Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og [...]]]> Nettet er min primære arbejdsplads. Det er her, jeg hjælper mine kunder med at navigere rundt og sende de rette og synlige signaler om deres virksomheder. Og det er her, jeg selv lægger masser af information om min egen virksomhed – og mig selv.

Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og uhæmmet dyneløftende, at alle stumper og stykker af Bente Hoffmann ikke kan samles her og give et billede, som måske ikke er det, jeg har lyst til at sende til hele verden. Sagt med andre ord: Jeg passer på min digitale identitet, både fagligt og privat.

Din digitale identitet er kort fortalt alt det, andre kan finde om dig på nettet, når de fx googler dig (og tro mig, det gør de!). Profiler i sociale medier som Facebook eller LinkedIn ligger højt i Googles søgeresultat, så de bringer dit navn i top. Og bør derfor udfyldes og plejes med omtanke.

Den digitale identitet kan også indeholde kommentarer, du har lagt i debatforaer eller på blogs, blogindlæg (selvfølgelig  – hvis du altså ikke blogger anonymt), læserbreve fra fx lokalaviser, der er online, placering på deltagerlister fra sportsbegivenheder, udtalelser i referater fra foreningen osv. osv. Fortsæt selv listen – den kan strække sig næsten ud i det uendelige.

Det siger sig selv, at du ikke kan styre alt, Google kan finde på at grave frem om dig. Men i din daglige færden på nettet er det en rigtig god idé altid at tænke over, om de spor, du efterlader dig, er nogen, du har lyst til at møde igen. Nogen, du også vil stå inde for om en måned. Et år. Fem år.

De tanker blev mere aktuelle end vanligt for mig i sidste uge.

Jeg blev ringet op i min virksomhed af direktøren for et site, som bl.a. indeholder en større samling af madopskrifter (jeg er ikke så indiskret, at jeg fortæller hvilket site – dog vil jeg sige, at jeg selv aldrig før havde hørt om det). Nu kunne han jo se, at jeg privat bl.a. bloggede om mad, sagde han, men at jeg professionelt også vidste noget om formidling. Så havde jeg ikke lyst til at udvikle nogle madopskrifter til dem og skrive om deres opskriftsamling på min blog?

Mad hører bestemt til blandt mine yndlingsemner, så det lød som en fristende opgave. Vi aftalte, at han skulle sende mig en liste med de opskrifter, de gerne ville have, og at jeg så skulle sende ham et tilbud på opgaven.

Men direktøren fik aldrig et tilbud. Derimod fik han en mail, hvor der bl.a. stod:

Jeg er slet ikke i tvivl om, at I har mange brugere, og at de kan finde nogen information på sitet. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at reklamer og salg/videregivelse af brugeroplysninger er [sitenavn].dk’s hovedformål. Sådan et site vil jeg ikke være repræsenteret på eller give omtale på min blog.

Jeg var nemlig begyndt at kigge nærmere på sitet, og jo mere jeg kiggede, jo mindre brød jeg mig om, hvad jeg så.

Min research bragte mig bl.a. hen på en side, hvor man for at få en gratis e-kogebog skulle afgive masser af oplysninger om sig selv og sine vaner. Og … da jeg kiggede i betingelserne (dem med meget småt), kunne jeg læse, at man ved at acceptere dem accepterede, at bl.a. postordrevirksomheden Homeenter måtte sende en diverse tilbud (hvis du så Kontant på DR1 den 14. september, ved du, hvorfor bl.a. denne virksomhed får de røde lamper til at blinke ekstra hos mig).

Måske synes du, at jeg er paranoid. Men jeg vil simpelthen ikke forbindes med et site, hvis grundlag jeg ikke kan stå inde for. Jeg hverken kan eller vil anbefale noget, jeg selv stiller kritiske spørgsmålstegn ved. Den slags giver nogle grimme ridser i lakken på min troværdighed – og på min digitale identitet. Og dem vil jeg gerne være foruden!

Tænker du over, hvad og hvor du skriver på nettet? Og i hvilke foraer du er repræsenteret? Kort sagt: Passer du på din digitale identitet?