Rapport fra et klædeskab

Mit klædeskab er temmeligt fyldt (uhyggeligt fyldt, mener teenageren). Så hvorfor er det, at jeg alligevel altid finder liiiige den bluse, som er perfekt til den sorte nederdel? Netop de bukser, som min garderobe (vistnok) sukker efter? Og køber dem.

Der findes ikke en fornuftig forklaring … tror jeg. Det skulle da lige være, at klædeskabets indhold bruges efter 80/20-reglen, og at det derfor altid føles, som om der sagtens kunne være 80 procent mere tøj til at opfylde mine behov. Nej, o.k., jeg kan godt selv høre, at forklaringen ikke holder (men den var da forsøget værd) .

Noget tøj kaster sig simpelthen i favnen på mig og skriger på at komme med hjem. Når det er instant love, får mit indre blik sjældent lov og tid til at trawle det hjemlige klædeskabet igennem og opfinde sikre match. Som det fx skete med den skiffergrå (eller schiffer som ekspedienten sagde – tænkte hun mon, at farven var opkaldt efter en model? ) Noa Noa-tunika, der kom ind i mit liv en sensommerdag, hvor kantinebesøget blev udskiftet med en strøgtur (jo, det er superfarligt at arbejde midt i Kbh. City!). Den er skøn og lækker, men … jeg har nærmest ingen underdele, der passer til, efter at de hvide/lyse bukser er lagt på vinterhylden. Øv! Måske skulle jeg finde … nå nej, klædeskabet bugner jo allerede, og kan jeg klare flere af manden og teenagerens opgivende, nærmest overbærende blikke, når de ser mig med (endnu) en tøjbutikpose?!

Det taler bestemt til mit forsvar, at jeg er ret god til at finde tøj til nedsat pris. Desværre er en del af den historie, at der også er indkøbt en del ’fejlskud’ på den konto. Ting, som jeg pligtskyldigt bruger et par gange, har hængende længe i klædeskabet (er det derfor, det bugner??) og til sidst lister ned i sækken, som ender i genbrugscontaineren. Så er det da ikke helt spild .

Måske er min adfærd ikke så mærkelig. Måske skal jeg ikke tænke så meget over den (hjulene skal jo holdes i gang, siger eksperterne, og forbrug er en af vejene frem … eller …?). Måske er jeg bare (hvor lidt jeg end har lyst at være det) et produkt af den vestlige verdens overflodssamfund. Måske er jeg bare en helt almindelig (og karaktersvag) kvinde, der fristes over evne.

Måske … har du det helt ligesådan?