Først var jeg uvenner med søvnen i nat. Så vågnede jeg med hudløs snotnæse og ulden hjerne. Iført eksamensforberedthed og ‘panodilkur’ blev jeg dog klar til afgang.
Men næppe var jeg kommet af sted, så hoppede kæden af det bageste tandhjul på cyklen, og jeg måtte efterlade den og løbe den sidste kilometer til stationen for at nå S-toget.
Da der satte sig to allerede beduggede alkoholikertyper overfor mig ved Ballerup station og knappede halvliters dåseøl op (klokken var 9.50!), turde jeg ikke andet end at flytte sæde. For sådan som dagen havde set ud indtil da, var jeg overbevist om, at deres dåser ville vælte ud over mig og sende mig øldunstnende videre (var faktisk ved at tro, at i dag er en Tycho Brahes-dag – det er den dog ikke, men i går var, beretter Wikipedia).
Nogenlunde nærværende (og helt uden ølstank ) trådte jeg ind i eksamenslokalet. Og tyve minutter og en behagelig samtale senere kom jeg ud igen med et syv-tal. Med besked om, at min sundhedsinformationsvideo indholdsmæssigt mangler nerve og dynamik (enig!), men med en stor ros til mine lækre nærbilleder af madvarer (indlæggets illustration er filmens startbillede (og nej, jeg viser ikke filmen på bloggen, for den diætist, jeg har interviewet, har kun stillet op til en eksamensproduktion, ikke til en film til nettet)).
Nu er kurset overstået og helt slut, og jeg er udlært (bop, bop …) i at producere levende billeder til nettet. Mine medkursister holder afslutningsmiddag i aften, men jeg springer over. For jeg er trææææt og splattet. Og om et øjeblik falder jeg omkuld i sofaen med en kop te og et tomt blik på min næsten snefri græsplæne.
Fra på mandag skal jeg til at samle op på alle de arbejdsopgaver, der er blevet forsømt siden midten af januar. Men … det er først på mandag. Og da har jeg forhåbentlig fået sendt snot og hoste på flugt og er kommet til hægterne igen .
Klokken lidt over tre i eftermiddags overgav jeg mig.
De korte skriftlige overvejelser over eksamensfilmen var afsendt. Jeg havde prøvet at sætte nogle kloge og fornuftige ord på papiret til det mundtlige oplæg på fredag. Jeg havde forsøgt mig med lidt husmoderligt arbejde. Jeg havde spist lidt. Jeg havde forsøgt at sove lidt.
Men intet fungerede. Alt blev saboteret af min tunge hjerne, min hals, som insisterer på fortsat at føles som sandpapir, og den gøende hoste, der får mig til at lyde som en slidt og afdanket vagthund. For ikke at tale om resten af kroppen, som hele tiden er et skridt bagefter (ja, sådan føles det i hvert fald).
Jeg havde simpelthen brug for luft. Og for noget rart! Og noget af det rarest på sådan en tindrende solskinsdag, der dufter langt væk af forår, er en tur til fjorden.
Sneen og isen er på hastigt tilbagetog nu. Og gensynet med det glitrende vand i fjorden er en sand forårsfornøjelse. Vejret er på rette vej nu, vel er det så .
Gid jeg kunne sige det samme om min forkølelse – eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig!
Så er det nu. Eller i hvert fald i morgen tidlig. At jeg starter på den allersidste etape af mit efteruddannelseskursus. Pokkers så hurtigt sådan en stak uger får ben at gå på!
Den sidste film skal færdiggøres og finpudses – og på fredag er der eksamen. Og jeg er øm i hele kroppen og har ondt i halsen. ØV! Satser gevaldigt på, at det hastigt går i sig selv igen … for jeg har altså slet ikke tid til at være syg lige nu .
Det ville være skønt at kunne tage den lige så meget med ro som Møffe. Men i denne uge bliver det altså ikke. Til gengæld bliver det nok i denne uge, at bloggen (endnu engang) bliver misligholdt. Men … verden derude kræver sit … og det er helt, som det skal være .
Jeg har gået og lurepasset på vejret hele vinterferien. Lurepasset og krydset fingre for, at der ville komme en smuk og uimodståelig solskinsdag. Så ville jeg drage til fjorden sammen med Journalisthøjskolens videoudstyr og indfange nogle lækre naturbilleder til at drysse ind i min eksamensfilm om sundhed.
Men for pokker, hvor er jeg blevet holdt hen. Og snydt. Den halve times solskin, Nordsjælland blev tildelt i uge 7, faldt på nøjagtigt det tidspunkt, hvor jeg sad i bussen på vej ud for at interviewe.
Hmmm …
Der var heller ingen sol i dag. Til gengæld var det allersidste udkald. Og naturbillederne ville jeg ha’. Sgu! (Nej, nej … jeg er skam ikke stædig!).
Så i grå og blæsende kulde drog jeg til fjorden. Og skød grå og kolde naturbilleder, til mine fingre blev følelsesløse af kulde (nej, man kan ikke betjene videokameraet med vanter på!). Gad vide, hvor meget color grading der skal til, for at de kommer til at ligne lækre naturbilleder?
[Fotoet er i øvrigt fra en dag, hvor der var en smule mere lys og en noget mindre grå himmel end i dag. Men lokaliteten er den rette .]
Igen var brødet slået så stort op, at det væltede ud over dagens kanter og efterlod kroppen med sitrende deja-vuer fra stressens skruetvinge.
Hvorfor er det nogle gange nødvendigt (og er det nødvendigt!?) at fylde så mange gøremål i en enkelt dag i et enkelt kvindeliv, at smertegrænsen nås … og overskrides? Og hvorfor fatter jeg stadig ikke, at elendig nattesøvn er lig med advarselslamper og behov for nedsat hastighed?
Jo, jeg troede, jeg havde lært at passe bedre på mig selv. Jo, jeg troede, jeg havde lært, at ydeevnen stadig skal ligge under 100 procent. Og at superwoman definitivt er sendt på pension!
Men … dage som i dag får mig til at tvivle. Tvivle på, at lærdommen endnu er bundfældet. Og at jeg er udlært i stressfri levevis.
Fordi jeg blæser på, at jeg faktisk havde planlagt at holde vinterferie. Fordi jeg blæser mit eksamensprojekt ud af proportioner og lader perfektionisten tage styringen. Fordi …
Ja, hvis man altså som jeg er kørekortløs og vil bevæge sig omkring med offentlig transport herude i den nordsjællandske provins.
17 kilometer væk fra Frederikssund station skulle jeg i dag – og busturen tog (helt planmæssigt) 58 minutter. En lille time. Til gengæld er der mindst en time mellem busserne. Men jeg kom på en køn sightseeing gennem en hel del af det snedækkede Hornsherred – som i dagens anledning blev beriget med en lillebitte smule solskin (ærgerligt, at bussens ruder var så beskidte ).
Når jeg kører rundt derude – eller bare ser køreplaner for den sporadiske busaktivitet – tænker jeg altid: Her er kønt. Men godt, jeg ikke bor her! Jeg ville simpelthen aldrig have tålmodighed til at være offentlig trafik-bruger og bo i et landdistrikt.
Det er der vist heller ikke så mange andre, der har. De 20 sidste minutter af busturen – helt derude hvor buschaufføren spiser sin madpakke undervejs, der ligger døde grise ved skraldespanden ude ved landevejen, og gadebelysning er ikkeeksisterende – var jeg eneste buspassager. Det var, da pensionisterne og de helt unge mennesker var stået af. Folk på min alder, som bor helt derude, kører selvfølgelig i bil.
Har de så bilen/bilerne, fordi bussen kører så sjældent? Eller kører bussen så sjældent, fordi de har bil(erne)? Tja …
Men hvorfor var det så lige, at jeg turede Hornsherred tyndt i dag? Med offentlig transport. Jo, jeg var såmænd ude på optagelse. Et interview til min eksamensopgave. Man skulle jo helst ikke overdrive med den dér vinterferie, vel?
Nu skal det være! Jeg er blevet spurgt et par gange, om jeg vil vise en af de videofilm, jeg laver på Levende billeder til nettet-kurset, som jeg p.t. deltager i. Og jo, det vil jeg gerne .
Hovedpersonen i min første opgave var manden i mit liv. Og han har givet sin tilladelse til, at hele verden gerne må kunne se ham fortælle om 25 år som vegetar.
Videofilmen (den allerførste jeg har filmet, klippet og redigeret i mit liv!) havde musik på i sin første version. Men musikken er ophavsretsbeskyttet, og derfor har jeg lavet en ny, musikfri version til brug her. For som en del af bloggens læsere ved, går jeg jo om nogen højt på i, at Lov om ophavsret respekteres.
En nogenlunde tilforladelig og fredelig formiddag, med lidt vasketøj og lidt ‘administrativt arbejde’. Og så gik turen til Københavnstrup. Af sted på optagelse til min næste videoproduktion på kurset. Belæsset med udstyr dukkede jeg op hos en ekspressiv billedkunstner, som malede og fortalte så rigeligt til mit tre minutters indslag.
Vel hjemme i provinsen igen (tænk, S-togene kørte upåklageligt!) fik jeg klemt en times tid i fitnesscentret ind. En tiltrængt time, for det var fjorten sjuskede dage siden, jeg sidst havde været dér. Og min nakke og mine skuldre skreg på træning.
Mens manden i mit liv hentede bilen fra service, og teenageren passede sit fritidsjob på biblioteket, fabrikerede jeg dagens ret. Og bagefter var det tid til lektier – både for teenageren og mig. Nu kan jeg med god samvittighed dyrke lidt ‘blogpleje’ – inden jeg om ganske kort tid kaster mig i Morfeus’ arme.
Det er nu imponerende, hvad man kan få klemt ind i sådan en grå og kold tirsdag .
Det er svært at forestille sig lige nu – at der kommer søndag morgener, hvor kaffen igen kan indtages på terrassen med solens kærtegn på kroppen. De kommer, jeg ved det (og jeg længes!). For den forsvinder jo en dag, denne sne så langt øjet rækker.
Lige nu har jeg en følelse af, at sneen ikke kun ligger som en dyne over land og by, men også som en dyne over hverdagen. Som en ekstra komponent, vi alle må forholde os til og indordne os under.
Hver morgen står jeg tidligere op, så jeg kan tage af sted 25 minutter tidligere, end jeg plejer, og alligevel ankommer jeg først på kurset lige til tiden. Hver eftermiddag krydser jeg fingre for, at DSB har køreklare S-tog, så de kan fragte mig hjem igen – nogle dage går det bedre end andre. Hver gang jeg trækker cyklen ud af indkørslen, satser jeg på, at det ikke er i dag, jeg falder på numsen – og jeg har kørt en del omveje på det sidste for at ramme de bedst ryddede veje.
Hver gang jeg skal krydse en vej, skal jeg lede efter et hul i snedriverne eller finde den mindste, så min fødder ikke synker helt i. Hver gang det sneer lidt mere, sukker jeg og piber Her ligger nok allerede! Hver gang vi går tur i skoven eller ved fjorden, føles det, som om vi har gået turen halvanden gang, fordi sneen bremser vores skridt (men det er selvfølgelig sundt og god motion). Hver gang …
Helt ærlig … jeg er faktisk lidt træt af sneen og frosten nu!
Men det hjælper jo ikke en fis, at jeg ikke gider mere. Så jeg må vist bare glæde mig over, at til maj ligger her garanteret ikke den mindste smule sne. Og jeg kan få kaffe på terrassen .
Bloggingen her er lidt spredt fægtning for tiden. Fordi jeg egentlig ikke har tid. Og så alligevel ikke kan holde fingrene væk. Det er noget rod .
Derfor har jeg besluttet, at bloggeriet ryger på standby resten af ugen. Både her hos mig og henne hos jer. Og at alt det dér udenfor skærmen får min udelte opmærksomhed. Mit efteruddannelseskursus for eksempel, inkl. en ny omgang videooptagelse og redigering. Eller turen til tv-optagelse i morgen aften (hvor Klidmoster Malou også kommer – glæder mig til gensyn ).
Jeg har en del bolde i luften nu. Og jeg kan mærke, at der skal mere ro på, hvis jeg ikke skal tabe nogen af dem. Så hyg jer, mens jeg jonglerer med resten af mit liv .
Indfangne, flagrende fragmenter af et kvindeliv, svøbt i ord og billeder. Her er plads til både eftertænksomhed og banaliteter (og katte!). Føl dig hjertelig velkommen til at kommentere.
Al tekst og alle billeder på denne blog er omfattet af copyright og de love, der anvendes til beskyttelse heraf. Med andre ord: Citer kun tekst med tydelig kildeangivelse og brug kun mine fotos, hvis du har fået lov af mig. Alt andet er ulovligt.
Bentes YouTube-kanal
Dobbeltklik på filmen, så får du den i større format.
Min blog er awardfri. Jeg kan li', at der bliver sat pris på mit blogindhold, men den bedste award er dog kommentarer.
Desuden er der mange gode blogs ude i blogssfæren, og jeg vil ikke fremhæve nogen frem for andre, så awards er umulige at give videre på retfærdig facon.
) trådte jeg ind i eksamenslokalet. Og tyve minutter og en behagelig samtale senere kom jeg ud igen med et syv-tal. Med besked om, at min sundhedsinformationsvideo indholdsmæssigt mangler nerve og dynamik (enig!), men med en stor ros til mine lækre nærbilleder af madvarer (indlæggets illustration er filmens startbillede (og nej, jeg viser ikke filmen på bloggen, for den diætist, jeg har interviewet, har kun stillet op til en eksamensproduktion, ikke til en film til nettet)).
.
