Det er så nydeligt, at man skulle tro, det ikke er os, der bor her!
Sådan har jeg sagt i årevis, når der bliver lige lovligt pænt omkring mig. Ja, faktisk helt tilbage fra mit første ægteskab, hvor vi boede i et nydelighedsfascistisk parcelhuskvarter i den yderste udkant af Københavns Kommune. Sådan et, hvor grundejerforeningens ukrudtspoliti et par gange om året kom på inspektion og delte vrede reprimander ud, hvis fortovet var for grønt og hækken for pjusket (der var nogen, der nærmest fik hjertestop, dengang jeg blev valgt til formand for den grundejerforening, afskaffede ukrudtspolitiet og begyndte at kommunikere ordentligt med medlemmerne! (men … det er en helt anden historie 
)).
Jeg går ikke så voldsomt meget op i nydelighed, hverken i mit hjem eller min have – der må gerne være rent og nogenlunde ryddeligt, men det kan gøre det (og i øvrigt er der så meget andet, jeg hellere vil bruge min tid på) – så det er ikke så tit, min gamle replik kommer på banen. Men lige før kom den nu til ære og værdighed igen. For efter at have tilbragt et par timer på knæ omkring det store rododendronbed midt i græsplænen havde jeg massakreret så meget ukrudt og vildfarent græs og så mange afblomstrede forårsblomstrester, at resultatet tangerede nydelighed. Ikke mindst da bedet til sidst fik et dække af barkflis.
Jo, det er godt nok så nydeligt, at man skulle tro, det ikke er os, der bor her! Så længe det varer. Og imens kan jeg sidde ved mit spisebord og kigge lige ud på al nydeligheden og føle mig helt fremmed i min egen have (heldigvis er der masser af ukrudt andre steder 
).
Hvordan har du det med nydelighed?
.
