Jeg faldt i, da DR 1 i går sendte Stepmom. Selv om filmen er middelmådig Hollywood-metervare, selv om jeg har set den før, og selv om gensynet betød, at jeg kom alt for sent i seng.
Men der er altså et eller andet i den der stedmorhistorie, der alligevel fik mig til at hænge på. Identifikation, måske. Af en eller anden slags. For jeg tror ikke, der er mange kvinder, som har eller har haft liv og følelser placeret i en sammenbragt familie, der ikke kan genkende et eller andet i filmens første del – inden alt ender i tragisk, idyllisk sødsuppe. Fx sammenstød med stedbørn, fordi man har andre normer og holdninger, end de er vant til. For ikke at tale om konfrontationer med den biologiske mor, der føler sin morrolle truet.
I’ll hate her if you want me to, siger den syv-otte-årige dreng i filmen på et tidspunkt til sin mor. Lige efter at han har fortalt, at han faktisk synes, at faderens nye kæreste er sød. Men loyaliteten over for moderen er størst.
Replikken viser også den magt, en biologiske mor (og for den sags skyld også en biologisk far) har. En magt til at påvirke sine børn i præcis den retning, hun (eller han) ønsker. En magt til at splitte og skabe uro – eller til at samle og skabe fred. En magt, som jeg talrige gange – både på nært og fjernere hold – har set brugt og misbrugt af fraskilte forældre.
Meget ville være vundet ude i de små sammenbragte hjem (og skilsmissefrekvensen ville måske falde), hvis børn og deres endeløse loyalitet ikke blev brugt af deres biologiske forældre til at føre korstog mod ekspartnere og deres nye ægtefæller. Og mange stedmødre (og -fædre) ville ånde lettet op.
Tja, så mange tanker blot fordi jeg sad oppe og så film den halve nat 
.
