Et tungt hoved på en tynd stilk og masser af regnvejr. Det var så dårlig en kombination, at mine dobbelte tulipaner valgte at bøje nakken Kristi himmelfartsferien over. Og der blev de liggende.
I dag er det tørvejr (jubiii 
) og blæst. Solen titter lidt forskræmt frem nu og da. Og det er helt almindelig hverdag. Tror nu ellers, det kunne have været en fortræffelig havedag … hvis altså ikke, det havde været for det der arbejde.
I øvrigt er det her de tulipaner, der hedder ABBA 
.
Han havde truet med det gennem et stykke tid, manden i mit liv. At han ville skille sig af med sin grammofon, som ikke har været tilsluttet anlægget i flere år. Og alle lp’erne skulle også forlade husstanden og flytte ind i et antikvariat. Havde han længe sagt.
I sidste uge gjorde han ord til handling. Og stillede så det uundgåelige spørgsmål: Skal jeg også sælge dine lp’er?
Jeg valgte at overhøre den sprøde forventning i mandens stemme. For jeg har jo aldrig været i tvivl om, at han hellere end gerne ville slippe for at bo under tag med (jeg nævner i flæng) ABBA, Pia Raug, Grease- og Saturday Night Fever-soundtrackene, Randy Crawford og – ja, lad os også bare snuppe TV2, Andrew Lloyd Webber, Simon and Garfunkel og Supertramp med. Sammen med Bonnie Tyler, Ray Parker Junior, Gnags og Beatles. Og … så taler vi slet ikke om mappen med mystiske singler .
Ikke en eneste af mine lp’er har været afspillet efter 2001. Dengang blev jeg skilt, og min elendige radio-båndoptager-grammofon-sampak endte samtidig i en affaldscontainer. Og, indrømmet, jeg har sjældent savnet genhøret med lp’erne. Så mit ’ja’ til mandens spørgsmål lå egentlig lige på tungespidsen.
Men pludselig tog nostalgien over!
Og sådan blev jeg ved, mens ja’et krøb længere og længere ind i munden for hvert minde, jeg hev frem. Faktisk var jeg lige ved at sige Nej, du må ikke sælge mine lp’er! Men så overrumplede et (sjældent) anfald af fornuft mig. For hvad skulle jeg dog med lp’erne (minder eller ej), når grammofonen var væk?
Okay, sukkede jeg, sælg dem bare. Men … jeg skal altså ha’ et billede, inden du pakker dem sammen! Og så slæbte jeg lp’erne ud i entréen, smed mig på gulvet og begyndte at fotografere. Uden tanke for at jeg meget kort efter selv ville ende som motiv. For det var altså bare for morsomt med mig dér. Syntes teenageren og manden. Tja …
Både grammofon og lp’er (ikke kun mine) er solgt nu. Men … he he … ved du, hvad jeg har lavet, mens jeg har skrevet det her indlæg? Rigtigt gættet! Jeg har lyttet til masser af ’mine’ gamle sange på nettet. Bag lukkede døre på mit kontor. Jeg skulle jo nødigt risikere, at manden får den idé også at forsøge at sælge mig 
.
For et par uger siden købte jeg flere forsyninger til næste års tulipaner. Nogle løg er allerede kommet i jorden, men de sidste to poser ligger stadig i bryggerset og kukkelurer.
Og så var det, at manden i mit liv pludselig udbrød: De dér vil jeg altså ikke ha’ i min have!
Først anede jeg ikke, hvad han talte om (det var ret tidlig morgen, og jeg B-menneske var ret ufrisk). Da det gik op for mig, at det var tulipanløgene, der havde udløst hans udbrud, gik alt op i undren. Han plejer at være temmelig ligeglad med, hvad jeg planter i haven (bare han ikke får væsentligt ekstraarbejde af det ).
Men så pegede han på den ene løgpose. Og så begyndte jeg at grine. For det var altså ikke med vilje. Men jeg havde købt løg til tulipaner, der hedder det samme som en svensk popgruppe, jeg engang holdt meget af – men som manden afskyr.
Afsky eller ej, selvfølgelig kommer ‘ABBA’ i haven! Sammen med den italienske komponist. Hmmm … de gik da vist helt i musik-mode, da de navngav tulipaner i det firma .
Der kom et brev med posten i dag. Det er der jo i sig selv ikke noget overraskende i. Brevet var til mig, og det er jo også helt normalt. Men … afsenderen på den flot dekorerede julekuvert sagde mig ingenting. Slet ingenting. Nysgerrig sprættede jeg kuverten op. Og så lo jeg meget højt .
For indeni fandt jeg en gave fra anjoe. Forleden skrev hun her på bloggen, at et af mine billeder af Laban fortjente en hæderspris. Og det var netop den, der kom her .
Anjoe havde ryddet ud derhjemme, og som den opmærksomme læser hun er, kunne hun huske mit nostalgiske og meget bløde punkt for ABBA og forærede mig sine bånd.
Må båndene blive slidt med ynde – og når du hører musikken, kan du tænke på den kattens Laban, der fik dig med på noderne igen , skriver anjoe.
Tak, anjoe! Jeg klukker stadig over din opfindsomhed og er rørt over gaven! Tænk, hvad blogskriveri også kan medføre. ABBA-båndene glæder jeg mig til at (gen)høre, men jeg sniger mig til at gøre det bag lukkede døre … ellers risikerer jeg vist en skilsmissebegæring .
Schoolbag in hand
she leaves home
in the early morning
waving goodbye
with an absent-minded smile …
Nej, nej, bare rolig … ABBA-feberen er ikke brudt ud igen her på bloggen . Men mit ‘lille barn’ (også kaldet teenageren) er for anden gang i sit liv startet i 1. klasse (jo, det skrev de søreme i brevet fra gymnasiet!). I morges forlod hun hjemmet med den splinternye, tomme skoletaske på slæb, men hvis hun vinkede farvel til nogen, var det højst kattene.
Sådan en dag er en milepæl i en tæt på 16-årigs liv. Men den lader såmænd heller ikke moderen uberørt. Faktisk kan man vel tale om en slipping through my fingers-fornemmelse. Gymnasiet! Så har jeg bestemt ikke en lille unge mere! Selv om jeg stadig har svært ved at forstå, at folkeskoleårene gik så hurtigt. Hvis ikke jeg allerede havde kunnet mærke det (men det har jeg), så ville jeg vide, at det er nu, livet for alvor gør krav på hende, som Sussie formulerede det i en kommentar forleden. Nu det store af skridtene fra barn til voksen tages. Nu trosserne slækkes, og løsrivelsen får sin første rigtigt gode vind.
I dag var der oceaner at berette om ved middagsbordet. Alt det nye, ukendte og ualmindeligt spændende ved gymnasielivet boblede ud af teenageren. Der kommer til at ske rigtig meget i de næste år. Og min rolle i hendes liv bliver mindre og mindre. Lidt trist? Ja. Men på den anden side er det fuld af stolthed, jeg ser den lille unge, jeg har passet og plejet, folde sig mere og mere ud og blive en stærk, selvstændig ung kvinde!
Men for pokker … nej … hjælp … stop … nu fik jeg jo den sang på hjernen! Okay, så slipper I ikke for lidt ABBA-nostalgi
Så havde jeg altså næsten præcis samme alder, som teenageren har nu, da The Visitors udkom. Helt ærlig! Der må være fejl i oplysningerne på det officielle ABBA-site .
Det er ikke den værste måde at tilbringe en almindelig, sløv mandag aften på. Med at få syn for sagen og lade sig synke ned i den meget omtalte ABBA-musicalfilm. Som jeg skrev om forleden, var forventningerne ikke skruet i vejret, efter jeg havde læst min avis. Dog var de steget en smule, efter at jeg læste capacs positive omtale. Og … som gammel ABBA-fan måtte jeg bare af sted
Uden manden i mit liv. Han hader musicals, og han hader ABBA – ved egentlig ikke, hvad der har første-hade-pladsen? Hjemme blev han i hvert fald, og det var vist godt, for han ville have følt sig pint til det yderste! Men teenageren ledsagede sin mor – ligesom et hav af andre teenagepiger, der var taget i biffen sammen med deres mødre … hmmm …
Og selv om filmen har den mest vakkelvorne handling, jeg længe har set, er helt utroværdig i sin tidsangivelse, er befolket med klicheer og en dosis følelsesporno, introducerer Pierce Brosnan som sanger (nej, Bettina Heltberg, det klarer han sgu ikke! Men charme sig igennem kan han ganske rigtigt) og er en halv time for lang, så var den alligevel et dejligt bekendtskab. For filmen er lavet uden den selvhøjtidelighed, der ville have gjort den patetisk, med et fedt glimt i øjet og masser af humor. Og … så er der jo alle de der ældgamle ABBA-sange. Tænk, nogle af dem havde jeg helt glemt!
Jeg havde ikke aktivt valgt at se den, sagde teenageren bagefter, men måtte dog indrømme, at hun havde følt sig godt underholdt. Og så var det jo uovertruffent, at hendes mor helt havde undladt at være pinlig og synge med … men tro mig, det holdt hårdt!
Politikens anmeldelse var dårlig, Weekendavisens ganske meget bedre og mere i tråd med den film, jeg lige har set. Jeg kan kun tilslutte mig Bo Green Jensen, når han skriver:
Det er ikke verdensomstyrtende drama, men Mamma Mia! er blevet en eftertænksom og vellykket filmmusical, som forstår at udnytte formens love og regler. Den står og falder med sine sange, som næppe har fungeret bedre i nogen sammenhæng. Det skulle da lige være på lydsporet til vore liv, hvor den ærlige tilskuer vil erkende, at forbavsende mange sekvenser har været ledsaget af ABBAS musik.
Ja, den er ætset fast dybt indeni – og når den klinger i ørene, myldrer minderne frem. Og det er nu ikke så ringe endda …
Det var uovertruffen underholdning, da Bettina Heltberg fredag indviede Politikens læsere i sine pinsler som anmelder af Mamma Mia! The Movie. Passager som:
Han [Pierce Brosnan] kan næsten alt, fordi han spiller med selvironi og en vis tilbagelænet charme. I denne film her (vent nu bare, vi kommer til handlingen) skal han f.eks. lade, som om han efter 20 års forløb stadig er vildt forelsket i Meryl Streep og kysse hende heftigt på munden. Ups og bvadr, men han klarer det. Han skal synge, og han klarer det næsten, i hvert fald bedre end Colin Firth. Som burde have forbud mod musicalroller.
fik morskabens tårer til at trille. For pokker, hun hader den film (hvad hendes to tildelte hjerter også afslører (de øvrige anmeldere er nu heller ikke for begejstrede), men hun har formået at give læserne (i hvert fald denne) en meget underholdende stund under læsningen. Fru Heltberg kan ellers være lidt stram i betrækket med ansats til mavesurhed og intelligentsia-ophøjethed (min tommelfingerregel er, at jeg skal lægge sådan cirka et hjerte til hendes anmelderhjerter for at ramme min smag).
Men trods denne anmeldelse er jeg ret sikker på, at jeg smutter en tur i biffen (uden manden i mit liv, som gerne vil be’ sig fritaget, men nok sammen med teenageren, som ikke helt fatter sin mors ABBA-flip). For ABBA er lydsporet til min tidligste ungdom, og jeg har et blødt, nostalgisk punkt dér. Jo, jeg indrømmer gerne, at jeg var en af de teenagere (også præ-teenager), der i 70’erne var bidt af de fire svenskere. Musikken kværnede sådan cirka i døgndrift fra den simple lille kassettebåndoptager, deres kontrafej prydede væggen over skibsbriksen med den brune fløjsmadras, min veninde og jeg syede kjoler af hvidt lagenlærred, malede et gult dyr på den ene og et blåt på den anden, trak i de lange hvide støvler og optrådte til et klassearrangement med forældre og det hele, i bedste playback-stil (uden at vi anede, at det var det, det hed, når man mimede til en lp).
Da ABBA gik i opløsning i start-80’erne, var min sorg ikke stor. Jeg var vokset fra dem, følte jeg. Først senere mærkede jeg, at jeg aldrig ville slippe fri af deres påvirkning. At musikken er ætset fast langt inde under huden.
I sommeren ’90 ventede jeg i timevis i lufthavnen i Bukarest, hvor vagterne traskede rundt med maskinpistoler, ruderne var ugennemsigtige af skidt, og gråspurvene spiste af sukkerskålene. Men det, jeg husker allerbedst, er, at der fra de skrattende højtalere, som ellers var beskæftiget med et blanding af VM i fodbold og tennistransmission, jævnligt drønede de tidlige ABBA-sange ud.
I start-90′erne var jeg til fest på universitetet, og da de gæve svenskeres musik gjaldede ud over instituttet, var det svært for nogen at sidde stille – det var tydeligt, at ikke kun jeg havde minder gemt i musikken. ABBA havde en af sine revivals dengang, og senere har også nyindspilninger med andre kunstnere gjort, at selv min teenager og hendes generation har hørt om guldgruben fra Sverige. Og en guldgrube har de været. Da de forleden alle fire mødtes til filmpremieren i Stockholm, udtalte Björn Ulvaeus ifølge Politiken: Vi vil aldrig optræde sammen igen. Og han skulle have uddybet med, at de har penge nok til ikke at lade økonomien være drivkraften bag en genforening.
Og … hvorfor prøve at skjule det … det er jo det, uhyggeligt meget underholdning er bygget på: Penge nok, eller i hvert fald drømmen om dem. Så jeg lader ABBA få det sidste ord. Med det første nummer fra side to på 1976-lp’en Arrival (som jeg stadig ejer som tyndslidt kassettebånd):
2,615 | Unikke besøgende de seneste 30 dage |
