Det gælder om at nyde tørvejret, mens det er der. Sådan tænkte vist både insekter og katte, da dagens byger (og ikke mindst nattens regn!) tørrede ud.

Og mig? Jeg deltog skam også i nydningen. Både da jeg fotograferede, og da jeg fik lidt havearbejde fra hånden .

Er du rigtig klog! Frederikssund får en ordentlig vasker nu, lige her i skrivende stund. Det er helt tropisk (og en smule distraherende ) og varer et stykke tid endnu, hvis man skal stole på DMI’s radar. Men regnen er også ganske tiltrængt. Jeg har i hvert fald mere end en plante, der har set ud, som om den længtes efter en seriøs skylle.

Det er nu ret hyggeligt at sidde inde og kigge ud på regnens plasken (også gennem kameraet), selv om jeg jo skulle arbejde. Nå, det bli’r lige om lidt. Kattedyrene aner jeg ikke, hvor er. Men forhåbentlig i ly – for ellers skal de da vrides, når de kommer hjem .

Min mand har forladt mig! Men … ingen grund til panik. Jeg har nemlig selv bedt ham om det . Mandag morgen klokken kæmpetidligt kørte han i lufthavnen sammen med sin datter. Og nu holder de ferie i Warszawa.

Selv om der efterhånden er ganske fredeligt og roligt i vores sammenbragte familie, er der én ting, jeg fortsat insisterer på: Jeg vil ikke på hele familien rejser sammen-rejser.

Jeg holder af at rejse sammen med manden i mit liv. Og jeg holder af at rejse sammen med teenageren (vi var i øvrigt i Warszawa i 2008). Men der bliver lynhurtigt ujævn stemning og knastet samvær, når vi skraber hele familien sammen og drager af sted. Og jo, det er prøvet en del gange i de otte år, vi har kendt hinanden. Og jo, det er droppet igen. Især fordi jeg synes, det skal være sådan.

Så nu ferieforlyster manden og hans datter sig i den polske hovedstad, mens teenageren holder sommerferie for fuld kraft herhjemme (dog afbrudt af lidt arbejde og et snarligt smut til Roskilde … altså festivalen ), og jeg afslutter de sidste arbejdsopgaver i mit firma og propper nogle aftaler i kalenderen til efter sommerferien. Inden jeg i morgen eftermiddag drejer ferienøglen om og trækker arbejdsstikket ud .

Søndag aften er vi alle samlet igen på matriklen, når jeg vender hjem fra weekendens fotonørderi. Hver med vores input. Og så er vi klar til at snuppe en portion ‘sammenbragt ferie’ – men det er også noget lettere i hjemlige omgivelser!

Der skal vist kun en ganske kort besøgstid her på bloggen til for at få øje på, at jeg er en hund efter lyse dage fulde af sol. I dag er jeg i hopla, vel er jeg så . Det derude er meget mere potent end lyset fra min lysterapilampe (sådan føles det i hvert fald), som er kørt i stilling for at jage det efterårsgrå humør på flugt.

Den ægte vare, det pure solskin, får selv vasketøjet til at se forførende ud. Det får de standhaftige blade på naboens æbletræ til at gløde. Og havens allersidste roser til at slå bladene ud. Og mig? Mig gør det sådan lidt glad i låget. Og det er nu ikke så ringe endda på sådan en fredag eftermiddag .

God weekend til alle ude i blogland!

Det er gråt i gråt – og lidt vådt – over Frederikssund. Heldigvis lover DMI en snarlig bedring!

God torsdag .

… helt alene blandt sne og torne. Et af de allersidste klare farveglimt midt i den kolde, hvide novemberhave.

Men i dag havde jeg en hjemmearbejdsdag, så i ’frokostpausen’, da regnen også trængte til en slapper, måtte jeg liiige et smut ud og se, hvor meget der endnu er at nyde. Og det var skam ikke så ringe endda .

Regnens rester gør ikke rosen mindre køn … tværtimod. Og der er masser af knopper endnu.

Rosmarinen står spændstigere og flottere end i sommer (og selvfølgelig måtte jeg have en kvist med ind til at krydre aftensmaden med). Planten overlevede udenfor sidste vinter, selv om havebøgerne spår noget andet. Håber det går lige så vel i år.

Selv mamelukærmerne (Lavatera trimestris) er der (lidt) liv i endnu, skønt det er langt over deres blomstringstid, men de står nu også og putter sig lunt langs huset.

Og så mødte jeg de skønneste løfter for næste forår: Masser af nyt liv på syrenernes nøgne grene. Længes allerede efter det fulde flor …

Tænk, vi er næsten nået til midten af november, og så er der alligevel så mange sommerrester tilbage i haven. Det er da ikke det værste at opdage i sin frokostpause. Og … så er frokostpausen nu noget kønnere (og fredeligere) på disse kanter end midt i hovedstadens hamrende hjerte .

Mødet med sol og vind trækker i huden. Varmen sidder stadig i hele kroppen, det samme gør alle de uvante gravebevægelser. Pollenene pirker i øjnene og leger tagfat med næsen. Søndagen går på hæld – efter en weekend m.m. hvor jeg forstod, hvorfor jeg aldrig er blevet jord- og betonarbejder!

Men ud over at være med til at anlægge en ny faskine fik jeg også stukket kameraet dybt i havens blomster. Nyd pæonen og rosen, i denne hede holder de kun kort. Men … vindene vender, melder DMI, så heden er vist på retur …