Jeg truede forleden med, at der ville dukke flere billeder op fra Thailand. Og jeg står skam ved mine trusler .

Da [...]]]>

45 m høj og 25,45 m bred. Det er proportionerne på Phukets store hvide buddha, som end ikke er færdig endnu, men allerede er et trækplaster - både for buddhister og turister.

Jeg truede forleden med, at der ville dukke flere billeder op fra Thailand. Og jeg står skam ved mine trusler .

Da vi planlagde vores julerejse i marts sidste år, blev den skruet sådan sammen, at vi skulle starte og slutte med nogle dage i Bangkok – og indimellem skulle vi være på Railay Beach, det lækreste daseparadis. Hvad vi ikke vidste dengang var, at Bangkok i oktober ville blive ramt af voldsomme regnmasser og oversvømmelser, så voldsomme at udenrigsministeriet helt ind i december frarådede unødige ophold. Jo tættere vi kom på vores afrejse 17. december, jo koldere fødder fik vi omkring det der Bangkok-ophold, for selv om vandet var ved at trække sig tilbage, hvordan var der så? Ville vi kunne komme med toget sydpå, som planen var, eller var sporene stadig ødelagte? Var der en sundhedsrisiko? Havde de fanget slangerne og krokodillerne, der var undsluppe under oversvømmelserne?
Til sidst gjorde vi en ende på spekulationerne og træf en hurtig (og dyr) beslutning: Bangkok-opholdet blev reduceret til et flyskift – mål: ferieø nr. 1, Phuket. Men i modsætning til langt de fleste andre skandinavere fravalgte vi Phukets turistmagnet, strandene, og bookede hotel i udkanten af Phuket by. Opholdet her skulle være en (fattig) erstatning for de kulturelle input, vi kunne have fået i Bangkok. Vi havde tre overnatninger her, inden vi sejlede til Railay Beach, og to da vi kom tilbage. Og det var rigeligt.

Vi så templer, besøgte gibbonaber, der var reddet fra misbrug, røg i turistfælder, kørte i tuktuk i timevis (hvad pokker får os til at blæse på sikkerheden og køre rundt på ladet af en ombygget minikassevogn uden sikkerhedsselen m.m., bare fordi vi er på ferie?!?), shoppede og snusede rundt. Men … vi faldt aldrig for Phuket! Der er simpelthen en for aggressiv jagt på turister, til at det er skægt at være der, hvis man selv vil bestemme, hvad man foretager sig. Vi tænder i hvert fald ikke på, at man fx for hver 100 meter, man spadserer i bymidten i Phuket by bliver anråbt af en taxa eller tuktuk, der vil fragte en et eller andet sted hen (gerne ét, hvor de får penge eller andet for, at man kommer).

Detalje fra Wat Chalong, det mest betydningsfulde af Phukets 29 templer. Og meget smukt.

Men nu har vi set det og ved, hvorfor vi ikke behøver at rejse derhen igen. Railay Beach er en helt anden historie … men den fortæller jeg en anden dag . Imens må du tage et kig på et par billeder fra Phuket.

Gibbon Rehabilitation Project på Phuket modtager gibbonaber, der fx har været brugt som blikfang på natklubber, hvor turister har kunnet blive fotograferet med dem - eller få en drink. For at holde aberne, som normalt sover om natten, vågne, har flere af dem fået stoffer og er blevet narkomaner. Rehab-centret gør aberne clean og prøver at gøre dem klar til et liv i naturen. Det lykkes kun for nogen.

Ofte synes jeg, at monarkiet fylder for meget i Danmark. Men ... det er jo vand i forhold til, hvordan det er i Thailand. De tilbeder simpelthen deres 84 årige konge, Bhumibol Adulyadej, der har regeret siden 1946 (!), og man risikerer at blive fængslet, hvis man kritiserer kongedømmet. På gader og stræder er der bannere med King of kings-budskaber og andre lovprisninger. Please, lov mig, at det aldrig nogensinde bliver sådan i Danmark .

Man at work. En figur til et tempel (wat) dekoreres.

Kokosnødder er dejlig læskedrik i varmen, og kvinden i gadeboden havde helt styr på at slå hul på den!

De øvrige trafikanter studeres rigtig godt fra ladet af en tuktuk .

Og smilene og vinkene kom frem hos skoledrengene, da jeg fotograferede dem, mens vi kørte forbi i den åbne bybus.

Det her er ikke en bavian. Men indersiden af min hals ligner bagdelen på en brunstig bavian … og så er den øm og irriteret – og irriterende! Øv! Nøj, hvor drømmer jeg mig gerne hen til varmen igen … måske kunne den få has på en spirrende forkølelse …

Udsigt til ned til 15 graders frost i nat og syv-ti stykker af slagsen i morgen. Uff! Er der noget at sige til, at jeg drømmer om varme? Og så er det ikke engang mere end en måneds tid siden, jeg fik en hel del af den. Varme, altså. [...]]]>

Juleaftensdag 2011. Railay Beach, Thailand

Udsigt til ned til 15 graders frost i nat og syv-ti stykker af slagsen i morgen. Uff! Er der noget at sige til, at jeg drømmer om varme? Og så er det ikke engang mere end en måneds tid siden, jeg fik en hel del af den. Varme, altså. For vi pjækkede simpelthen fra julen, teenageren, manden i mit liv, hans datter og jeg, og rejste til Thailand.

Men hold op, det føles allerede som for meget, meget længe siden. Der er vist sket lidt for meget, siden vi vendte hjem igen den 29. december. Og nej, det var bestemt ikke god timing at rejse der, sådan lige på kanten af en flytning. Men vi satsede, da vi i slutningen af marts planlagde rejsen (har aldrig nogensinde i mit liv prøvet at booke en ferie i så god tid!), på at der ikke ville være sådan et sammenfald mellem hussalg og juleferie. Et forkert sats, viste det sig .

Men det var ikke forkert at rejse! Julen står ikke højt på hverken min eller mandens favoritliste, og det var heller ikke svært at lokke vores døtre til at droppe den, da vi tilbød en tur til Thailand. Det var uimodståeligt at møde sol, masser af lys og 30 graders varme … men det var seriøst syret at opleve, hvordan julen også har sneget sig ind i det buddhistiske samfund, ikke kun for turisternes skyld. Og jo, man kan let få nok af thailandske coverversioner af klassiske julesange! Vi mødte sågar en julemand juleaften, da vi var flygtet fra vores hotels overgearede julearrangement – han var i gang med at dele reklameflyers ud for en club .

Det er først nu – måske i et naivt forsøg på at jage kulden på flugt – at jeg har fået tid til at grave i mine billeder fra juleferien i Thailand. Jeg kan vist lige så godt med det samme advare om, at der nok kommer et par stykker mere på bloggen .

Udsigt til (endnu) en oktoberweekend med sol! En fantastisk udsigt for sådan en lysfreak som mig .

God weekend, alle sammen!

Han ville ud at fotografere efterårets farvepragt, manden i mit liv, og så syntes han, at vi skulle smutte en anden vej, end vi plejer. Så vi henlagde søndagsturen til Arrenæs ved Arresø, som vi også besøgte sidste efterår. For en eftermiddag med tosomhed og kameraer kan jeg jo gerne lokkes til .

Så var det i nat, det skete, det uundgåelige. Nemlig at alle mine dahliaer kollapsede efter nattefrostens iskolde bid. Brune, slatne og uindbydende så de ud, da jeg stod op i morges (men skønt, at de spanske margueritter gider lidt endnu), og så er der kun én vej frem: At grave dem op hver [...]]]>

Så var det i nat, det skete, det uundgåelige. Nemlig at alle mine dahliaer kollapsede efter nattefrostens iskolde bid. Brune, slatne og uindbydende så de ud, da jeg stod op i morges (men skønt, at de spanske margueritter gider lidt endnu), og så er der kun én vej frem: At grave dem op hver og en og lægge knoldene i vinterhi. Men når nu det skal være – og det skal det jo en gang om året – så var i dag bestemt ikke den dårligste dag. Jeg er i hvert fald helt rødmosset af al den sol, jeg fik, og ret glad i låget over, at sådan en smuk og sollys efterårsdag faldt på en lørdag, hvor jeg havde tid til at nyde den til fulde (mens jeg gravede osv., til ryggen værkede).

I øvrigt var der nogen, som mente, at lørdagen ikke var skabt til slid. Faktisk slet ikke. Derimod så Møffe ud til at hygge sig gevaldigt og ganske afslappet på gulvet foran terrassedøren – badet i sol .

Det er godt nok sjældent, det sker – for ikke at sige, at det aldrig er sket før. At jeg har cyklet rundt i tæt tåge ude på markvejene ved 10-tiden en søndag morgen. Søndag morgener rimer nu engang mere på avis, kaffe og langsomhed oppe i mit hoved. Men ejendomsmægleren havde meldt sin [...]]]>

Det er godt nok sjældent, det sker – for ikke at sige, at det aldrig er sket før. At jeg har cyklet rundt i tæt tåge ude på markvejene ved 10-tiden en søndag morgen. Søndag morgener rimer nu engang mere på avis, kaffe og langsomhed oppe i mit hoved. Men ejendomsmægleren havde meldt sin ankomst sammen med et (af de få) par, som gerne ville have en fremvisning af vores hus, og teenageren, manden i mit liv og hans datter havde andre planer, så jeg måtte forføje mig alene.

Men der er nu også noget fascinerende over sådan et næsten spøgelsesagtigt, vatagtigt landskab, hvor sigtbarheden er lille, og fugten lægger sig tungt om kvinde og cykel. Selv der, hvor der kun er omkring 100 meter ned til fjorden, kunne jeg næsten ikke skimte den. Så cyklen og jeg måtte lige slå et smut ned om ‘vores’ strand på vejen hjem for nu også at være sikker på, at den stadig var der, fjorden. Og mens jeg stod der og gloede og nød den fuglefløjtskrydrede stilhed, sparkede solen de første lag tåge væk, og jeg kunne se flere hundrede meter ud over vandet. Dejligt og smukt!

Kameraet havde fået lov at blive hjemme, for jeg er ikke gode venner med tågefotografering. Så i stedet er her et lille kig på nogle af de sidste af mine brombær .

Jeg har ingen mening om, hvor dagene bliver af for tiden! Okay, en eller anden idé har jeg jo nok – men jeg kan ikke helt greje, hvorfor der ikke bliver plads til flere aktiviteter og gøremål (bloggeri, fx) i de der dage, end der gør. Jeg synes ellers, jeg kæmper, alt hvad jeg [...]]]>

Jeg har ingen mening om, hvor dagene bliver af for tiden! Okay, en eller anden idé har jeg jo nok – men jeg kan ikke helt greje, hvorfor der ikke bliver plads til flere aktiviteter og gøremål (bloggeri, fx) i de der dage, end der gør. Jeg synes ellers, jeg kæmper, alt hvad jeg kan for at strække tiden på både den ene og den anden led. Men lige meget hjælper det.

Og lige meget hvor meget jeg brokker mig, så hjælper det heller ikke en disse på, at dagslængden skrumper dag for dag. Fire timer og 24 minutter har vi mistet nu. Suk .

Men når der dukker en solrig eftermiddag, som den vi fik heromkring i dag, op på denne årstid, så smider jeg alt, hvad der ellers skulle have været i mine hænder og piler ud. Ud og får sol på kinderne. Og ud og får jord under neglene. Fordi det er det, jeg trænger allermest til, og der stadig er så meget smukt derude. Og fordi der er udsigt til meget få udetimer den kommende uge.

Nå ja, der er også udsigt til meget, meget lidt bloggeri. Tæt på ingenting, gætter jeg på. Fem ud af syv aftner i den kommende uge er jeg slet ikke i nærheden af en pc, bl.a. fordi jeg har dejlige aftaler i sigte, og fordi jeg skal være tilforordnet ved torsdagens folketingsvalg.

Jeg håber, du har udsigt til en god uge 37. Vi ses i blogland … ved lejlighed .