‘Cyklist’ og ‘brillebærer’. Det er nogle af de etiketter, man kan sætte på mig. Og langt de fleste dage trives jeg helt fint med begge dele.
Men ikke her til morgen!
Bvaaad, hvor var det uskægt at cykle af villaveje beklædt med blød og splattet sne, mens endnu mere susede vådt ned om ører og øjne på mig. Og jeg mindre og mindre kunne se. Nu vil den kvikke læser måske sige, at jeg da bare kunne have taget brillerne af og dermed have sparet det ene irritationsmoment. Men så må jeg af trafiksikkerhedshensyn nævne, at det ikke er en anbefalelsesværdig løsningsmodel. For jeg er nærsynet på den forkerte side af minus 4 
.
Trods banden og irritation og ringe udsyn fik jeg dog onduleret de halvanden kilometer til stationen og nåede lige præcis S-toget kl. 7.58 . Tænk, DSB kørte upåklageligt trods sneen, så jeg nåede ganske rettidigt frem til formiddagens arrangement. Alt er altså ikke til at brokke sig over i dag. Heldigvis 
.
). Jeg sad nemlig og kiggede intenst på dette skærmbillede:
