Klokken var halv to, da vi kom hjem i nat. Og nej, det var ikke, fordi min mors fødselsdagsmiddag på en københavnsk restaurant udviklede sig til en abefest. Næ, det var såmænd, fordi teenageren og jeg tog til ‘afterparty’ hos tandlægevagten i Hillerød.
Den 1. februar fik teenageren fjernet to visdomstænder, og omkring den ene havde der været betændelse. For nogle dage siden fik hun tandsmerter, og skærtorsdag var hun på besøg hos tandlægevagten. Vagttandlægen mente, at tyggefladen var lidt skæv, fordi tænderne havde rykket sig en smule, efter at visdomstænderne var væk. Betændelse eller andet var der ikke at spore på røntgenbillederne. Din tand ser sund og fin ud, og det er synd at rodbehandle, når du er så ung, konkluderede tandlægen og sleb tænderne lidt. Og så sendte hun teenageren hjem med besked om at spise smertestillende medicin og vende tilbage, hvis smerten fortsatte.
Det gjorde den. Med fornyet styrke. Faktisk blev langfredag i sandhed lang for teenageren. Først på eftermiddagen måtte hun atter have fat i tandlægevagten. Som kunne tilbyde hende en tid kl. 22.30.
Så ta’r jeg med til mormors fødselsdag, konkluderede mit barn og slugte et par tabletter mere. Godt havde hun det ikke, men hun hang på middagen over. Og bagefter fandt hun og jeg et S-tog, som, troede vi, kunne fragte os til Hillerød. Men, snydt igen, der skulle tre S-tog, en S-togsbus og halvanden times tålmodighed til for at komme fra Vesterport station til Hillerød ditto. Pga. sporarbejde.
Vi var kommet af sted i god tid, så klokken manglede få minutter i at være 22.30, da vi trådte ind på tandklinikken. Men her havde akutsager væltet tidsplanen, så klokken nåede at passere midnat, inden teenageren endelig lagde sig i tandlægestolen. Og fik lavet den rodbehandling, som viste sig at være eneste løsning.
Bedøvet i kinden, totalt udmattet og med en recept på penicillin i hånden (for jo, der var også betændelse) dumpede teenageren ind i bilen, som hendes stedfar venligst havde bragt til Hillerød, efter at han havde kørt resten af familien hjem. Og efter en tur på det døgnåbne apotek kunne vi så vende snuden mod Frederikssund. Klokken 1.30 trådte vi over dørtærsklen. Efter en meget lang langfredag.
Hun har det stadig skidt i dag, mit barn. Men ikke med de intense tandsmerter som de foregående dage. Nu krydser hun og vi andre bare fingre for, at penicillinen gør sit, at de smertestillende gør livet nogenlunde udholdeligt, og at der ikke sker mere i hendes mund, inden den ordinære tandlæge skal afslutte behandlingen efter påske. For det her har ikke været en særlig skæg måde for hende at holde påskeferie på 
.
.
.
.
