Puf! Den første uge af min ferie er pist.
På den ene side føles det som i går, jeg forlod mit tomme skrivebord – for … yes … jeg nåede bunkernes bund (men jeg har jo også kun været ansat i syv uger), og med lidt held kan jeg et par uger endnu forvise tankerne om alle de nye opgaver, der har stillet sig i kø på to do-listen, fra min hjerne.
På den anden side har ferien varet længe. Den har både bragt mig til Nordjylland og på en skøn venindecykeltur ud gennem det vestlige nordsjællandske landskab. Roskilde Fjord var smukkere end smuk, markerne duvede gyldent, og himlen var postkortblå. Solen bagte, og træernes skygge svalede. Denne her tur vil jeg tænke på juleaften, udbrød min ene veninde, for der var netop fem måneder til højtiden. Og hun har ret, vi har brug for den slags minder, når mørket og kulden overmander os. De skal gemmes på en imaginær memorystick, så vi kan overskrive det grå, som Anna skrev forleden.
Men jeg har også været i banaliteternes vold og vasket tøj, strøget og lavet mad. Sovet længe (et rigtigt godt alternativ til den sædvanlige opstandelse kl. 5.55!). Læst avisen grundigt. Gået på udsalg i min by. Hyggesnakket med teenageren og hendes veninder. Nusset en lillebitte smule i haven. Blogget meget mere end jeg længe har gjort 
. Og lavet ingenting … åh ja.
Men bedst af alt har jeg styret min egen tid, gjort lige hvad jeg ville, når jeg ville det. I fredags drog manden i mit liv på ferie med sin datter, så teenageren og jeg er alene hjemme. Nu lever vi i hver vores lille livsboble. Nogle gange mødes de, nogle gang driver de hver sin vej. Det er fredeligt, det er afslappende, det er hyggeligt … det er ferie!
Og det fortsætter lige til på fredag, hvor hun og jeg rejser til Paris … og bruger min sidste ferieuge …
.
Da vi endelig fik snøvlet os frem til dagens første måltid, fik jeg en ubændig lyst til at supplere de friskbagte boller med pandekager. Og i dag var altså en af de (få) dage, hvor lysten fik lov at sejre 
