Ramt af ordfeberen

Det er Politikens skyld! Simpelthen. Hvis de ikke havde ofret hele forsiden af kultursektionen den 4. januar på denne artikel, er det slet ikke sikkert, at min nysgerrighed var blevet vakt. Og så var jeg måske slet ikke begyndt at bruge timer på at taste stakkevis af ord fra både mit aktive og inaktive ordforråd ind på iPhonen.

For jo, den 4. januar installerede jeg app’en og begyndte at spille Wordfeud. Ligesom massevis af andre danskere – og alle mulige andre nationaliteter. Jeg var bare ikke klar over, at alle de andre gjorde det. Eller at der sidder en programmør i Norge, som har sagt sit job op og nu tjener kassen på det spill, han har udviklet (Wordfeud er helt gratis, hvis man finder sig i reklamerne). For smartphonespil er godt nok ikke det, jeg lige har mest styr på.

Men – der er jo ingen grund til at lægge skjul på det ;-) – Wordfeud, den digitale version af Scrabble, greb mig fra allerførste spil. Hårdt og brutalt lige rundt om sprognørdmusklen (nix … tror ikke, det ord ville gå i Wordfeud). Først spillede jeg mod helt fremmede mennesker. Men i sidste uge blev manden i mit liv udstyret med en iPhone på jobbet, og straks ‘tvang’ jeg ham til at hoppe på Wordfeud-bølgen. Blot for at opdage, at han blev mindst lige så grebet som jeg. Til teenagerens store morskab har vi nu mere end en aften siddet i hver sin sofa med hver sin smartphone og kastet ord mod hinanden (jeg har banket ham flest gange :D ). Mens vi også har haft gang i et par spil mod andre, både mennesker vi kender og ikke kender.

Om jeg har tid til alle de ordlege? Nej for pokker! For selv om alle flyttekasserne er tømt, og vi har boet hele 13 dage i vores nye hjem, er der masser at tage sig til. Men på den anden side så håber jeg på, at den gymnastik, min halvgamle hjerne får af ordlegene, er en god investering (der er sågar eksperter, der siger, at man kan blive klogere af Wordfeud).

Og så fik den nye ord-tidsrøver mig også til at tænke på, at jeg måske også skulle puste lidt liv i den gamle. Sådan et par måneder uden bloggeri har godt nok gjort mig trængende (og jeg må da hellere blive blogaktiv, inden næste blogtræf kalder). Nu er første 2012-indlæg i hvert fald udgivet. Jeg tror, der er flere på vej … hvis jeg altså kan løsrive mig fra Wordfeud ;-) .

I øvrigt er der angiveligt 250.000 Wordfeud-spillere i Danmark. Er du en af dem?

24 kommentarer til Ramt af ordfeberen

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier