Jeg er ved at læse Strømmen, Agnes Henningsens roman fra 1899, den første efter debuten samme år. På min mobiltelefon hører jeg Karen Blixen. Skæbne-Anekdoter fra 1958, den sidste samling, der udkom i baronessens levetid. Stilfuldt indlæst af Chili Turell og downloaded ganske gratis på DR engang i efteråret.
Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.
Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu
.
Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen
.
Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?



