Satan på jorden?

Antichristplakat. Lånt på scope.dkDen har stået på ‘ønskesedlen’ siden premieren. Og i går aftes blev den så konsumeret. Lars von Triers Antichrist. Fordi det er en film, som jeg (vi) måtte se med egne øjne og ikke bare høre og læse om. Fordi jeg (vi) også gerne vil udfordres, når vi går i biografen.

Og udfordret bliver man som tilskuer! Så man væmmes. Så man må kigge væk. Så man må tænke sig om. Og det er jo bestemt ikke kun negativt! Et langt stykke hen ad vejen er det en stærk, nødvendig og interessant historie.

Kort fortalt handler den om et par, der mister deres fælles søn, og hvor kvinden kort efter rammes af voldsomme angstanfald. Manden er terapeut og beslutter at behandle sin kone selv – i en øde beliggende hytte omkranset af skov.

Filmens ordløse prolog indeholder nogle af de smukkest billeder, jeg kan huske at have set på film – sat sammen med den mest traumatiske historie. Derefter følger to kapitler (jo, det er filmen delt ind i), som er ret ‘normale’ og gribende. Men … så kører von Trier efter min bedste overbevisning ud på et overdrev, hvor vold og grusomhed tager over, så det næsten er en splatterfilm værdig (af og til nærmest en parodi herpå).

Naturalisme og ’troværdighed’ har sjældent været Triers force og interesserer ham tilsyneladende mindre end nogensinde. Fra at være et relativt realistisk fortælling om sorg udvikler ’Antichrist’ sig til et symbolsk og seksuelt amokløb tilsat makabre vittigheder, skrev Kim Skotte i sin anmeldelse i Politiken (overskriften var i øvrigt ‘Antichrist’ er et grotesk mesterstykke, og filmen fik seks hjerter).

Filmen sad som en fysisk følelse af ubehag i kroppen, da vi forlod biografen. Men trods mine indvendinger ovenfor synes jeg ikke, det er en dårlig film. Det er en anderledes film. En film spækket med så meget symbolik, at der skal mindst to-tre gensyn til at tolke den (så det tror jeg ikke, jeg kommer til). En film, der flår sine tilskuere ud af deres comfort zone og tvinger dem til at følge med ud på overdrevet. En film, der satte tanker i gang.

En af dem, der bliver ved med at rumstere i mit hovede er: Vil von Trier bruge denne film til at bevise, at kvinder er onde?!

Har du set Antichrist? Og hvad syntes du?

6 kommentarer til Satan på jorden?
  • Det var virkelig spændende at læse om din oplevelse! Nej jeg har ikke set filmen, men havde nærmest det indtryk, som du nu også giver mig, efter at have læst flere anmeldelser. Det kræver lige lidt tilløb – men jeg vil gerne se den …

  • Jeg skal ikke se den, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Normalt tiltaler Triers film mig ikke og der er ikke noget ved denne som trækker. Tværtimod. Tror simpelt hen den er for uhyggelig for mig.

  • Puha. Jeg har ikke set filmen, og jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om jeg har lyst til det. Det har jeg nu nok ikke – og slet ikke, hvis den skal ses flere gange for at forstås.
    Faktisk må jeg indrømme, at jeg indtil nu kun har kunnet lide ‘Breaking the Wawes’.
    Lide og lide – det var med meget blandede følelser, jeg forlod den film; meget lig dem, du beskriver om hans nyeste værk. Jeg var dybt fascineret og lige så dybt frastødt.
    Min første tanke er, at det er en syg hjerne, der kan producere den slags, og det er netop derfor, at jeg nok ikke har brug for at se den slags film. Jeg vil helst underholdes ‘på den gode måde’, når jeg er i biografen.
    Jeg synes, der er uhygge og tragedier nok i hverdagen – jeg behøver strengt taget ikke at betale mig fra at opleve mere af slagsen.
    Det blev vist et ‘nej tak’ :-)

  • Jeg mindes ikke at jeg har set nogen Trier film, men med de meget blandede anmeldelser denne film har fået, så kan det være, den skal ses, på et tidspunkt. Men om det bliver i Biografen eller DVD (den kommer nok på et tidspunkt) ved jeg ikke.
    Jeg plejer ikke at være let påvirkelig, men det kunne jo være…

    Ses i aften :0)

  • Jeg må indrømme at jeg syntes at Lars Von Trier er alt for opreklameret. Jeg har stort set alle hans film, men kun breaking the wave og Europa faldt i min smag. Som jeg har forstået det er det primært i DK at anmelderne syntes at hans seneste film er genial. Det er dejligt at instruktører vil provokere og få os til at føle og det kan Von Trier være god til. Men Antichrist gider jeg højst sandsynlig ikke se, jeg læste om at den bliver til ren splatterfilm, som du også selv skriver. Og det gider jeg ikke bruge min tid på. Der er så mange andre gode film i biografen, mange af dem er tyske. Det land udgiver en sand strøm af spændende film, en del når danske biografen.
    Hav en rigtig god lørdag.

  • @Madame: Jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg så Antichrist. Rundt om og mellem det, der er for meget, er der en stærk historie!

    @Fru E: Den er ‘skrækfilm-uhyggelig’ i få passager, men ellers ligger uhyggen mest i, hvad der gemmer sig i det menneskelige sind! Men hvis du ikke er til von Triers film, så tror jeg ikke, du skal se den ;-) .

    @Ellen: Hvis du havde det sådan med Breaking the Waves, så tror jeg ikke, du skal se Antichrist! Måske har jeg ikke formuleret det klart nok, så jeg prøver lige igen ;-) : Man kan sagtens forstå filmen efter én fremvisning, men jeg er sikker på, at man vil afdække lag efter lag i den ved at se den flere gange. Det var det, jeg mente.
    Jeg vil også gerne se feel good-film, men jeg vil altså også gerne rystes i min grundvold en gang imellem, når jeg går i biografen ;-) .

    @Kari: Ja, du kan jo altid vente, til den kommer på dvd. Men … husk lige at sende børnene i seng (også de store!), inden du sætter den på ;-) .
    Og ja, vi ses om lidt til blogtræf :-) .

    @Havehyrden: Jeg er bestemt ikke von Trier-fan. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg gik hovedrystende og dybt undrende ud af biografen efter både Forbrydelsens element og Europa. Breaking the Waves kunne jeg derimod godt li’ – Dancer in the Dark faldt jeg i søvn til! Som jeg også skriver i indlægget, så synes jeg ikke, Antichrist overordnet set er en dårlig film. Men den kammer over undervejs – og det generer mig. Kim Skotte slutter sin anmeldelse med ordene: Et mesterværk forklædt som makværk. Det er ikke helt skudt ved siden af (men jeg er ikke enig i hans seks hjerter!).

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier