Hvem sagde lige fridag? Godt nok sov vi længe og spiste morgenmad (brunch?) i fred og ro. Men derfra gik det galt! Resultatet er snurrende arme, sitrende ben og værkende ryg.
For i haven havde manden i mit liv afmærket et areal på 11 meter gange 30 centimenter – og det skulle graves op. Nærmere bestemt i en dybde på 1,3 meter. Og det har vi ’forlystet’ os med i dag. Vi har nemlig brug for en ny faskine, der kan slupre regnvandet fra vores tag i sig.
De seneste to somre har vi døjet med afløbsproblemer, når de tropiske regnskyl er plasket ned over Danmark. De, der i sin tid byggede vores hus, har i al deres ‘visdom’ lavet ét nedløb til alle 175 m² tag – og nedløbsrøret sidder ikke på ydersiden af huset, men går gennem et skab i vores bryggers (resultat af en tilbygning). Det betyder, at vi i forbindelse med ekstreme vandmasser både har haft oversvømmet bryggers og vandskade på mit kontor samt har levet med et Storm P.-vandslangetagafvandingssystem, opfundet af manden i mit liv.
Men nu skal det være slut! Regnvandet skal forvises fra bryggerset (både i og udenfor nedløbsrøret), og den 42-årige faskine skal udskiftes med en splinterny og nutidig en, som forhåbentlig kan kapere regnskyllene. Vejen hertil går (desværre) gennem den nævnte udgravning – som jeg gerne vil skrive under på er hårdt arbejde (naboen mente, at vi var gået i første verdenskrig-mode og var ved at grave skyttegrav) og ikke har meget med at holde fri at gøre.
Heldigvis synes min nye chef, at jeg også skal holde fri i morgen, fordi der er få kollegaer på arbejde (hmmm … han er vist et godt bytte for hende den gamle slavepisker). Så det er ikke lige så slemt for mig som for manden, der må af sted i morgen … inden vi skal fortsætte faskine-projektet på lørdag.
I øvrigt var der nogen, som mente, at de havde fået en ny og meget spændende legeplads … da vi andre var holdt op med at grave …
.
.
