Indlæg tagget med ‘Grease’

Et dybtfølt farvel

tirsdag, 13. april 2010

130410_1

Han havde truet med det gennem et stykke tid, manden i mit liv. At han ville skille sig af med sin grammofon, som ikke har været tilsluttet anlægget i flere år. Og alle lp’erne skulle også forlade husstanden og flytte ind i et antikvariat. Havde han længe sagt.

I sidste uge gjorde han ord til handling. Og stillede så det uundgåelige spørgsmål: Skal jeg også sælge dine lp’er?

Jeg valgte at overhøre den sprøde forventning i mandens stemme. For jeg har jo aldrig været i tvivl om, at han hellere end gerne ville slippe for at bo under tag med (jeg nævner i flæng) ABBA, Pia Raug, Grease- og Saturday Night Fever-soundtrackene, Randy Crawford og – ja, lad os også bare snuppe TV2, Andrew Lloyd Webber, Simon and Garfunkel og Supertramp med. Sammen med Bonnie Tyler, Ray Parker Junior, Gnags og Beatles. Og … så taler vi slet ikke om mappen med mystiske singler ;-) .

Ikke en eneste af mine lp’er har været afspillet efter 2001. Dengang blev jeg skilt, og min elendige radio-båndoptager-grammofon-sampak endte samtidig i en affaldscontainer. Og, indrømmet, jeg har sjældent savnet genhøret med lp’erne. Så mit ’ja’ til mandens spørgsmål lå egentlig lige på tungespidsen.

Men pludselig tog nostalgien over!

  • Jamen! Den her var min allerførst lp (ABBA Greatest Hits, 1975). Da jeg købte den i 1976, måtte jeg slet ikke selv afspille den, fordi mine forældre var bange for, at jeg ville komme til at ødelægge deres grammofon.
  • Den her var bare med til alle festerne i 7. og 8. klasse (Grease-soundtracket, 1978). Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, gik rent ind, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere?
  • Den her kom med hjem, da jeg var på sprogkursus i Brighton i 1980 (Breakfast in America med Supertramp). Jeg anede ikke, hvad det var for noget musik – men min ‘roommate’ sagde, den var god. Og så købte jeg den og var solgt.
  • Den her købte jeg i London sammen med min søster. Vi havde lige set Evita og måtte eje musikken. Det var en uge, før jeg blev 18 (og hun var 14), og vi var alene på storbyferie.
  • Og den her …

Og sådan blev jeg ved, mens ja’et krøb længere og længere ind i munden for hvert minde, jeg hev frem. Faktisk var jeg lige ved at sige Nej, du må ikke sælge mine lp’er! Men så overrumplede et (sjældent) anfald af fornuft mig. For hvad skulle jeg dog med lp’erne (minder eller ej), når grammofonen var væk?

Okay, sukkede jeg, sælg dem bare. Men … jeg skal altså ha’ et billede, inden du pakker dem sammen! Og så slæbte jeg lp’erne ud i entréen, smed mig på gulvet og begyndte at fotografere. Uden tanke for at jeg meget kort efter selv ville ende som motiv. For det var altså bare for morsomt med mig dér. Syntes teenageren og manden. Tja …

130410_2

Både grammofon og lp’er (ikke kun mine) er solgt nu. Men … he he … ved du, hvad jeg har lavet, mens jeg har skrevet det her indlæg? Rigtigt gættet! Jeg har lyttet til masser af ’mine’ gamle sange på nettet. Bag lukkede døre på mit kontor. Jeg skulle jo nødigt risikere, at manden får den idé også at forsøge at sælge mig :D .

Helt voksen?

lørdag, 21. november 2009

Er man sådan for alvor blevet helt og aldeles voksen, når man hellere vil læse videre i sin roman end at se Grease i tv?

Skønt jeg har gode og fedtede minder om den 31-årige film, og skønt den drønede ud af vores tv lige før, mens mandens datter og hendes veninde så på, så var jeg ikke til at vriste fri af sofaen i den tilstødende stue, hvor jeg blev holdt i et jerngreb af Ida Jessen. Okay, af hendes roman Det første jeg tænker på.

Der kom kun et par tåvrik fra mig og en enkelt (falsk) tone i ny og næ, når nostalgitonerne pressede sig for voldsomt på. Derudover var der ikke plads til andet end skrevne ord i min verden. Masser af dem …

Fedtede minder

lørdag, 26. juli 2008

Min ABBA-feber er faldet talrige grader, men straks bliver jeg inficeret med endnu en nostalgisk virus. Henne i capacs inspirerende musikunivers kunne jeg nemlig i går læse, at det er 30 år siden, Grease-filmen fik amerikansk premiere. 30 år? Nej, nej, det kan ikke passe! Det var da …

Og fluks er jeg bombet tilbage til foråret 79, kort efter min konfirmation, hvor Grease rullede ind over lille Dannevang – efter at vi havde ’varmet op’ med Saturday Night Fever over efteråret og vinteren (men der, hvor jeg færdedes, bed den sig aldrig så fast, som Grease kom til at gøre).

De 50’er-klingende numre kværnede til festerne i 7. og 8. klasse (indimellem var der også ABBA på pladespilleren ;-) ) og blandede sig i vores modtagelige sjæle med al filmens romantik og misforståede kærlighed. Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, vandt genklang hos os, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere? Vi forstod så godt, hvordan Sandy og Danny havde det … med den helt umulige og uoverskuelige kærlighed. Som heldigvis faldt på plads til sidst.

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

At filmens hovedroller blev spillet af to skuespillere, som for længst havde passeret teenageudløbsdatoen (John Travolta er født i 1954, Olivia Newton-John i 1948), tog vi ikke så tungt. Identifikationen holdt.

Grease-dobbelt-lp’en står stadig på min reol – og føler sig bestemt ikke små 30 år gammel! – men da husstanden er grammofonløs, er den ikke blevet luftet i årevis (til stor og udelt begejstring for manden i mit liv … nogle gange spekulerer jeg over, hvordan det er lykkedes mig at finde en mand, som har så anderledes en musikfortid end mig? Men skidt. Han har lært mig at lytte til jazz … når bare den ikke er for traditionel ;-) ).

Måske fik Grease ikke gravet sig så dybt ned i min bevidsthed som ABBA, men nogle af sangene får stadig minder til at blomstrer og billeder af en patetisk teenager med hårbørstemikrofon frem på nethinden. I dette lille lukkede forum kan jeg jo sagtens røbe, at jeg sågar for seks-syv år siden kakaoke’ede mig gennem Hopelessly Devoted to You til en julefrokost (gudskelov kunne ingen vist bagefter huske, hvad der var sket!).

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Og ja, den er drivende sukkersød og ikke noget stort nummer! Men det tager jeg ikke så tungt i sommervarmen … her oceaner af år fra teenage-sværmerierne ;-)