Er man sådan for alvor blevet helt og aldeles voksen, når man hellere vil læse videre i sin roman end at se Grease i tv?
Skønt jeg har gode og fedtede minder om den 31-årige film, og skønt den drønede ud af vores tv lige før, mens mandens datter og hendes veninde så på, så var jeg ikke til at vriste fri af sofaen i den tilstødende stue, hvor jeg blev holdt i et jerngreb af Ida Jessen. Okay, af hendes roman Det første jeg tænker på.
Der kom kun et par tåvrik fra mig og en enkelt (falsk) tone i ny og næ, når nostalgitonerne pressede sig for voldsomt på. Derudover var der ikke plads til andet end skrevne ord i min verden. Masser af dem …
Min ABBA-feber er faldet talrige grader, men straks bliver jeg inficeret med endnu en nostalgisk virus. Henne i capacs inspirerende musikunivers kunne jeg nemlig i går læse, at det er 30 år siden, Grease-filmen fik amerikansk premiere. 30 år? Nej, nej, det kan ikke passe! Det var da …
Og fluks er jeg bombet tilbage til foråret 79, kort efter min konfirmation, hvor Grease rullede ind over lille Dannevang – efter at vi havde ’varmet op’ med Saturday Night Fever over efteråret og vinteren (men der, hvor jeg færdedes, bed den sig aldrig så fast, som Grease kom til at gøre).
De 50’er-klingende numre kværnede til festerne i 7. og 8. klasse (indimellem var der også ABBA på pladespilleren ) og blandede sig i vores modtagelige sjæle med al filmens romantik og misforståede kærlighed. Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, vandt genklang hos os, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere? Vi forstod så godt, hvordan Sandy og Danny havde det … med den helt umulige og uoverskuelige kærlighed. Som heldigvis faldt på plads til sidst.
At filmens hovedroller blev spillet af to skuespillere, som for længst havde passeret teenageudløbsdatoen (John Travolta er født i 1954, Olivia Newton-John i 1948), tog vi ikke så tungt. Identifikationen holdt.
Grease-dobbelt-lp’en står stadig på min reol – og føler sig bestemt ikke små 30 år gammel! – men da husstanden er grammofonløs, er den ikke blevet luftet i årevis (til stor og udelt begejstring for manden i mit liv … nogle gange spekulerer jeg over, hvordan det er lykkedes mig at finde en mand, som har så anderledes en musikfortid end mig? Men skidt. Han har lært mig at lytte til jazz … når bare den ikke er for traditionel ).
Måske fik Grease ikke gravet sig så dybt ned i min bevidsthed som ABBA, men nogle af sangene får stadig minder til at blomstrer og billeder af en patetisk teenager med hårbørstemikrofon frem på nethinden. I dette lille lukkede forum kan jeg jo sagtens røbe, at jeg sågar for seks-syv år siden kakaoke’ede mig gennem Hopelessly Devoted to You til en julefrokost (gudskelov kunne ingen vist bagefter huske, hvad der var sket!).
Og ja, den er drivende sukkersød og ikke noget stort nummer! Men det tager jeg ikke så tungt i sommervarmen … her oceaner af år fra teenage-sværmerierne
Indfangne, flagrende fragmenter af et kvindeliv, svøbt i ord og billeder. Her er plads til både eftertænksomhed og banaliteter (og katte!). Føl dig hjertelig velkommen til at kommentere.
Al tekst og alle billeder på denne blog er omfattet af copyright og de love, der anvendes til beskyttelse heraf. Med andre ord: Citer kun tekst med tydelig kildeangivelse og brug kun mine fotos, hvis du har fået lov af mig. Alt andet er ulovligt.
Bentes YouTube-kanal
Dobbeltklik på filmen, så får du den i større format.
Min blog er awardfri. Jeg kan li', at der bliver sat pris på mit blogindhold, men den bedste award er dog kommentarer.
Desuden er der mange gode blogs ude i blogssfæren, og jeg vil ikke fremhæve nogen frem for andre, så awards er umulige at give videre på retfærdig facon.
) og blandede sig i vores modtagelige sjæle med al filmens romantik og misforståede kærlighed. Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, vandt genklang hos os, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere? Vi forstod så godt, hvordan Sandy og Danny havde det … med den helt umulige og uoverskuelige kærlighed. Som heldigvis faldt på plads til sidst.
