Det kan godt være, der først står efterår på kalenderen i overmorgen, men denne morgen kunne sagtens leve op til kategorien. Tung dug og 9,5 grad på termometret, da jeg forlod dynen 6.40. Uf! Selv Møffe havde slået sig ned i sofaen i stedet for at lave ballade udenfor sammen med sin bror.
Men det er smukt derude med masser af uimodståelig sol. Må vist hellere se at få presset en god lang pause ind i mandagen, så jeg kan komme ud og labbe solskin i mig 
.
Ha’ en god sensommermandag!
Hvis du ikke kan li’ katte – så skynd dig at løbe væk 
.
Men Møffe havde indtaget pladsen på bordet på mit kontor lige før. Og han så så kær ud dér i solen, at jeg ‘kom til’ at gå amok med kameraet (som lå lige inden for rækkevidde). Midt imens jeg skulle arbejde. Det er jo noget værre noget. Og nej da, der var ingen, der sagde overspringshandling …
Klokken lidt over tre i eftermiddags overgav jeg mig.
De korte skriftlige overvejelser over eksamensfilmen var afsendt. Jeg havde prøvet at sætte nogle kloge og fornuftige ord på papiret til det mundtlige oplæg på fredag. Jeg havde forsøgt mig med lidt husmoderligt arbejde. Jeg havde spist lidt. Jeg havde forsøgt at sove lidt.
Men intet fungerede. Alt blev saboteret af min tunge hjerne, min hals, som insisterer på fortsat at føles som sandpapir, og den gøende hoste, der får mig til at lyde som en slidt og afdanket vagthund. For ikke at tale om resten af kroppen, som hele tiden er et skridt bagefter (ja, sådan føles det i hvert fald).
Jeg havde simpelthen brug for luft. Og for noget rart! Og noget af det rarest på sådan en tindrende solskinsdag, der dufter langt væk af forår, er en tur til fjorden.
Sneen og isen er på hastigt tilbagetog nu. Og gensynet med det glitrende vand i fjorden er en sand forårsfornøjelse. Vejret er på rette vej nu, vel er det så .
Gid jeg kunne sige det samme om min forkølelse – eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig!
Det er egentlig lidt pudsigt. Igen og igen, år efter år, ja, nærmest vintermåned efter vintermåned falder jeg for at købe hyacinter. Fordi de er smukke og forårsagtige.
Men jeg bryder mig faktisk meget lidt om deres stærke, skarpe duft. Det ‘glemmer’ jeg bare, hver gang trangen til at hjembringe dem kommer over mig .
Jeg tror, det hele er gamle Ludvigs skyld! Siden jeg var en stor pige, har jeg elsket hans strofer om den forårskulrede, forelskede kvinde, der bare må kysse hvert et lille blad på hyacinterne, mens solen kigger med.
Måske er det identifikation, der får mig til at købe hyacinter? Måske vil jeg bare saligt kunne nynne Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!, mens jeg kigger på mine hyacinter?
Måske skulle jeg bare lade være med at spekulere så meget over det .
Og så nyde synet. Med den smukke, iskolde, frostklare solskinsdag udenfor som baggrund. For det er da kun en tumpe, der i dag kan glemme, at det er vinter 
.
Mere kulde. Og mere sol! Jubii . Det er jo slet ikke til at stå for. Heller ikke, at der midt i sneudsigten er løfter om forår på vej. Ikke snarligt, jeg ved det, men lidt optimist har jeg vel alligevel lov at være. Og forventningens glæde må gerne plejes godt, når det handler om mine elskede syrener.
Jo, jeg bliver kåd, når solen skinner! Og høj. Ligesom Marina .
Håber du også nyder din lørdag!
En dag til med sol og masser af lys! Hurra for den .
Så selvfølgelig måtte manden i mit liv og jeg ud at trave (efter at vi var sluppet ud af supermarkedskøerne … puha!). Ud at kigge på fjorden (igen, igen, igen ), nyde blæsten og glædes over de 10 graders varme. Sådan nogle dage er det svært at blive træt af.
Og lige om lidt vil vi smutte i den lokale bif og se Over Gaden Under Vandet. Er lidt spændt på at se, om det mon er spild af god tid og gode penge, for Kim Skottes anmeldelse i Politiken var tre-hjertet og temmelig lunken. Men vi vover det ene øje. Vel gør vi så .
Nyd resten af lørdagen!
Der skal vist kun en ganske kort besøgstid her på bloggen til for at få øje på, at jeg er en hund efter lyse dage fulde af sol. I dag er jeg i hopla, vel er jeg så . Det derude er meget mere potent end lyset fra min lysterapilampe (sådan føles det i hvert fald), som er kørt i stilling for at jage det efterårsgrå humør på flugt.
Den ægte vare, det pure solskin, får selv vasketøjet til at se forførende ud. Det får de standhaftige blade på naboens æbletræ til at gløde. Og havens allersidste roser til at slå bladene ud. Og mig? Mig gør det sådan lidt glad i låget. Og det er nu ikke så ringe endda på sådan en fredag eftermiddag .
God weekend til alle ude i blogland!
Da vi var færdige med at sove længe og købe ind, skulle vi egentlig have gjort rent, manden i mit liv og jeg. Men lørdagen var så smuk og fuld af lys, at det slet ikke var til at holde ud at være inde (og slide ).
Ergo hoppede vi ind i bilen og drønede over Roskilde Fjord. Op til Jægerspris, hvor vi så ofte går tur i skoven i vinterhalvåret. Men i dag gik vi den stik modsatte vej, af hvad vi plejer, ved slottet. Ad vejen langs militærområdet og ned til Vester Strand ved Isefjorden.
Det er pudsigt, for nu har vi boet i Frederikssund i fire et halvt år og har travet endeløse ture, men netop her har vi aldrig været før. Men mon ikke vi slår et smut forbi igen – om ikke andet for at se, hvordan der ser ud, når der er puttet lidt mere vand i fjorden .
For pokker, hvor er der energi gemt i sådan en tur fuld af hånd i hånd, solskin, gyldne blade og mågeskræpperi. Faktisk så meget energi, at vi klarede rengøringen på rekordtid, da vi kom hjem .
Nu har solen næsten gjort den helt grøn igen, græsplænen. Men da husstandens dag begyndte ved halvsyv-tiden var den isnende kold og rimhvid – og allerrarest at betragte over en dampende kop kaffe. Indendørs.
Solen er en velkommen gæst, især nu hvor dagen har gnavet hele otte timer og seks minutter af sig. Der må også gerne komme lidt solskin i weekenden – så lykkes det måske at få snøvlet mig i haven til en efterårsoprydning. Måske .
Kirsebærtræet hos en af genboerne leverer p.t. den smukkeste udsigt fra vores soveværelsesvindue. Dejligt, at det ikke er mig, der skal feje alle de blade sammen, når de snart dratter ned .
Nyd den smukke fredag!
Vi var rigtig dårlige venner i nat, søvnen og jeg. Så hele formiddagen har jeg tæmmet tunge zombietanker, der prøvede at undslippe de opgaver, de blev pålagt. Over middag gik hjernen totalt på standby, og selv talrige omgange genstart sparkede ikke maskineriet i gang.
Min frustration bliver uoverskuelig, når ‘kommandocentralen’ strejker. Og nej, det bringer ikke noget godt med sig at tvinge aktivitet igennem.
Så den hvilende hjerne og den søvngængeragtige krop blev bakset op på cyklen, og så gik det ned i byen i et par ærinder så simple, at de kunne klares med minimal hjerneaktivitet. Hjemvejen blev en omvej, hvor jeg kunne cykle på randen af fjorden og snuppe en pause på en bænk med udsigt til blakket solskin og glitrende vand. (Godt jeg ikke bor med udsigt til fjorden, for så fik jeg da aldrig lavet noget fornuftigt, men ville konstant dyppe blikket i hele herligheden ).
Det hjalp lidt. På hjernens aktivitet, altså. Så jeg fik klaret et par småopgaver mere. Men jeg må vist erkende, at tirsdag den 6. oktober ikke kommer til at gå over i historien, som den mest effektive dag i mit liv. Og jo, det er bestemt ikke usandsynligt, at jeg går tidligt i seng i aften. Og så har søvnen værsgo at komme. Og blive hele natten.
0 | Unikke besøgende de seneste 30 dage |
