Lugten af mad sad i tøjet og kildrede næsen hele vejen hjem til den opvarmede andendagslasagne. Men det var også den mad, der var at komme efter – ud over et godt langtidshævet brød med sej krumme.
Sådan var det den februaraften, da jeg og en række andre madbloggere (og andre mennesker) deltog som gæster i optagelserne til den danske udgave af Hell’s Kitchen, Helvedes Køkken, som havde premiere på TV2 her til aften.
Arrangementet er gratis – både mad og drikke er på vores regning. Du skal dog være forberedt på, at du alligevel kan komme til at gå sulten hjem. Det er nemlig ikke garanteret at køkkenet præsterer alle dage og chefkokken kan til hver tid beslutte at lukke køkkenet, advarede deltagermailen. Og sådan kom det til at gå.
Efter hård kamp i studierestaurantens køkken, tårer og tænders gnidsel (og vist også en del sved) – og retter der røg direkte i skraldespanden (det rene madspild, men effektfuldt på tv) – smed chefkok Wassim Hallal forklædet i ringen og lukkede køkkenet. Og sendte dermed ca. 60 sultne gæster hjem med vin og brød i maven. Intet andet.
For et øjeblik siden kunne man så se netop denne februaraften i sit tv, plus hele optakten til Helvedes Køkken. Klippet så hastigt, at kun superzappergenerationen kan være begejstret for det. Og klippet til et program så tamt, fordomsfuldt og forudsigeligt, at jeg i hvert fald ikke behøver at se flere afsnit. Selv om jeg finder mad meget interessant.
Det var faktisk ret befriende at slå over på DR1 lige før og se de sidste minutter af Spise med Price, som har den charme, humor og selvironi, som Helvedes Køkken ikke kunne drømme om at vise skyggen af. Men … overordnet er min konklusion nu, at mad hører til i køkkenet, ikke i fjernsynet!
.
.
Det her har jeg godt nok aldrig gjort før! Men en gang skal vel også være den første 
.
