Plaskvåd

Neeej, hvor var jeg våd, da jeg kom hjem fra formiddagens aktiviteter. Ikke fugtig. Næ nej. Drivende. Dryppende.

Godt nok havde jeg en paraply med. Men den er ikke til megen gavn, når jeg cykler hjem fra stationen. Og da det klodsede ned, ja, så var det svært for min sommerlige påklædning med let lærredsnederdel, cowboyjakke og ballerinasko (med bare tæer, selvfølgelig) at modstå væden. Selv om cykelturen kun er på 1½ kilometer. Nu er det hele hængt til tørre, og der er tørt tøj (og sokker!) på mig.

Men hvor var jeg superglad for, at teenageren var godt gemt af vejen på gymnasiet, da jeg plaskede ind i bryggerset. For som jeg for nylig røbede henne hos Suzanne, har jeg gennem tiden udstedt så mange moderlige formaninger om at huske regntøj, at der normalt er kontant afregning, hvis jeg kommer pjaskvåd hjem. Så kigger teenageren overbærende på mig og siger med sin værste morstemme: Du skal altså huske at tage regntøj med, når der er udsigt til regn.

Og så griner hun. Ikke skadefro. Men næsten ;-) .

Så skulle man jo tro, at jeg ku’ lære det. Men det kan jeg åbenbart ikke. For når det handler om regn, er jeg en jubeloptimist, der oftest tror, at bygerne ikke vil komme min vej. Naivt? Ja, også i den grad ;-) .

Hvad med dig? Garderer du dig hellere en gang for meget end en for lidt med paraply og regntøj?

11 kommentarer til Plaskvåd
  • Nej, det gør jeg ikke. Jeg har aldrig gået med paraply, men jeg har en kollega der altid har den med – uanset vejret.
    Men jeg har idag besluttet mig for, at jeg skal have et par nye gummistøvler. Turene med hundene er en våd oplevelse i tiden.
    God eftermiddag til dig.

  • Velkommen i klubben af våde vandhunde. :o ) Jeg var også ude i det værste regn i dag da vi gik hjem fra legestuen. Jeg havde regnjakke på, men regnbukserne gad jeg ikke tage på. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Men hva’, det er jo kun vand, det tørrer igen og vi er jo ikke lavet af salt. Og det er da dejligt at få tørt tøj på efter sådan en gang vand. ;o)

  • @Olines: Uha ja, til hundelufteri er gode gummistøvler et must. Kan godt huske det fra min tid som hundeejer ;-) .

    @Heidi: Sådan har jeg det også tit, altså at jeg ikke mener, at regnbukserne er nødvendige. Men du har ret – det er jo bare vand :-) . Du må da i øvrigt have haft nok at se til, da du kom hjem med både dagplejebørn og dig selv i drivvådt tøj!

  • Nej, jeg garderer mig sjældent mod vejret. Sidst, jeg gjorde det, tog jeg en ny regnjakke i brug. Den viste sig at være så åndbar, at den nærmest sugede vand i stedet for at holde det ude. De er vel kommet til at vende stoffet forkert på fabrikken eller noget …

    Nej, jeg gider ikke slæbe rundt på en masse overflødigt i hverdagen, derfor tager jeg hellere chancen, og det er forbløffende, så tit, jeg slipper godt fra det.

  • bente gjersø

    Kære Bente
    Skal jeg hjemmefra på cykel, og det styrter ned med regn, så tager jeg regntøj på.
    Ser det ud til regn – men ikke lige op over – tager jeg regntøjet med.

    Men jeg har slet intet imod, at blive drivende gennemblødt til skindet, når det bare er på min
    tilbagevej til de hjemlige omgivelser – med et karbad i udsigt.

  • Nej jeg havde taget en trøje på, som var vand-sugende! Akja. Det var den pænest :-)

  • Nu er jeg så ‘heldig’, at jeg kun skal gå 75 m ud til min bil om morgenen og nogenlunde det samme, når jeg ankommer til jobbet, så derfor gider jeg ikke begynde at tænke på paraplyer og regntøj og alt det…
    Hvis det regner, går jeg stille og roligt hen mod bilen, for det er jo videnskabeligt bevist, at man bliver mere våd, hvis man løber :-D
    Hvis det regner meget, kan jeg godt finde på at overveje en paraply. Hvis jeg bliver overrasket, bliver jeg våd, men jeg bliver nok også tør igen.

    Og teenagerens bemærkning? Skøn, og den er hende vel undt.
    Har vi mødre mon ikke alle på et eller andet tidspunkt sagt: “Tag en trøje på. Jeg fryser!”?
    (Bemærk venligst, at der er tre tegn i rap… Victor Borge ville have smilet.

  • Har som regel alligevel en jakke på, der er vandafvisende. Når der er udsigt til regn, kommer regnjakken i brug og overtræksbukserne ryger i tasken. Har noget lækkert overtrækstøj, der gerne må blive luftet af og til ;-)

  • Det var kun mig der var våd. Børnene sad godt og tørt i barnevognen (heldigvis), som forøvrigt har servostyring og elmotor, så det er ikke noget problem at gå lange ture. :o )

  • Haha, sikke en skøn historie! Ja, jeg har altid i hvert fald en paraply med – og tit også noget overtøj, der kan klare en regnbyge. Jeg kan ikke mindes, jeg er kommet drivvåd hjem :-)

  • @Henny: Den regnjakke klagede du da forhåbentlig over :-) . Og så tror jeg i øvrigt, at jeg har det som dig: gider ikke at slæbe for meget med mig!

    @bente: Enig – hvis jeg er på vej hjem, er det ikke rigtig slemt at blive gennemblødt (heller ikke selv om jeg intet badekar har ;-) ). Og … jeg ta’r skam også regntøj på, hvis det allerede regner, når jeg cykler af sted.

    @Donald: Nej, hvor dejligt at høre, at mænd også kan tænke (og handle) sådan! Jeg troede, det kun var kvinder, der var så forfængelige ;-) .

    @Ellen: Ja, man tænker vist helt anderledes, når man er bilist (det kan jeg også se hos manden i mit liv). Det er vist sjældent, det lykkes bilister at blive lige så pjaskvåde, som cyklister let bliver ;-) . Og ja, gu’ er replikken teenageren vel undt!
    P.S. Du får lige lidt bonus: Victor Borge og Dean Martin, der sætter tegn. I love it :D .

    @Grønlandsposten: Hmmm … måske skal jeg bare anskaffe mig noget lækrere regntøj end det dér sorte sæt fra Helly Hansen! Tak for tippet :-) .

    @Heidi: Wauw! Det lyder som en avanceret barnevogn!

    @Madame: Det er faktisk ret godt gået aldrig at være kommet drivvåd hjem. Det kan jeg i hvert fald ikke påstå :-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier