Det er egentlig lidt pudsigt. Igen og igen, år efter år, ja, nærmest vintermåned efter vintermåned falder jeg for at købe hyacinter. Fordi de er smukke og forårsagtige.
Men jeg bryder mig faktisk meget lidt om deres stærke, skarpe duft. Det ‘glemmer’ jeg bare, hver gang trangen til at hjembringe dem kommer over mig 
.
Jeg tror, det hele er gamle Ludvigs skyld! Siden jeg var en stor pige, har jeg elsket hans strofer om den forårskulrede, forelskede kvinde, der bare må kysse hvert et lille blad på hyacinterne, mens solen kigger med.
Måske er det identifikation, der får mig til at købe hyacinter? Måske vil jeg bare saligt kunne nynne Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!, mens jeg kigger på mine hyacinter?
Måske skulle jeg bare lade være med at spekulere så meget over det .
Og så nyde synet. Med den smukke, iskolde, frostklare solskinsdag udenfor som baggrund. For det er da kun en tumpe, der i dag kan glemme, at det er vinter 
.
