Med hensyn til mine personlige tanker om dit indlæg, hvis de ikke passer ind, så slet dem bare. Sådan stod der i en af kommentarerne til et af mine blogindlæg i sidste uge.
På en del områder var jeg ikke enig med kommentatorens holdninger. Men … jeg kunne da ikke drømme om at slette en kommentar af den årsag! I det hele taget sletter jeg ikke kommentarer på min blog (jo, i et eneste tilfælde: Når firmaer lægger kommentarer, som er slet skjult reklame, ryger de i spamkassen i stedet for at blive godkendt).
Jeg blogger for at komme i dialog med mine medbloggere (og andre ikkebloggende mennesker). Og for mig handler dialog i lige så høj grad om at være uenig som enig. Faktisk synes jeg nogen gange, at det kan blive lidt kedeligt og tandløst, når en kommentartråd flyder over med lutter enighed. For det er da i uenigheden og de divergerende holdninger, at man får udvidet sin horisont og måske endda får øje på tankegange, man slet ikke havde skænket en tanke selv.
Når man ytrer sig i al offentlighed, som man jo gør via en blog, og lægger sine meninger, holdninger og nogen gange endda dele af sit liv til skue, må man også være forberedt på, at andre mennesker kan se helt anderledes på tingene – og kan give deres mening om det til kende. Især når vi taler om blogs, er det jo en del af konceptet. Lukker man fx for kommentarfunktionen på sin blog, lukker man også for dialogen. Og så kan man lige så godt lade være med fortsat at kalde det en blog, for bloggen er bl.a. defineret som et dialogmedie. Et medie, hvor debatter og diskussioner kan blomstre demokratisk og uden om de etablerede medier.
Jeg blev overrasket over kommentaren, jeg fik i sidste uge, fordi det ligger mig meget fjernt at udøve censur. Faktisk mener jeg, at censur slet ikke hører til i blogsfæren. Men jeg må også tilføje, at jeg efterhånden nogen gange har hørt og læst om bloggere, der censurerer de kommentarer væk, som de ikke bryder sig om eller er uenige i.
Forleden dag ramte censuren mig selv. Via madblogs.dk‘s blogliste besøgte jeg en blog, jeg ellers aldrig kommer på. Jeg var blevet nysgerrig over et blogindlægs titel, som refererede til en madopskrift. Da jeg havde læst indlægget, tænkte jeg, at det da var en uhyggelig mængde mayonnaise, der var brugt i opskriften, og at jeg ville være bekymret for, at smagen af lækre nye asparges ville drukne helt i retten. Det skrev jeg i kommentarfeltet. Og det blev selvfølgelig en kritisk kommentar, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved den madopskrift, bloggeren havde afprøvet. Min kommentar er aldrig blevet godkendt. Til gengæld kan jeg kun se positive kommentarer i kommentarfeltet.
Egentlig et ret interessant fænomen, hvis du spørger mig. Men også et ret ubehageligt fænomen for et demokratisk medie som en blog. Hvis man ikke kan tåle, at andre mennesker mener noget andet end en selv, synes jeg, man skal lade være med at blogge. Bloggeri er meget subjektivt, men at en blogejer mener én ting, er ikke ensbetydende med, at det er den endegyldige sandhed. Faktisk slet ikke. Personligt synes jeg i hvert fald, at det ville være frygteligt kedeligt, hvis der aldrig var nogen, der udfordrede mit subjektive syn på verden og tilførte det nye nuancer. Så jo, du kan fortsat være sikker på, at jeg ikke censurerer dine kommentarer her!
Men hvad mener du? Kunne du finde på at slette kommentarer, du ikke brød dig om? Og er dine kommentarer blevet udsat for censur ude i blogsfæren?
Jeg har været lidt stille her på bloggen på det seneste. Men det er der en rigtig god grund til (altså ud over den, der hedder arbejde 
).
.
).
