Indlæg tagget med ‘Facebook’

Et af de elektroniske visitkort

fredag, 18. juni 2010

Jeg fik et flip i går aftes, og så fik min profil på netværket LinkedIn den helt store overhaling. Noget, jeg faktisk længe har syntes, den trængte til. Men … ja, profilen var altså kommet bag i køen ;-) .

Jeg er ikke på Facebook (og jeg har talrige gange blogget om hvorfor), men det betyder ikke, at jeg ikke tror på netværkstanken. Faktisk slet ikke. Jeg er en stærk tilhænger af at danne netværk. På LinkedIn har jeg gjort det siden 2004.

LinkedIn er min udvidede adressebog. Jeg har nogle få venner i mit netværk dér, ellers er jeg primært forbundet med kunder, samarbejdspartnere, gamle kollegaer og mennesker, jeg kender fra fysiske netværk.

Jeg connect‘er kun på LinkedIn med mennesker, jeg rent faktisk kender. Derfor rydder jeg også nu og da op i mine connections og sletter dem, jeg fx kun har kendt perifært og har tabt forbindelsen så meget med, at jeg end ikke ville genkende dem på gaden. Mit mål er nemlig kvalitet fremfor kvantitet i mit netværk (sådan har alle det ikke, kan jeg se rundt omkring). I øvrigt sender jeg aldrig en af de engelsksprogede standardinvitationer til personer, jeg gerne vil have i mit netværk; jeg skriver altid min egen personlige. For godt nok er det her nettet, men der må nu gerne være et personligt touch, synes jeg.

Min LinkedIn-profil er et professionelt elektronisk visitkort på nettet, ligesom fx mit firmas hjemmeside er. Men ud over at jeg lige har renoveret profilen, og at der jævnligt kommer nye connections til mit netværk, bruger jeg faktisk kun LinkedIn som ‘adressebog’. Selv om jeg ved, at det kan bruges til meget andet, fx deltagelse i grupper om diverse emner, brancher osv. Jo, jeg er faktisk med i én gruppe – men al aktivitet dér er stendød. Og jeg bliver ikke den, der yder førstehjælp.

Jeg kender en del, der bruger LinkedIn lige så sporadisk, som jeg gør. Og jeg taler også nogen gange med nogen af dem om, om vi mon går glip af noget. Om vi ikke udnytter netværkets potentiale. Men indtil videre er det blevet ved snakken. Måske fordi døgnet (stadig) kun har 24 timer. Og fordi der er grænser for, hvor mange af dem jeg vil tilbringe online ;-) .

Er du på LinkedIn? Og hvordan bruger du netværket?

Når sociale medier bliver makabre

mandag, 14. juni 2010

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene (og det sker jo ikke så tit). Men nu skal du få historien, så kan du se, om du ved, hvad du skal mene.

I eftersommeren sidste år døde en ung fyr, som teenageren havde gået i parallelklasse med i folkeskolen. Han kørte på knallert ind i en parkeret lastvogn med stilladser, men det var ikke det, men vist en hjertefejl, der tog livet af ham få dage senere.

I lang lang tid har der stået et primitivt trækors med hans navn på, der hvor ulykken skete. Et sted, som ligger i nærheden af vores hus, og et sted, som vi oftest passerer, når vi går tur.

Det gjorde vi også her til aften, manden i mit liv, teenageren og jeg. Da vi nærmede os stedet, sagde teenageren: I kan godt huske NN, der døde, ikk’?

Jo, det kunne vi da.

Hans Facebook-profil findes stadig, sagde teenageren, og jeg skulle lige til at udbrede mig om, at sådan en måtte familien da på en eller anden måde kunne få lukket. Men så fortsatte hun: Og der er nogen, der stadig skriver hilsner til ham.

Hvad? spurgte jeg. Og så fortalte hun om en pige, der havde skrevet, at hun havde fået job i den skobutik, hvor NN havde arbejdet. Jeg kan altså godt forstå, du syntes, der var fedt at være, havde pigen skrevet til den afdøde.

Der var også en, der fortalte NN, at han og vennerne ikke ville tage i sommerhus i år, for det var så trist, at det skulle være uden NN. Næste år ville de måske tage af sted. Og der var et par stykker, der havde skrevet og fortalt NN, at nu havde de fået kørekort, og hvor var det ærgerligt, at han ikke nåede at opleve det.

Hende, der var kæreste med ham, står også stadig som “I forhold med NN”, fortalte teenageren.

Jeg blev ikke mundlam, da jeg hørte historien – det gør jeg jo ganske sjældent! – men jeg blev rystet. Og vist egentlig også lidt forarget. For jeg synes faktisk, det er ret makabert, at folk opfører sig, som var NN i live endnu.

Og så kan jeg alligevel ikke rigtigt finde ud af, om det er en overreaktion.

For er det bare mig (Facebook-fjenden), der ikke har fattet noget? Fylder online-tilværelsen så meget i de unges liv, at det er helt, som det skal være, at den fortsætter efter døden?

Nej, jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal mene. Hvad mener du? Bliver du opbragt over sådan en historie? Eller tænker du bare: nå ja, hvorfor ikke?

Sikker Internet Dag 2010

tirsdag, 9. februar 2010

Det er Sikker Internet Dag i dag. Vidste du det?

Sikker Internet Dag er et initiativ under EU’s Safer Internet Plus Programme, og den afholdes over hele verden. Dagen sætter fokus på beskyttelsen af børn og unge online, og årets tema er Tænk før du uploader.

Hvor går grænsen for, hvad og hvor meget man deler med vennerne og andre på nettet? Er de sjove billeder fra festen stadig lige så sjove at have liggende ’derude’ på internettet i morgen eller om et halvt år? Sikker Internet Dag 2010 handler om at tænke sig om, inden man lægger billeder eller anden information om sig selv eller andre ud på nettet, står der på sikkerinternetdag.dk.

Pudsigt nok talte vi for kort tid siden om netop dette med manden i mit livs 15-årige datter, som (selvfølgelig) er på Facebook og alle de andre steder, vi andre bevidst ikke kommer. Snakken gik blandt andet på, at det jo ikke er sikkert, man selv styrer fx hvilke billeder af en, der florerer på nettet. Også selv om det ifølge Persondataloven er forbudt at offentliggøre portrætter af andre uden at spørge dem først.

Mandens datter mente ikke, at der var et problem for hende her. Man kan jo se, når andre tagget en på Facebook-billeder, påpegede hun. Og så gled snakken over på andre ting.

Men emnet havde åbenbart optaget hende og gjort hende nysgerrig, for da hun næste gang var hos os, fortalte hun, at hun havde googlet billeder af sig selv – og intet fundet. Derefter kiggede hun skælmsk på mig. Jeg søgte også på dig, sagde hun. Der er altså mange billeder på Google af dig!

Mange er overdrevet ;-) . Men hun har da ret, mandens datter, nogle er der. Men ikke nogen, jeg ikke vil stå ved, og ikke nogen, jeg ikke kender til. Og hun må hjertens gerne grine lidt af mig, når hun opdager den slags. Især hvis det samtidigt betyder, at vi har en dialog om adfærd på nettet, og den får hende til at tænke sig (endnu mere) om ;-) .

Taler du med dine børn – eller børn i det hele taget – om deres færden på nettet? Om hvad man må, og hvad man skal passe på?

Familiefoto på afveje

tirsdag, 23. juni 2009

Jamen, der er da ikke nogen, der vil bruge mine familiefotos til noget. Den kommentar har jeg fået talrige gange, når jeg har ytret min skepsis over Facebook, uploadede billeder og billedrettigheder (og min skepsis er stor).

I går fortalte Politiken historien om, at man bestemt ikke kan være sikker på, at der ikke er nogen, der vil bruge ens familiefotos! En amerikansk familie optrådte pludselig på en gigantplakat i Prag – med det billede de havde fået taget til deres julekort … og som moderen havde lagt på sin Facebook-profil. Ejeren af en tjekkisk fødevarebutik havde åbenbart været så begejstret for familieportrættet, at han havde brugt det i sin reklame – (selvfølgelig?) uden at spørge hverken familien eller fotografen om lov.

Læs hele historien her (pdf).

Så nej, der er ingen grund til at være sikker på, at ens familiefotos er uinteressante for andre end én selv!

Jeg er ikke venner med Facebook

onsdag, 22. april 2009

Jeg er ikke venner med Facebook (hvilket jeg også jævnligt har ytret mig om her på bloggen). Ikke fordi jeg har noget imod netværk (slet ikke!). Ikke fordi jeg ingen venner har (slet ikke!). Ikke fordi jeg har noget imod at støde på min fortid (slet ikke … men, helt ærlig, der er jo en årsag til, at mange af bekendtskaberne gled ud).

Nej, jeg har derimod rigtig, rigtig meget imod Facebooks forretningsmetoder. Den måde de overtager retten til at bruge de billeder og tekster, medlemmerne lægger på (nu påstår de dog selv, at dette ikke er tilfældet). Og ikke mindst den måde de videresælger medlemmernes (og medlemmernes venners) oplysninger til virksomheder, som bruger det til målrettet reklame. Vel at mærke uden at medlemmerne er blevet spurgt først. Vi er ude i overtrædelse af både markedsføringsloven og loven om dataregistrering, når vi taler om Fjæsbogen. Forbrugerrådet har råbt vagt i gevær længe. Datatilsynet tøver.

Derfor var Kontakts udsendelse på DR1 i går også rigtig vand på min mølle. Og i øvrigt temmelig skræmmende – heldigt, at jeg ikke har en profil! Hvis du ikke så udsendelsen, så hiv 20 minutter ud og bliv oplyst om Facebooks sande ansigt her.

Udsendelsen fortæller også om, hvor svært det er at slette sin profil igen. Den oplevelse havde jeg selv for et års tid siden, hvor jeg tilbragte tre uger på Fjæsbogen, inden jeg fik nok. Dengang lykkedes det mig kun at finde profildeaktiverings-funktionen. Men jeg er heldigvis blevet klogere siden, så nu er min profil helt pist (ud over altså den der kopi, som Fjæsbogen beholder!). Hvis du også har ledt forgæves efter profilslettefunktionen, så er din søgen nu slut. Brug linket, og du er der (har du allerede deaktiveret din profil, bliver du nødt til at aktivere den igen, før den kan slettes).

Danmark er det land i verden, hvor den største del af befolkningen (procentvis) er medlemmer af Facebook. Er vi bare et modigt folkefærd? Eller ved de fleste ikke, hvad de går ind til? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg aldrig har fortrudt, at jeg nedlagde min profil. Og som tiden går, får jeg flere og flere argumenter imod Fjæsbogen.

Hvad med dig? Hvordan har du det med Facebook?

Den tyvagtige Fjæsbog

mandag, 13. oktober 2008

“Facebooks vilkår er i tydelig konflikt med persondataloven, fordi det ifølge dansk lovgivning er ulovligt at gemme oplysninger om folk i al evighed og udnytte dem kommercielt bag om ryggen på brugeren,” siger Anette Høyrup [hun er jurist i Forbrugerrådet].

Sådan skriver Computerworld bl.a. i dag i en ganske interessant artikel med overskriften Facebook hugger stadig dine personlige oplysninger.

Endnu en gang glæder jeg mig over, at jeg ikke (mere – bekendtskabet holdt en kort måned) er en af de anslåede 700.000 danskere, der lader sig udnytte af Fjæsbogens usmagelige metoder. Desuden glæder jeg mig over, at Forbrugerrådets kritiske blik hviler tungt på virksomhedens forunderlige forretningsmetode. Det kan simpelthen ikke være korrekt, at man har ret til at inddrage andre menneskers ophavsret med et snuptag og under henvisning til, at man agerer under californisk og ikke dansk lov!

Giver det mening udenfor skærmen?

mandag, 28. juli 2008

Du vil elske den, grinede teenageren og kort efter dumpede der et link ned i min indbakke. To minutter og otte sekunder om, hvordan det ville være, hvis folk opførte sig på samme måde i den virkelige virkelighed, som de gør på Facebook.

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Og hun havde ret, min unge. Jeg morede mig dejligt. Håber du gør det samme!

P.S. Min mening om Facebook har jeg jo luftet et par gange her på bloggen (og tænk, nu er jeg ansat i en koncern, der bruger Fjæsbogen i dele af deres rekruttering … skræmmende (som teenageren ville sige)). Jeg er bestemt ikke blevet mildere stemt over for fænomenet, efter jeg for et par uger siden læste en artikel i Politiken om, hvordan stifteren Mark Zuckerberg snuppede idéen til netværket fra nogle medstuderende på Harvard, der havde bedt om hans hjælp til at programmere deres site.

P.P.S. Ved du i øvrigt, hvordan internettet fungerer? Hvis ikke, så kig med her … og lær noget nyt ;-)

Mere Fjæsbog

tirsdag, 27. maj 2008

»På Facebook handler det egentlig bare om at blive set. I informationssamfundet er den største knaphedsressource andres opmærksomhed. Vi ser det også på den måde, vi bruger sms og e-mail. Vældig mange af beskederne handler sådan set bare om at sige: ’Hallo hallo, glem ikke, at jeg findes’. Det samme med Facebook. Og det at have 2.000 såkaldte Facebookvenner giver indtryk af, at man er en person, der sidder som en edderkop i et stort netværk. Og i et netværkssamfund er det en stor ressource for vældig mange mennesker«, siger Thomas Hylland Eriksen.

Ovenstående tankevækkende ord kunne man bl.a. læse i går i Politikens artikel Danskerne flokkes på Facebook, som fx kunne fortælle, at 12 procent af os har en profil.

Min holdning til Fjæsbogen har jeg jo tidligere ytret (og min profil har længe været deaktiveret; til min store irritation kan den jo ikke slettes). Men i dag fandt jeg et meget interessant blogindlæg hos per-olof.dk, som har været i dialog med en af eksperterne, Gisle Hannemyr, bag Politikens artikel. Læs endelig med, hvis du også er skeptisk over for Facebook.

Jeg fatter ikke Facebook

fredag, 28. marts 2008

1.000 mennesker til fakkeltog mod meningsløs vold i går. Protesten var arrangeret gennem en gruppe på Facebook. Et rigtig godt og (desværre) relevant initiativ. Men det er også en af de få gange, jeg har set Facebook brugt så fornuftigt.

For jeg kan jo lige så godt komme med indrømmelsen med det samme: Jeg fatter ikke det sted! Og jo, jeg har en profil … endnu …

I november var Fjæsbogen jo på alles læber (i hvert fald mediernes), da Anders og Helle og mange af de andre på tinge kæmpede et hjørne af valgkampen her ved at skrabe ‘venner’ til sig. Men det gav nu ikke mig behov for at tjekke mediet.

For et stykke tid siden fik jeg en invitation fra en eks-nabo, som jeg ingen kontakt har med (ej heller noget tilfælles). Den klarede delete. Men for tre uger siden kom der så en invitation fra min jyske connection, en seriøs, hårdtarbejdende kvinde (jo, Hanne, det er du!), som jeg har stor tillid til. Jeg lod nysgerrigheden sejre og myldrede ind i dette kæmpe community. Og jo, jeg lod mig fange ind, det indrømmer jeg gerne.

Men da jeg var blevet venner med min teenager, havde lavet et fotoalbum med mine katte, meldt mig ind i en gruppe om sprog og en om katte (nej, jeg er ikke sådan en kattefreak :-) ), prikket byerne, jeg har besøgt, af på et verdenskort (en show off-funktion!), testet hvilken sang (!) jeg er (kendte den ikke engang), fået en Wulffmorgenthaler-stribe på min profil og et par småting mere, vågnede jeg op.

Man kan få rigtig lang tid til at gå på Fjæsbogen! Jeg ved, at min teenager holder meget af stedet og fx bruger det til at dele billeder fra landsmøder o.lign. med sine ungdomspolitiske venner. Men for mig (‘gamle’ kone (måske ligger der en hund begravet dér?!)) føltes det som en kaloriefattig tidsrøver: alt for mange smarte funktioner, test osv., der kan tilføjes ens profil – og som jeg er nysgerrig nok til lige at skulle tjekke. Men alt alt for lidt indhold.

Og venner? Tja, de fleste af dem, jeg har i den virkelige virkelighed, er ikke tændt på virtuelle communities, så de er der ikke, og erfaringen siger, at det er omsonst at invitere dem sådanne steder hen :-) . Bekendte og folk, jeg kender fra forskellige netværk, stødte jeg da på, men, alvorlig talt, jeg har ikke behov for at have dem som Facebook-’venner’. Min udvidede adressebog til de forbindelser har jeg allerede på LinkedIn, som vist passer meget bedre til mit temperament.

Konklusionen må vist være: Been there, done that … og er ikke imponeret. Så må min (sparsomme) tid meget hellere gå med at skrive blogindlæg :-)