Hvor dum kan man lige være?!
Igen var brødet slået så stort op, at det væltede ud over dagens kanter og efterlod kroppen med sitrende deja-vuer fra stressens skruetvinge.
Hvorfor er det nogle gange nødvendigt (og er det nødvendigt!?) at fylde så mange gøremål i en enkelt dag i et enkelt kvindeliv, at smertegrænsen nås … og overskrides? Og hvorfor fatter jeg stadig ikke, at elendig nattesøvn er lig med advarselslamper og behov for nedsat hastighed?
Jo, jeg troede, jeg havde lært at passe bedre på mig selv. Jo, jeg troede, jeg havde lært, at ydeevnen stadig skal ligge under 100 procent. Og at superwoman definitivt er sendt på pension!
Men … dage som i dag får mig til at tvivle. Tvivle på, at lærdommen endnu er bundfældet. Og at jeg er udlært i stressfri levevis.
Fordi jeg blæser på, at jeg faktisk havde planlagt at holde vinterferie. Fordi jeg blæser mit eksamensprojekt ud af proportioner og lader perfektionisten tage styringen. Fordi …
Fordi jeg helt ærlig burde ta’ at slappe af!
Jeg kender det kun alt for godt. For mit vedkommende er det noget med at kaste sig begejstret ud i projekter, der ligger et stykke ud i fremtiden – for derefter at fortryde bittert, når dagen nærmer sig… Og jeg bliver ALDRIG klogere!…
Uha, ja, det der kender jeg også, Mia. Men … jeg satser stadig på at blive klogere … efter at have været stresssygemeldt i månedsvis i 2009 …
Jeg har heller ikke lært noget om at tage den med ro og nu har jeg så lige igen ligget mere eller mindre lig i tre døgn på drøn af svimmelhed, der var så slem, at selv når jeg lå helt fladt på ryggen, føltes et som om, jeg sad i midten af en centrifuge.
Men mon ikke der er håb forud for at vi lære det sådan i løbet ad de næste 20-30 år.
Vi burde lave en klub! Men jeg tror det bliver med et livslangt nødvendigt medlemsskab for jeg tror aldrig vi lærer helt, at blive fri for stress i perioder. Men læringen er, at slippe den hurtigt igen!
Jeg håber du finder ro og gør det du har brug for!
Jamen der er vel fremskridt, i og med at du ved, at en dårlig nattesøvn er pga stress? Så kan du jo hurtigere erkende problemet og dermed undgå de ekstreme stress situationer? Men nogle gange må man vel også erkende at man ikke er en person der tager tingene stille og roligt? Jeg ved fra mig selv at jeg har meget svært ved at holde mig i ro, også selvom helbredet kræver det.
Hav en god torsdag
Den sidste linje, retter du dig efter i dag. Aftale?
Jeg er i den heldige situation, at jeg aldrig har været nede og kysse stressens grimme fjæs. Jow jow jeg har da haft rigtig mange jern i ilden og da jeg var yngre arbejdede jeg ofte 70 timer om ugen og da jeg sejlede arbejde jeg 7 dage om ugen i ca. 3 md, men jeg har været god til at lytte til min krop og tage de times out der var nødvendige. Og det gør jeg stadig.
Du tager en time out i dag og nyder at du er alene hjemme og har vinterferie.
@Tine: Jeg håber da ikke, du har ret i, at læringen ta’r så lang tid
. Og øv, det lyder da dybt ubehageligt med din svimmelhed! Håber du er ovenpå igen.
@Olines: Ja, og der er et uhyggeligt stort potentiale af klubmedlemmer – desværre
. I øvrigt tror jeg, du har ret i, at stressen er noget, man må lære at leve med på sidelinjen – og blive bedre og bedre til at tackle 
.
@Havehyrden: Symptomet dårlig nattesøvn har jeg såmænd kendt meget længe – men jeg er jo sådan en, der bare håber, det bliver bedre næste nat. I nat gjorde det ikke! Men jo, det er da et vink med en vognstang om, at tempoet skal sættes ned – selv om det er svært
.
@Catarina: Ja, moar
.
.
Jeg skal bare lige … og det skal jeg altså … for jeg har lovet at lade mig interviewe til en af mine medkursisters eksamensfilm. Og det er altså her til formiddag. Men bagefter er der intet på programmet – ud over at jeg skal nyde en feriedag, og at manden er hjemme igen
Jeg kender det udmærket. Efterhånden ved man udmærket godt, hvad man ikke skal gøre, men alligevel ryger man i, gang på gang. Det er nok noget, der er indbygget i den menneskelige natur.
Jeg håber søreme, at du lærer det en dag. At slappe af, altså… At abstrahere; at fortrænge.
Jeg har en meget sjælden gang ondt i maven, men jeg er så vidunderligt dovent anlagt, at jeg lige pr. omgående lytter til samme mave, som fortæller mig, at jeg har for meget om ørerne lige nu. Og så siger jeg fra. Jeg har for længe siden besluttet, at intet arbejde, ingen løn og intet ambitionsniveau skal prioriteres over min mavefornemmelse og dermed mit helbred.
Men jeg (mave)fornemmer, at jeg måske har evnet at gennemføre noget, mange andre har betydeligt sværere ved?
Måske har det noget at gøre med, at jeg som enlig mor med en dengang lidt-under-middel-løn valgte at gå på nedsat tid for mit barns skyld. Livsglæde og ditto kvalitet har altid haft en meget stor stjerne hos mig.
Og flinkeskolen afgik en meget tidlig død. Det gjorde jeg til gengæld ikke…
Bente, du klarer din eksamen til topkarakter, er jeg sikker på. Men ikke, hvis du satser for meget. Vel?
@Henny: Tja, i hvert fald i nogle menneskers natur
. Men selv om det nu er i ens natur, så kan man vel for pokker lære at tackle det … på et eller andet tidspunkt.
@Ellen: Jeg kan heldigvis godt slappe af. Men til gengæld er jeg en tåbelig tidsoptimist, som har så mange planer, at de ikke kan være i den forhåndenværende tid. Og … så koger det over. Problemet i går var, at ingen af dagens opgaver kunne springes over, hvis de næste dage skulle hænge fornuftigt sammen. Og det skal de!
– men lige p.t. har den stresslignende situation intet med job at gøre. Men med et sammenfald af begivenheder – og en eksamen. Som jeg selvfølgelig har ambitioner omkring og gerne vil slippe godt fra – men … så er det heller ikke værre 
.
Jeg kan sagtens tilslutte mig din mavefornemmelsesstrategi, og rent jobmæssigt har jeg heller ikke de store problemer med at følge den (jeg fik jo ikke stress sidste år af at arbejde for meget … nærmere for utilfredsstillende – og konsekvensen tog jeg, da jeg sagde jobbet op). Job handler for mig slet ikke om masser af penge og prestige.
Faktisk prioriterer jeg også livskvalitet meget højere – og jeg har også været enlig mor, der prioriterede barnet over jobbet
Konklusion: Jeg skal ‘bare’ indse, at ting altid tager længere tid, end jeg regner med. Og derfor skal jeg planlægge lidt færre opgaver …