Da vi endelig fik snøvlet os frem til dagens første måltid, fik jeg en ubændig lyst til at supplere de friskbagte boller med pandekager. Og i dag var altså en af de (få) dage, hvor lysten fik lov at sejre 
.
Da dejen var rørt, og panden sat over, kiggede manden i mit liv på mit projekt og spurgte: Hvorfor bruger du ikke to pander?
Nå, sådan så jeg hurtigere bliver færdig? spurgte jeg tilbage og tænkte, at han nok var mere sulten, end jeg havde troet.
Ja, også det, svarede han. Men det er også nemmere at starte på den ene og bage færdig på den anden, som har svagere varme.
Ja, ja, sagde jeg, det synes du. Men det lyder besværligt.
Det er typisk, ytrede manden og satte så trumf på: Hvis du havde læst det henne på en eller anden blog, så havde du sikkert skulle prøve det med det samme.
Jeg vrængede lidt af ham – og måtte så sande, at han såmænd nok havde ret. Jeg er slem til ikke at lytte til hans råd, selv om han er noget af en ørn i et køkken. Og så bagte jeg pandekagerne på to pander med forskellig styrke i varmen.
Tænk, det er faktisk ikke så tosset en metode. Så den er hermed givet videre … hvis du også skulle være sådan én, der hellere samler gode råd op på blogs end fra din ægtefælle 
.
