Hvorfor tager de aldrig hjem til en enlig mor med tre børn og en rodet toværelses? Det ville da være mere realistisk.
Sådan sagde en af min tidligere kollegaer en dag, mens hun afslog at fordybe sig i det Bo Bedre, der gik på omgang på redaktionen. Og hun har da evig ret, har jeg ofte tænkt. Selv om jeg jo så udmærket ved, at magasiner som Bo Bedre ikke sælger realisme, men derimod drømme. Og at de boliger, de fremviser, ofte slet ikke ser sådan ud til hverdag, som de gør på de stylede fotos i det glitrede magasin.
Der er ikke meget Bo Bedre over mit hjem. Og, helt ærlig, så tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne holde ud at bo i perfekte, pletfri rammer! For hvor var det så lige, der ville være plads til hyggen, beskidte kattepoter og afslappede fødder i sofaen?
Vores hus skal ikke være et drømmebillede. Det skal være et hjem med personlighed. Et hjem, der viser, hvem der bor her. Derfor må her fx gerne bo et sammenbragt miks af sofaer, for de taler jo deres tydelige sprog om, at vi også er et sammenbragt miks af mennesker. Og her må gerne være tre forskellige typer døre, for vi bliver med garanti ikke lykkeligere, hvis de alle bliver ens. Her må også gerne være nogenlunde ryddeligt. Men ikke for ryddeligt. For så pæne og strømlinede er vi altså ikke.
Og hvor kom alle disse tanker så fra?! Tja, det var vist noget med, at her trænger til at støvsuges … men at jeg trænger til en undskyldning for at lade være 
.
Men, sig mig, hvilke tanker gør du dig om dit hjem og dets udseende?
.
.
