Stikket trukket ud af nutiden

Jeg er ved at læse Strømmen, Agnes Henningsens roman fra 1899, den første efter debuten samme år. På min mobiltelefon hører jeg Karen Blixen. Skæbne-Anekdoter fra 1958, den sidste samling, der udkom i baronessens levetid. Stilfuldt indlæst af Chili Turell og downloaded ganske gratis på DR engang i efteråret.

Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.

Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu ;-) .

Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen ;-) .

Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?

Tags: , , , , , , , , ,

4 kommentarer til “Stikket trukket ud af nutiden”

  1. Mia Folkmann siger:

    Ork ja. Jeg læser stabler af bøger, både nye og gamle. Nyt er jo ikke altid ensbetydende med godt. Mange af de gamle klassikere kan indtages med stor fryd stadigvæk – og på mange punkter har hverken verden eller mennesker forandret sig ret meget… :-)

  2. Ellen siger:

    Også et stort ja herfra – selv om det får mig til at føle mig gammel. Meget gammel. For jeg er ikke vild med ny musik – generelt – selvfølgelig er der en del, der er værd at lytte til, men der er jo så meget god (støvet) musik, at jeg aldrig vil få hørt det altsammen.
    Af de mange film, der bliver produceret, er det kun få af dem, jeg har lyst til at se.
    Jeg læser mange nye bøger, men jeg ejer derudover mange bøger, jeg har læst både to og tre gange. Plus to, jeg har læst hhv. seks og syv gange… Jeg gør tit det, at hvis jeg har lånt en rigtig god bog på biblioteket, så køber jeg den selv bagefter.

    Bølger af den ene eller den anden art rider jeg helst ikke med på – selv om jeg dog nok ikke kan sige mig helt fri for det :-)

  3. Madame siger:

    Jeg har det præcis lige sådan, Bente, og skal nu til at læse Anastassia Arnolds ‘Balladen om Marie’, der handler om Marie Krøyers liv. Og med hensyn til musik hopper jeg gerne rundt i genrer og århundreder ;-)

  4. Bente siger:

    @Mia: … på mange punkter har hverken verden eller mennesker forandret sig ret meget, skriver du. Skægt nok er det netop noget af det samme, jeg tænker, når jeg fx nu læser Agnes Henningsen. Den menneskelige adfærd er så genkendelig, selv med over 100 års afstand ;-) . Og nej, nyt er ikke nødvendigvis godt!

    @Ellen: Jamen, hvad skal vi da også på ‘bølgerne’, hvis vi godt kan finde ud af at vælge selv :D . Ang. film så ser jeg en del af de nyproducerede, men primært de danske. Fx er alle amerikanske actionfilm spildt på mig – jeg gider end ikke at se dem, når de kommer i tv ;-) .

    @Madame: Tak fordi du minder mig om Balladen om Marie! Den står på min reol, og for ni-ti år siden læste jeg halvdelen. Kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg ikke kom videre ;-) . Den må jeg da have fat i igen …

Skriv en kommentar