Teenageren var på hospitalet i går. Helt planmæssigt og uden relation til tirsdagens svimmelhed.
I 7. klasse stødte hun foden ind i en træstamme på en skoleudflugt. Den midterste tå på højre fod hævede og blev øm. Og det blev ved og ved og ved. Lægen og også sygeplejersken i vores lægecenter ordinerede opblødende fodbade, blid omgang med fodfilen og masser af fed creme. Men lige meget hjalp det.
En nyopereret teenagetå - i elendig mobilkvalitet. Marts 2009.
I 1. g fik teenageren nok. Tåen var ekstra stor og deform i spidsen, og så gjorde den kronisk ondt, ikke mindst ved sportsudøvelse. Lægen sendte en henvisning til sygehuset, og efter fem måneders ventetid mødte teenageren ortopædkirurgen for første gang. Ugen efter opererede hun det overskydende brusk, der var vokset ud i forlængelse af teenagerens tå, væk (det var nemlig det, det var). Det var i foråret 2009.
Teenagetåen helede fint, men den så stadig lidt mærkelig ud. Og det blev værre og værre og værre. Efter en undersøgelse og et par røntgenbilleder i går konkluderede ortopædkirurgen, at den fejlagtige vækst i tåen er fortsat (din tå muterer simpelthen, var den søde mor så flink at sige til sit barn 
). Så i næste uge opererer hun igen.
Og jeg skal med. Hele denne her historie har nemlig lært mig, at selv selvstændige og selvhjulpne unge mennesker ikke må møde op uden forælder eller værge, når der er kirurgiske indgreb på spil, og de ikke selv er fyldt 18 år. Selv om hun er alt andet end pivset, mit ‘lille barn’, så går jeg skam også gerne med og holder i hånd – umyndighed eller ej.
Da vi nu stod der i går med en læge med fodforstand, fik jeg hende i øvrigt til også at kaste et generelt blik på teenagerens fødder. Og jo, ganske som sin mor og mormor har hun anlæg for nedsunken forfod. Det er da pokkers, at man skal give sit barn den slags skavanker i arv! Håber, hun også har fået noget meget mere positivt med – men det har hun vist .
