Bentes blog » kultur

Stikket trukket ud af nutiden

Bente — Mon, 08 Feb 2010 20:08:53 +0000

Jeg er ved at læse Strømmen, Agnes Henningsens roman fra 1899, den første efter debuten samme år. På min mobiltelefon hører jeg Karen Blixen. Skæbne-Anekdoter fra 1958, den sidste samling, der udkom i baronessens levetid. Stilfuldt indlæst af Chili Turell og downloaded ganske gratis på DR engang i efteråret.

Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.

Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu .

Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen .

Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?

Et kultur-fix … mere

Bente — Mon, 03 Aug 2009 19:12:04 +0000

Den indre kultur-junkie fik lige et fix her i eftermiddag. Manden i mit liv og jeg tog nemlig i Grand og så Sam Mendes’ (ham med American Beauty) Away We Go. En tænksom, morsom, charmerende og alvorlig road movie (kan man vist godt kalde den). Jeg låner lige Scopes korte handlingsreferat:

Burt og Verona er i starten af 30′-erne og synes ikke rigtig de har opnået noget. Da Verona bliver gravid står de overfor at skulle slå sig ned for alvor. De rejser derfor gennem USA for at finde et sted, hvor de kan starte deres lille familie. De besøger gamle venner, der nu selv har slået sig ned, og efterhånden bliver turen en rejse, hvor de på godt og ondt skal finde sig selv og det liv de ønsker at leve.

Filmen fremkaldte latter, så tårerne trillede, og ramte hjertet, så tårerne trillede. Der var dybde og sødme og eftertænksomhed i de rette doser, og det kompenserede for, at filmen var lidt bulet hist og her i sin handling, og at der var et par ender, som ikke helt nåede sammen. Men for pokker, hvor var Away We Go et skønt bekendtskab. Og lydsporet var rent kæleri for ørene.

Og … så er jeg i øvrigt vild med at gå i Grand, som er alt andet end ‘popcornsfabrik’ (tja, skældsordet er selvopfundet … du må selv gætte dig til, hvilken type biografer det hentyder til ).

Jo, jeg har haft en dejlig eftermiddag. Fjernt fra provinsen. Og sammen med min yndlingsmedjunkie .

Kulturpåske

Bente — Sun, 12 Apr 2009 09:20:12 +0000

Fjorden og Frederikssund må sejle deres egen sø i dag. Nu kører vi østpå og får endnu et skud kultur.

Ha’ en dejlig påskesøndag alle sammen .

I bund med gaflen

Bente — Fri, 10 Apr 2009 21:57:34 +0000

Lige så skønt det er at rode i haven, nusse omkring i huset eller traske af sted ved fjorden, lige så dejligt er det at hive provinsstikket ud og smutte på kulturtur til hovedstaden. Det var præcist, hvad manden i mit liv og jeg gjorde skærtorsdag.

Statens Museum for Kunst har valgt at fejre 100-året for Wilhelm Freddies fødsel med en retrospektiv udstilling, Stik gaflen i øjet!. De 130 værker, der viser alle facetter af Freddies kunst, har siden udstillingens åbning stået høj på listen over kunstudstillinger, vi gerne ville opleve. Er du interesseret i at vide mere om Freddie-udstillingen, så klik på billedet og besøg SMK’s særlige Freddie-site.

Jeg har især et voldsomt blødt punkt for de surrealistiske værker fra 30′erne og at se (og gense) dem var hele besøget værd. Men det er nok også, fordi jeg gerne vil udfordres . Selv udtalte Freddie i 1936:

Folk skal ikke helt kunne lodde dybden i et surrealistisk billede [...] Man skal have lidt delirium, for surrealistiske billeder opstår ikke ad den almindelige logiske vej.

Da vi havde svælget i den notoriske selviscenesætters værker, snuppede vi også lige Årets billedhugger på Statens Museum for Kunst-udstillingen. Det er Kirsten Ortweds Full Length. Men, alvorlig talt, det var ikke her, vi blev grebet, så snart slentrede vi gennem Kongens Have. På vej mod dagens næste skud kultur: Bornedals Fri os fra det onde, som skulle indtages i Grand.

Egentlig ville jeg ønske, at jeg havde valgt filmen fra. Og det var skam ikke, fordi anmelderne ikke havde advaret (læs fx Kim Skottes i Politiken). Sagt med meget få ord er min dom: Et unuanceret, stereotypt studie i afstumpethed og indskrænkethed. Filmen fanger ikke, personerne er flade og uinteressante, og voldsniveauet er overdrevet. Øv!

Mad på Bombay (hvor jeg aldrig før havde været, men hvor jeg fik et skønt (stærkt) ‘påskelam’) og gåhjemøl på Europa rettede dog op på dagens skuffelse af en film og gjorde os klar til togturen nordvestpå.

Sådan nogle provinsfri fridage fulde af kultur, nærvær og nydelse har jeg skam ikke spor imod at gafle i mig med meget jævne mellemrum. Og manden i mit liv er heldigvis med på idéen – mon ikke vi snart skal på Louisiana og se endnu en surrealist .

Med indbygget kulturhistorie

Bente — Sun, 28 Sep 2008 17:59:34 +0000

Forleden dag blev hun 16, min ‘lille unge’. Med næsten fornægtende undren må jeg sande, at det ikke var for nylig, men for en frygtelig mængde år siden, at solen bagte ind ad Rigshospitalets vinduer, og barnet kun med nød og næppe undgik at komme til verden ved et kejsersnit (og jeg slap for at ende en seks timers fødsel med den operation!).

Og fødselsdage er til for at fejres, hvad enten ens mors kan forstå, at man bliver så gammel, som man gør, eller ej. Denne var ingen undtagelse. Men mor havde altså fået lyst til at springe over, hvor gærdet er gravet ned, så i stedet for som sædvanlig at rumstere i køkkenet med boller, lagkage og alt det andet fødselsdagstilbehør, kørte vi i formiddags til Nationalmuseet, hvor vi havde sat resten af familien stævne til en overdådig brunch (der dog desværre ikke havde helt den samme tårnhøje standard som under restaurantens tidligere ejer (øv!)).

Når nu vi var på landets kulturhistoriske hovedmuseum, lå det lige for at supplere den fysiske føde med en portion af den åndelig (teenagerens yngre kusiner var især interesserede i at få undersøgt kulissen fra filmen om Guldhornene lidt nærmere). Så med fyldte maver gik vi på opdagelse i Danmarks Oldtid og studerede alt fra pilespidser til Egtvedpigens rester, Solvognen og de gyldne, højt besungne og voldsomt eftertragtede horn.

Med skam må jeg melde, at jeg ikke har set klenodierne, siden jeg gik i folkeskolen i forrige årtusinde (og jeg var ikke den eneste voksne, der havde det sådan), så det var fint at få historien støvet lidt af

Gæsterne tog afsked, men teenageren, manden, hans datter og jeg var til flere input. Og så var det, jeg kom i tanker om klunkehjemmet, grosserer Rudolph Christensens herskabslejlighed, der står fuldstændigt, som den blev indrettet i 1890′erne. Ingen af de andre havde set den, og det er mere end 20 år siden, jeg sidst var der (intet er ændret siden da, kunne omviseren forsikre mig).

At besøge klunkehjemmet er at træde ind i en verden, hvor rindende vand, elektricitet og gas var splinternye bekvemmeligheder, som kun meget få københavnske husstande havde. En verden, hvor kvinder skulle kunne brodere, spille klaver og konversere dannet – men så heller ikke nødvendigvis så meget mere. En verden, hvor man gik på lynvisitter hos hinanden, og hvor det var utænkeligt at benytte værtens toilet, hvis man var til fx en længerevarende fest – for toilettet lå jo i den private del af lejligheden, hvor besøgende var forment adgang. En anden og tankevækkende verden … kun lidt over 100 år borte.

Her blev dagens punktum sat. Det blev til fødselsdagsfest med indbygget kulturhistorie … og det var slet ikke så skidt. Teenageren mente i hvert fald, at det havde været en ret nice dag .

Pinse i Stockholm II

Bente — Sun, 18 May 2008 18:51:25 +0000

En gang imellem hiver manden og jeg en supersize weekend ud af familiekalenderen og tager til en nogenlunde nærliggende storby. Glemmer de daglige rutiner, får maden serveret, opvasken taget og sengen redt. Fordyber os i kultur, kunst, historie, gadeliv … og hinanden.I pinsen gik turen til den svenske hovedstad. Nordens Venedig kalder nogle byen. Selv kalder de Stockholm The Capital of Scandinavia (hvilket godt kan provokere en ekskøbenhavner lidt ). Men dejligt er der nu, må jeg indrømme – og det gjorde ikke spor, at vejret også var fantastisk (på nær mandag, hvor temperaturen pludselig faldt til 10-12 grader … bvaa).For en gangs skyld vil jeg lade ordene ligge nu og bare lade billederne tale (kør evt. musen hen over billedet for en kort forklaring ).

Stockholm er bestemt et besøg værd … men husk den store pengepung, for selv om den svenske krone står i ca. 81, er der ikke billigt …

Rejsetip

Bente — Sat, 05 Apr 2008 10:31:21 +0000

I vinterferien var teenageren og jeg et smut i Warszawa. Fire dage med tre overnatninger (inkl. morgenmad) på trestjernet hotel midt i centrum (lige overfor Kulturpaladset). Fly + hotel blev (selvfølgelig ) købt via nettet. Pris: 3.500 kr. Det må da siges at være en billig ferie – især når man medtager, at det også er billigt at leve i den polske hovedstad: Offentlig transport er billig, entré til museer o.lign. er billig (og der var endda ekstra rabat på den 15-årige), og det er billigt at gå ud at spise. Selv på hotellet kunne vi spise middag begge to (inkl. øl og vand) for 170 kr.

Desuden er Warszawa en spændende by, hvis man tænder på historiske og kulturelle ferieoplevelser – og ikke går i sort over, at det ikke er en selvfølge, at indbyggerne taler engelsk (eller tysk). Og så er antallet af turister begrænset.

Ferieidéen er hermed givet videre. Sammen med en lille smule inspiration:

85 procent af det centrale Warszawa blev ødelagt under 2. verdenskrig. Under opstanden i 1944 gik det især hårdt ud over den gamle bydel (Stare Miastro). Men kort tid efter krigen begyndte man at genopføre bydelen, som den havde set ud – disse huse er altså kun 45-55 år gamle! Genopførelsen af det gamle Warszawa kom i 1980 på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Kulturpaladset blev bygget i 1952-1955 og er Stalins (forhadte) gave til Warszawa. Polakker siger angiveligt ofte, at byens bedste udsigt findes de 30 etager oppe i bygningen – det er nemlig det eneste sted i byen, hvorfra man ikke kan se Kulturpaladset.

Under Warszawa-opstanden i 1944 mistede 200.000 mennesker på 63 dage livet i kampen for deres by. I 1989 blev der opført et mindesmærke for opstanden. Den ene del af monumentet forestiller nogle soldater på vej ned i kloakkerne, som dengang blev brugt som smutveje.

I Stadion Dziesieciolecia ligger ‘Europas største loppemarked’, Det russiske marked. Her kan man få alt – også falske papirer og våben, havde vi læst. Dem blev vi dog ikke tilbudt. Formentlig er markedet snart en saga blot, da hele området skal jævnes med jorden og give plads til et splinternyt stadion til europamesterskaberne i fodbold i 2012. Indtil videre har det dog ikke været muligt at smide de mange handlende ud – og det var jeg markedsentusiast glad for .