frekvens – det kan jeg sende dig.

  • Mange tak for de varme ønsker, Fru Green!

  • Skal vi ikke satse på, at 2010 bliver bedre så?
    Ville gerne kunne skrive noget, som muntrer op i alt det grå – pakke en af dagens frostklare solstråler ind og sende den til dig til brug i mørket – men jeg evner det ikke.
    Hep hep for et bedre år næste år.

  • Ja, Lotte, vi satser! Og tusind tak for de søde ord!

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier