Hold op, hvor er der kastet mange ord af her siden [...]]]> Jubilæum. Det kan jeg vist uden tvivl kalde det. For dette blogindlæg er nr. 1.000 af slagsen, siden denne blog kom til verden den 21. marts 2008 under et refugieophold på Hald Hovedgaard i Viborgs udkant … som et produkt af en ren overspringshandling.

Hold op, hvor er der kastet mange ord af her siden da. Og billeder. Og hold da helt op, hvor har jeg hygget mig med det! Ikke mindst fordi jeg har mødt så utroligt mange skønne, spændende, skæve, søde (og sure ), sympatiske, seje og sjove mennesker herude i blogland. Ikke bare på den virtuelle facon. Næ, gennem de seneste par år har jeg også mødt massevis af bloggere irl. Ved diverse blogtræf. Og det har bestemt ikke gjort blogfornøjelsen mindre. Tværtimod. Det er dejligt at have slået en sludder af med sine blogvenner!

Jeg indrømmer blankt, at jeg gennem længere tid ikke har været verdens mest stabile blogger. Hverken her eller ude omkring i jeres kommentarfelter. Men sådan er det altså p.t. For selv om bloggeriet er skønt, så består livet (trods alt) også af andet .

Men tro mig – jeg er alligevel klar til de næste 1.000 blogindlæg .

Nu er han også hoppet på blogvognen, under navnet Hansen Inc. Med [...]]]> Det måtte jo ske! Ja altså, at manden i mit liv ikke bare ville blive stående på sidelinjen og kigge på, mens jeg på gud ved hvilket år render rundt ude i blogland og hygger mig voldsomt med det .

Nu er han også hoppet på blogvognen, under navnet Hansen Inc. Med fokus på foto og politik, mad og teknologi, altså de væsentligste interesser i hans liv (ud over mig selvfølgelig ). Indtil videre kan man bl.a. finde opskriften på mandens porterboller (jo, du læste rigtigt!) og et indlæg om gårsdagens statsministerkandidatduel på DR1 på Hansen Inc.

Jeg er sikker på, han har mange flere indlæg i ærmet, ham min mand. For man kan jo let blive seriøst bidt af det her bloggeri .

Men jeg læste engang et eller andet sted på nettet, at en blog er som en tamagotchi: den skal passes og [...]]]> Nå, jeg tænkte nok, du sad og passede din tamagotchi, sagde manden i mit liv, da han fandt mig ved pc’en før. Og nej, jeg har altså ikke sådan en lille elektronisk dingenot .

Men jeg læste engang et eller andet sted på nettet, at en blog er som en tamagotchi: den skal passes og plejes, ellers ligger den pludselig og gisper og tigger om genstart. Så ordene havde jeg næsten lagt i munden på ham, selv om jeg selv næsten havde glemt dem.

Men sammenligningen er god. Kan du huske, hvordan alverdens børn (og voksne) rendte rundt i 90′erne og med stor entusiasme passede de små elektroniske kæledyr? Sådan har jeg det også med min blog, lidt i hvert fald.

Jeg bruger ganske meget af min fritid på bloggeriet. Fordi jeg synes, det er sjovt. Og fordi jeg er småforelsket i at skrive (og fotografere). Men bestemt også, fordi jeg gerne vil have en ‘tamagotchi’ i fin form, nemlig en opdateret blog, hvor der dagligt sker noget. En blog, som andre har lyst til at besøge og forhåbentlig har fornøjelse af at læse og kommentere. For dialogen ville jeg meget nødigt være foruden.

Det er jo netop den slags blogs, jeg også selv holder mest af at besøge, de små velplejede ‘tamagotchi’er’, hvor jeg føler mig godt tilpas og ‘får noget med hjem’.

Men … nu må du have mig undskyldt. Jeg har også lige et ægteskab, jeg skal passe. Den slags er også lidt tamagotchi-agtigt .

Skal du passe din ’tamagotchi’ i dag?

Tom, tom, tom er inspirationens dragkiste.

Forhåbentlig en forbigående tilstand …

Men … nu [...]]]> For en måneds tid siden annoncerede jeg, at bloggen ville snuppe en sommerlapper, fordi der var så meget andet, der trak i min opmærksomhed. Slapperen slap nu op, da jeg gav mig af med at holde ferie – og al den opsparede skriveenergi væltede ud og skyllede indlæg ind over bloggen .

Men … nu holder bloggen ferie. Og det er ganske vist.

Her vil blive ganske tyst den næste uges tid. Imens vil jeg vandre rundt i Paris (og fuldstændig afholde mig fra at udtale mig på mit vakkelvorne fransk) sammen med teenageren (som overhovedet slet ikke taler fransk) og suge en masse kultur, historie og indtryk til os. Shoppe lidt skal vi garanteret også …

Nyd freden så længe .

I sidste uge har min norske kollega Jørn Roeim, som jeg har haft fornøjelsen af at møde på Hald Hovedgaard forrige år, været så elskværdig at linke til min [...]]]> At blogge om at blogge. Det er sådan lidt metaagtigt, ikk’. Men ikke desto mindre føler jeg for at slå endnu et slag i den bolledej.

I sidste uge har min norske kollega Jørn Roeim, som jeg har haft fornøjelsen af at møde på Hald Hovedgaard forrige år, været så elskværdig at linke til min blog et par gange. Nemlig til to af mine indlæg om at blogge: nedenstående samt det om den narcissistiske egotripper.

Henne på Jørns blog fik jeg øje på et link til en række blogging-regler, forfattet af Virrvarr, også kaldet Ida Jackson, der beskriver sig selv som kommunist, feminist, litteraturviter, tegneserieskaper og oversosial datanerd som tilbringer litt for mye tid på nett. Med et glimt i øjet, en god portion fornuft og under følgende motto There are no rules. And here they are fremsætter hun sin 9 (10) regler.

Reglerne handler bl.a. om at gøre livet let og behageligt for sin læser, at finde sin egen blogstemme, at gøre sig umage (Enten du skrier kakeoppskrifter eller dikt: Gjør deg flid. Ingen gidder å lese usammenhengende dagbok-rabbel på dårlig norsk) og at … lave sine egne regler

Har du lyst, så læs med på det norske indlæg Regler for bra blogging – og døm selv.

Bloggens styrke er, at den har med hverdagen at gøre. Samtidig bliver det også dens værste fjende. I USA er blogmediet for eksempel stærkt nedadgående i øjeblikket, fordi der er for mange almindeligheder. Det bliver ofte for udvandet og ligegyldigt – folk gider jo ikke læse om røde træsko.

Karsten Nygaard Nielsen [...]]]> Apropos at blogge:

Bloggens styrke er, at den har med hverdagen at gøre. Samtidig bliver det også dens værste fjende. I USA er blogmediet for eksempel stærkt nedadgående i øjeblikket, fordi der er for mange almindeligheder. Det bliver ofte for udvandet og ligegyldigt – folk gider jo ikke læse om røde træsko.

Karsten Nygaard Nielsen i miniinterview i Politiken d. 26. marts.

Tja, efter den meningsudveksling, jeg lige har været en del af, at dømme, så har nogle det sådan med fænomenet. Jeg er gift med en af dem Okay, måske smører jeg lidt tykt på, men jeg overdriver ikke, når jeg beretter, at manden i [...]]]> Er det at blogge gennemført narcissistisk navlepilleri? Ekstrem ekshibitionisme? Egocentrisk egotripperi?

Tja, efter den meningsudveksling, jeg lige har været en del af, at dømme, så har nogle det sådan med fænomenet. Jeg er gift med en af dem Okay, måske smører jeg lidt tykt på, men jeg overdriver ikke, når jeg beretter, at manden i mit liv finder blogging ganske unødvendigt og overvejende ligegyldigt. Dog synes han (måske for husfredens skyld?!), at min har en vis interesse, men “det er jo, fordi du er den, du er og har den relation til mig, du har,” forklarede han.

Et stykke hen ad vejen må jeg jo give ham ret, for jeg ved også, at der findes myriader af blogs, som jeg er flygtet fra, inden jeg har læst 20 ord, fordi de er for kedelige, ligegyldige, private på den ubehagelige måde osv. Og indrømmet, jeg havde selv længe mine reservation over for mediet, inden jeg kastede mig ud i det.

“Jamen, kan du slet ikke se, at de gode blogs er som at læse en klumme i en avis eller et magasin?” forsøgte jeg mig i mit forsvar for, at det er o.k. at hælde spandevis af ord ud i cyberspace. “Jo,” svarede han, “men dem orker jeg da også kun at læse et par stykker af om ugen.”

Og her har han måske fat i noget. Når vi i hobetal føler behov for at skrive blogs om dette og hint, stort og små, så alle (eller ingen) kan læse vores udgydelser, bliver der måske simpelthen for meget. Mit bud er, at vi så må plukke i udbuddet med hård hånd, håbe vi finder det bedste og leve med, at vi nok går glip af noget. Og jeg er i hvert fald nysgerrig og videbegærlig nok til, at jeg fortsat vil studere mine medmenneskers liv, hvis de har noget interessant at fortælle. Sæt nu jeg blev klogere …

Og måske er jeg en ekstrem narcissistisk egotripper, for jeg har nu tænkt mig at blive ved med at blogge. Eller også har jeg det bare som jeg’et i gamle Piet Heins gruk, som jeg såmænd tidligere har citeret i en nu afdød blog. Men jeg synes det passer så fortræffeligt på emnet At blogge, at det må en tur i manegen igen:

At jeg er universets midte,/ er ingen hazarderet dom./ Jeg slutter mig rent logisk til det./ For resten er jo udenom.