Enhver, der er optaget af religionens rolle i menneskers liv, bør lade sig udfordre af Philip Pullmans nye roman, så er det sagt.
Sådan skrev Jes Stein Pedersen bl.a., da han i juni anmeldte Philip Pullmans nye roman Det gode menneske Jesus og skurken Kristus i Politiken. Den udfordring har jeg taget op de seneste dage – med stor begejstring.
Mit kendskab til Pullman bestod tidligere kun af fantasy-trilogien Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten, som jeg med udelt fornøjelse læste højt for teenageren for år tilbage. Men Det gode menneske Jesus og skurken Kristus har bestemt givet mig lyst til at læse mere af den britiske forfatter, som er ateist og religionskritiker af et ærligt hjerte.
I korte træk bruger Pullman Det gode menneske Jesus og skurken Kristus til at fortælle den historie, vi allerede kender så godt fra Det nye Testamente, nemlig historien som Jesu liv og død. Men Pullman konstruerer sin egen version, som tager udgangspunkt i, at Maria føder tvillinger, Jesus og Kristus (og undfangelsen er der ikke megen helligånd over).
Jesus er den udfarende og agerende, Kristus den indadvendte og iagttagende. Men Kristus er også den, der nedskriver Jesu handlinger og fortolker dem, så hans udlægning skaber det religionsgrundlag, verden siden kom til at kende. Eller som Jes Stein Pedersen skriver:
Jesus Kristus er altså ikke en og samme person, men en figur skabt af to brødre, der tilsammen skaber det stærkeste religiøse brand, verden endnu har set.
I Pullmans historie udfører Jesus ikke mirakler, men er centrum i masser af begivenheder, som med Kristi redigering kommer til at fremstå som mirakler. Fordi der er ønske om at kunne bygge en kirke på netop denne (en af mange) forkynders handlinger og ord.
Jeg er ikke troende, tværimod, så det er næppe overraskende, at jeg labber denne roman, der skærer al stråleglansen af kristendommen, i mig. Men når jeg kigger ud over min ateisme, finder jeg også Pullmans bud på, hvorfor én mand måtte ofres og hans genopstandelse iscenesættes, for at man kunne skabe grundlaget for en magtfuld og dominerende kirke, dybt interessant. Og skræmmende.
Selv om romanen periodisk (især i første halvdel) er uinspirerende i sit sprog, uspændstig i handlingen og svag i karaktertegningen, vil jeg stadig anbefale den. Bestemt! Det er 260 siders tankevækkende læsning.
I øvrigt kommer Philip Pullman til København til oktober, hvor han bl.a. gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant. Og jo, jeg har skam sikret mig billetter 
.
Jeg må indrømme at efter læsning af “Bedrageriet med Dødehavsrullerne” hælder jeg til at der var mange “frelsere” dengang, det er et almindeligt menneskeligt syndrom, og en af dem har så givet anledning til en historie med 7 punkter, der er så bemærkelsesværdige, at de gik fra mund til mund. Resten er ønsketænkning; vilien var sådan set god nok, men kristendommen har i perioder været en frygtelig undertrykkende foranstaltning, mere fundamentalistisk end de mennesker, som vi nutildags frygter vil blive terrorister. Men summa summarum, det er som om vi skal bruge vores religionsforståelse til at bygge broer og skabe fred og der tror jeg ærlig talt ikke at fiktion som Brown eller ovenstående bidrager særlig godt.
Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor man skulle læse sådan en bog, når den oven i købet ikke er særlig velskrevet. For mig at se er der ingen grund til at interessere sig så stærkt for, hvor meget af den kristne overlevering der er sandhed. Det vigtigste må være, at den leverer et brugbart grundlag for et hæderligt liv og fredelig sameksistens. At der så i tidens løb har været hægtet diverse ting på, som har haft frygtelige konsekvenser, kan man hverken bebrejde ‘Jesus’ eller ‘Kristus’.
Jeg er vist ikke særlig vild med Philip Pullman, men som ærke-ateist lyder det alligevel spændende. Der er ingen tvivl om, at ønsket om magt er en stor del af mange religioner. Absolut en bog jeg godt kunne finde på at læse. Tak for tippet.
@Donald: Hvis man er fundamentalistisk kristen, bryder man sig formentlig ikke om Pullmans udlægning af historien (der har været voldsomme protester mod bogen i Storbritannien), men derudover opfordrer den i mine øjne ikke til ufred.
I øvrigt er vi helt enige om, at kristendommen periodisk har været grundlag for ualmindeligt ubehagelige og undertrykkende styrer, som den vestlige verden bestemt ikke kan være stolte af. Men … det er jo ikke altid, der fejes for egen dør …
@Rasmine: … et brugbart grundlag for et hæderligt liv og fredelig sameksistens – det er jeg nu ikke særlig sikker på, at jeg er enig med dig i, at kristendommen er!
Af en roman at være er bogen ikke så interessant (nogenlunde lige så kedelig i formen som at læse Det nye Testamente, synes jeg), men dens tankesæt er ualmindeligt interessant. Og det er for mig en rigtig god grund til at læse den.
@Jens: Velbekomme
. Jeg synes i hvert fald, det er en ret interessant bog!
Der skulle læses videre efter punktummet!
Jamen, jeg læste skam videre efter punktummet, Rasmine …
Den står helt sikkert på listen over bøger jeg gerne vil læse. Der var en rigtig god anmeldelse af den i Politiken. Jeg læste også ‘His dark materials’ med stor glæde da de udkom. Det er lidt ærgerligt at det kun er ‘Det gyldne kompas’ der bliver filmatiseret. Men amerikanerne tåler ikke angreb på religion og skabelsesmyten på nogen måde. Bøgerne er ligefrem forbudte på skolebibliotekerne i flere stater. Den der må også være hård kost for dem og jeg kan ikke forestille mig anden end at den har fået en noget ublid medfart i medierne. Men læses det skal den
Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, Klidmoster. Og jo, vel er den religionskritisk, men jeg har stadig svært ved at forstå, at det er nok til at forbyde Pullmans bøger. Men … det er vist et mentalitets- og kulturspørgsmål.
Spændende at læse din anbefaling af bogen, Bente!
Jeg sidder og tænker, at det er interessant at læse hvad det er der gør at nogen ikke tror. Jeg er kristen. Men er hverken stolt af eller glad for, alt hvad kristendommen har ført med sig. Og kan sagtens forstå at historien kan være nok til at stoppe nogen i at se nærmere på troen bag religionen…. Nogle gange kan jeg også have svært ved at kapere mennesker, og alt det, vi fører med os! 
Jeg har det faktisk ligesom dig, Anne, altså bare med omvendt fortegn
. Jeg synes også det er interessant at læse og høre om, hvorfor andre tror (eller gør og tænker andre ting, som slet ikke er en del af mit liv). Jeg synes, det er med til at give mig en breddere horisont og et meget mere nuanceret syn på livet ikke kun at forholde mig til de holdninger, meninger osv., som allerede er en del af mit liv. Tit drømmer jeg også om, at mange andre ville være lige så ‘nysgerrige’ som os – og en smule mindre fordømmende.
Jo for pokker, Anne, det kræver mange flere kræfter og meget mere energi ikke kun at se på sort og hvidt. Men oftest synes jeg nu, det er arbejdet værd – og det gør du vist også
.