Det er svært at forestille sig lige nu – at der kommer søndag morgener, hvor kaffen igen kan indtages på terrassen med solens kærtegn på kroppen. De kommer, jeg ved det (og jeg længes!). For den forsvinder jo en dag, denne sne så langt øjet rækker.
Lige nu har jeg en følelse af, at sneen ikke kun ligger som en dyne over land og by, men også som en dyne over hverdagen. Som en ekstra komponent, vi alle må forholde os til og indordne os under.
Hver morgen står jeg tidligere op, så jeg kan tage af sted 25 minutter tidligere, end jeg plejer, og alligevel ankommer jeg først på kurset lige til tiden. Hver eftermiddag krydser jeg fingre for, at DSB har køreklare S-tog, så de kan fragte mig hjem igen – nogle dage går det bedre end andre. Hver gang jeg trækker cyklen ud af indkørslen, satser jeg på, at det ikke er i dag, jeg falder på numsen – og jeg har kørt en del omveje på det sidste for at ramme de bedst ryddede veje.
Hver gang jeg skal krydse en vej, skal jeg lede efter et hul i snedriverne eller finde den mindste, så min fødder ikke synker helt i. Hver gang det sneer lidt mere, sukker jeg og piber Her ligger nok allerede! Hver gang vi går tur i skoven eller ved fjorden, føles det, som om vi har gået turen halvanden gang, fordi sneen bremser vores skridt (men det er selvfølgelig sundt og god motion). Hver gang …
Helt ærlig … jeg er faktisk lidt træt af sneen og frosten nu!
Men det hjælper jo ikke en fis, at jeg ikke gider mere. Så jeg må vist bare glæde mig over, at til maj ligger her garanteret ikke den mindste smule sne. Og jeg kan få kaffe på terrassen 
.
Ha’ en god søndag. Husk, at du kan køre helt gratis med S-toget i dag. Og her kan du tjekke, om de kører .
.
