Lige så skønt det er at rode i haven, nusse omkring i huset eller traske af sted ved fjorden, lige så dejligt er det at hive provinsstikket ud og smutte på kulturtur til hovedstaden. Det var præcist, hvad manden i mit liv og jeg gjorde skærtorsdag.
Statens Museum for Kunst har valgt at fejre 100-året for Wilhelm Freddies fødsel med en retrospektiv udstilling, Stik gaflen i øjet!. De 130 værker, der viser alle facetter af Freddies kunst, har siden udstillingens åbning stået høj på listen over kunstudstillinger, vi gerne ville opleve. Er du interesseret i at vide mere om Freddie-udstillingen, så klik på billedet og besøg SMK’s særlige Freddie-site.
Jeg har især et voldsomt blødt punkt for de surrealistiske værker fra 30′erne og at se (og gense) dem var hele besøget værd. Men det er nok også, fordi jeg gerne vil udfordres 
. Selv udtalte Freddie i 1936:
Folk skal ikke helt kunne lodde dybden i et surrealistisk billede [...] Man skal have lidt delirium, for surrealistiske billeder opstår ikke ad den almindelige logiske vej.
Da vi havde svælget i den notoriske selviscenesætters værker, snuppede vi også lige Årets billedhugger på Statens Museum for Kunst-udstillingen. Det er Kirsten Ortweds Full Length. Men, alvorlig talt, det var ikke her, vi blev grebet, så snart slentrede vi gennem Kongens Have. På vej mod dagens næste skud kultur: Bornedals Fri os fra det onde, som skulle indtages i Grand.
Egentlig ville jeg ønske, at jeg havde valgt filmen fra. Og det var skam ikke, fordi anmelderne ikke havde advaret (læs fx Kim Skottes i Politiken). Sagt med meget få ord er min dom: Et unuanceret, stereotypt studie i afstumpethed og indskrænkethed. Filmen fanger ikke, personerne er flade og uinteressante, og voldsniveauet er overdrevet. Øv!
Mad på Bombay (hvor jeg aldrig før havde været, men hvor jeg fik et skønt (stærkt) ‘påskelam’) og gåhjemøl på Europa rettede dog op på dagens skuffelse af en film og gjorde os klar til togturen nordvestpå.
Sådan nogle provinsfri fridage fulde af kultur, nærvær og nydelse har jeg skam ikke spor imod at gafle i mig med meget jævne mellemrum. Og manden i mit liv er heldigvis med på idéen – mon ikke vi snart skal på Louisiana og se endnu en surrealist .
