Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.

Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu .

Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen .

Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?

De fire beskedne og underspillede jyske og fynske fyre kan bare noget helt specielt og ikke særligt tidstypisk! Der er simpelthen et strejft af fortid og Simon and Garfunkel over et nummer som The Balcony, fyldt med solskinskys.

På The Rumour Said Fire‘s side på myspace.com kan du høre et par numre mere, hvis du har lyst. Måske er du blevet lige så begejstret for deres akustiske musik, som jeg er . I øvrigt har jeg også her fundet en forklaring på bandets navn:

’Rygtet sagde ild’ handler om den tidsperiode eller det levede liv mellem et rygte opstår og det enten be- eller afkræftes.

Jeg havde ikke hørt nogen rygter om bandet – selv om de har optrådt siden 2008 (men nu hører jeg også sjældent P3 o.lign.). Men nu har jeg hørt nyheden om en vinder. Og jeg kan li’, hvad jeg hører!

[I øvrigt kan du læse mere om bandet i denne artikel i Politiken.]