Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg bor i en sammenbragt familie. Jeg blogger endda om det nu og da. Men perifært, synes jeg selv. Og ikke voldsomt dybdeborende. Dog er det åbenbart ret synligt, for nu er jeg blevet fundet hele to gange på to uger (har lige tjekket selv: i en Google-søgning på sammenbragte familier dukker min blog op allerede på side tre (ud af 9.490 hits)).
I dag fik jeg en mail fra en kvinde, som gerne ville modtage bøger fra min giveaway. Hendes mail begyndte: Jeg faldt over din blog i min for tiden halvdesperate søgen efter beretninger om sammenbragte familier og forsøget på at få det til at fungere (…)
Den halvdesperate kvinde får sine bøger, og som bonus fik hun også en mail med linket til det bedste sted, jeg selv kender for sammenskrabsfamilier: Netværket for sammenbragte familier. For når man skriver, som den halvdesperate kvinde gør, og når man trawler nettet tyndt efter løsningsmodeller, så er det, fordi man mener det. Også i den grad. Tro mig, jeg ved det, for jeg har været dér, lige på kanten af familiesammenbruddet.
Netværket for sammenbragte familier har bl.a. til formål at formidle viden og udveksle erfaringer om det at være sammenbragt familie og at synliggøre dilemmaerne i den sammenbragte familie. Der står en psykolog og en psykoterapeut, som begge har speciale i rådgivning af par i sammenbragte familier, bag netværket, som jeg selv var et aktivt medlem af, da bølgerne gik høj i dette bofællesskab (det ynder jeg at kalde familieformen – for ikke at forveksle den med kernefamilien. For en sådan bliver den sammenbragte familie aldrig – og det er et voldsomt skråplaner at prøve at gøre den til det!).
Nå, men i sidste uge fik jeg også en mail. Fra en journalist på TV2 Nyhederne, som gerne ville lave et indslag om de dilemmaer, man står i som sammenbragt familie med teenagere. Hun fik også et link til Netværket (fordi man her måske kunne hjælpe med at finde en interviewperson) og et pænt nej tak fra mig.
For her går min grænse. Jeg havde gerne stillet op til tv-indslag om andre emner, men lige præcist dette er simpelthen for prekært. Jeg kan fortælle mange ‘spændende’ historier om det sammenbragte liv, men efter at manden i mit livs børn ikke længere bor fast her, men er flyttet hjem til deres mor, og hans datter kun kommer på hver 14.dags- og feriebesøg, er der faldet så meget ro på alle parter, at det ville være både indiskret og møghamrende dumt at stille sig op på landsdækkende tv (som ekskoner og papbørn sikkert også ser) og dele ud af sine erfaringer.
Principielt er jeg en meget stor tilhænger af erfaringsudveksling (det er nok også derfor, jeg er en dedikeret blogger 
). Men jeg er også tilhænger af, at man trækker en væsentlig grænse mellem det personlige og det private (det skrev jeg for snart længe siden et uddybende indlæg om). I dette tilfælde er det personlige, at jeg bor i en sammenbragt familie, vi har haft mange konflikter, men vi er på ret køl nu. Det private er historierne om konflikterne. De historier er ikke hemmelige, og der findes en del mennesker omkring mig, der har lagt øre til dem. Men de er ikke – og skal ikke være – offentligt tilgængelige, hverken her på bloggen (hvor en del andre end ‘kommentatorerne’ læser med) eller på tv. Ligegyldigt hvor meget andre i lignende situationer ville kunne lære af dem.
Men jo, jeg bor i en sammenbragt familie. Det er ingen hemmelighed. Jeg blogger kun perifært om det. Og … min ranking på Google på emnet bliver forhåbentlig ikke bedre af dette indlæg . Gør den, så har jeg forhåbentlig givet god besked om, hvor man kan gå hen og få mere at vide og udveksle erfaringer .
Netop grænsen mellem det personlige og det private er så vigtigt at kunne trække. For mig at se, har du behandlet henvendelserne på den allerbedste måde. Kan virkelig godt forstå, at du ikke stiller op på landsdækkende TV.
Rigtig god lørdag
Jeg mener i hvert fald, at den grænse er supervigtig, Grønlandspost. Og ja, jeg tror også, jeg gjorde det eneste rigtige ved at sige nej tak.
Også en fortsat god lørdag til dig
.
Kære Bente
Jeg er helt enig med dig i dit indlæg.
Vores privatliv kan og skal ikke udbredes til offentlig beskuelse.
I den private sfære, vælger vi selv, hvor meget vi deler med andre. De mennesker, som er tæt på os, og som vi har et nært gensidigt forhold til, er forståelig nok inddraget i vores oplevelser og tanker, lige såvel, at vi er også er blevet inddraget i deres forhold og hverdag.
Men det er jo netop det´, der er så dyrebart ved at have rigtig nære venner.
Det er ganske naturligt at have en berøringsflade og bekendtmæssig samvær med mange mennesker, men det er jo absolut ikke ensbetydende med, at de skal involveres i vores følelsesmæssige liv.
Jeg kan godt forstå, at du blev noget overrasket, i forbindelse med de episoder/henvendelser, som du omtalte. Heldigvis på mail – så du kunne afvise henvendelsen.
God lørdag til dig.
Ja, bente, privatlivet skal man værne om! I øvrigt ville jeg skam have afslået at deltage i indslaget på TV2, selv om journalisten fx havde ringet til mig. Kontaktkanalen betyder ikke så meget for mig.
Fortsat god weekend
.
Jeg måtte jo selvfølgelig lige tilbage og læse dit gamle indlæg du refererer til…fantastisk skrevet!
Jeg har også ofte tænkt over det. Min blog har mange billeder, og kan derfor ikke være anonym.Jeg fortæller meget om hvordan jeg har det lige her og nu, da den i begyndelsen primært var for familie og venner der kunne følge vores liv i Kina. Men lynhurtigt blev jeg grebet af at læse på andres blogge og ret glad når jeg kunne se andre læse på min også. Der er masser af ting jeg alligevel ikke skriver om…især da der er både mit navn og billede på.Feks, gør jeg meget ud af at sige at det er MIN blog, MINE holdninger og meninger, ikke nødvendigvis min families. Jeg skriver aldrig om min mands arbejde eller vores indbyrdes forhold, da han jo pga mig ikke er anonym.
MEN, jeg har faktisk oprettet en anden blog andetsteds, fordi jeg synes at der af og til var nogle ting jeg synes jeg skulle ud med. Men her er jeg HELT anomym.Ingen vil kunne vide hvem jeg er . Og her kan jeg så komme ud med alt hvad jeg kan have på hjertet. Jeg har opdaget at det at det at skrive kan være en hel terapi for mig. Og så er det jo også en helt anden sag om andre vil finde sådanne indlæg interessante, men det betyder måske mindre.
Rent faktisk tror jeg også man kan få lidt flere slag over snuden når man blogger om nogle ting man måske ikke vil sige med navns nævnelse, for så er man hudløs ærlig.(jeg har fået et par skrappe kommentarer) Var rent faktisk også ved at skrive en kommentar til en blogger der var meget ærlig…vedkommende skrev om at ville finde et billigt online lån, for han -hun var lidt slunken på finanserne…og senere stod der er ha-hun simpelthen måtte finde det her lån for at kunne finansere en ny jakke han-hun ikke kunne leve uden.
Puha, jeg ville være ked af at udstille en selv på bloggen som værende en der ikke har råd til en ny jakke, og som synes online lån er ok….men det ville klart have været værre hvis vedkommende havde navn og billede på.
Spændende at høre dine tanker om privat/personligt, Lisbeth! Jeg tror, du gør det helt rigtige, når du ikke skriver om din mands arbejde eller jeres forhold – for du har ganske ret: Når du ikke er anonym, er han det heller ikke. Og i øvrigt har han jo heller ikke (formentlig
) bedt om at optræde i ‘fuld figur’ på din blog. Jeg synes, det er vigtigt, at man respekterer privatlivet hos både ægtefælle, børn, familie, venner m.fl., når man blogger. Det skylder man dem. Men forskellige mennesker har forskellige grænser, så man kan ikke sige noget generelt om, hvor meget man kan skrive – det handler om at stikke en finger i jorden.
De totalt gennemført anonyme blogge har jeg det svært med – og jeg læser efterhånden ingen af dem mere. Nogle gange føles det, som om de er mere fiktion end virkelighed (siger ikke, at din er sådan – det aner jeg jo intet om
) – og … helt ærlig … så vil jeg hellere have ‘ægte’ fiktion i form af skønlitteratur. Og ja, der sker noget med tonen (og det er ikke positivt), både i indlæg og kommentarer, når alt er anonymt. Nej, jeg er bestemt til blogs, der maks. er semianonyme! Men … det er jo en smagssag 
.