Hvor langt går du, når du blogger? Inviterer du læseren med som voyeur på sengekanten? Med til konsultation hos psykologen? Ind i skænderiet med eks’en?
Med andre ord: Blogger du om det meget private, eller holder du dig til personlige betragtninger og beretninger om livet og verden omkring dig?
Der er en hårfin balance mellem personligt og privat – og for ikke at gøre det lettere, er der også en balje subjektivitet blandet ind i den skelnen: Hvad din nabo opfatter som privat, gør du måske ikke.
Der er masser af eksempler på personlige tekster, som ikke er private (= dyneløftende). Klummer i blade og aviser er fx de klare eksempler. Lidt firkantet sagt er forskellen på de to typer tekster, at den personlige tekst nok indeholder et ‘jeg’, og at dette ‘jeg’ deler ud af sit liv og sine erfaringer, men bestemt ikke af alt. Den private tekst derimod dykker helt ned i det mest intimes godtepose og fortæller løs, også om det, der burde være forblevet … privat.
Mange blogs skrives af anonyme (det kan der skrives et helt blogindlæg om – men det må blive en anden gang), men det er ikke en garanti for, at skribenten ikke bliver genkendt af … venner, ekskærester, kollegaer, chefen osv. Men vil du fortælle det samme i anonym som i genkendelig skikkelse? Kan dine tekster få nogen konsekvenser, hvis din anonymitet bliver brudt? Tænker du overhovedet på, at der ikke er en garanti for, at du ikke bliver genkendt?
Når vi bevæger os ud i det offentlige rum med vores privatliv på skrift – det være sig i blogs, bøger, artikler, debatindlæg, klummer osv. – mener jeg, at vi skal tænke rigtig grundigt over den hårfine balance mellem personligt og privat. Der er bare nogle ting i vores liv, som andre – og især vildfremmede mennesker (som andre bloggere) – ikke behøver at vide noget om. Åbenhed kan blive for intim!
Men på den anden side kan vi også bruge åbenheden til noget: For hvis vi fortæller ærligt om intimsfærens tilskikkelser, bliver de samme erfaringer ikke nødt til at blive gjort igen og igen. Det var man allerede bevidst om i den spæde kvindebevægelse i 1800-tallets slutning, og meget senere systematiserede rødstrømperne åbenheden om kvindelivet gennem bl.a. basisgrupper og bekendelseslitteratur.
For mig at se handler det om at finde en balance – og at øve en smule selvjustits. Men også om at kaste et par kritiske øjne på sit blogindlæg, inden man trykker på Udgiv. Måske skal nogle af spørgsmålene lyde: Er det vigtigt for mig, at alverden kan læse dette? Har dette relevans for andre end mig og måske nogle få mennesker omkring mig? Hvordan vil jeg reagere, hvis min kollega i morgen fortæller mig, at hun har læst min blog? Keder jeg folk med det, jeg skiver (ja ja, jeg ved, at man bare kan surfe væk!)? Kan jeg støde nogen ved det, jeg skriver? Som bekendt er intet menneske en ø – det er vi heller ikke, når vi skriver om vores privatliv (medmindre vi er eremitter) – så når vi vælger at sætte ord på vores tanker, følelser, oplevelser osv. og placere dem i cyberspace, er vi forpligtet til at tænke os om et par gange mere, end hvis ordene landede i dagbogen i nederste kommodeskuffe. Også for vores egen skyld …
Inspirationen til ovenstående er i øvrigt kommet af et indlæg på Om blogs, som har affødt en interessant meningsudveksling. Det er bestemt værd at læse med …
Jeg synes din skelnen mellem personligt og privat er god. Dog tror jeg, at det vil være ret forskelligt fra person til person, hvor man sætter den grænse.
Lige så snart andre bliver blandet ind i det, synes jeg dog, at der er nogle klare etiske grænser. Man bør ikke udlevere andre eller rakken nogen ned (med mindre de da er indforståede med det). Der er også hensyn at tage, når man har børn.
Mens jeg var på barsel bloggende jeg om mine børn uden at være anonym og med billeder. Det var jo først og fremmest pudsige oplevelser og den slags, men alligevel synes jeg nu, at de lidt blev taget som gidlser der. Derfor har jeg senere fjernet den blog. At jeg er anonym nu skyldes faktisk først og fremmest dem. Men jeg er enig i, at man skal være meget bevidst om, hvordan man forvalter muligheden for at være (forholdsvis/overfladisk) annonym.
Mht. om ting angår andre eller om man keder nogen, synes jeg, at det til dels afgøres af, hvad formålet med ens blog er. Det er jo ikke alle der blogger først og fremmest for andre (jvf. dit Sonnegård citat for nogle dagen siden). Der er fx stor forskel på, hvordan jeg skriver på min arbejdsblog og min private blog. Jeg ser begge dele som et led i min erkendelsesprocess, men den ene handler om min forskning, og den anden handler om mit personlige/private liv. (Se, jeg formår ikke helt at trække en klar grænse, men til gengæld skriver jeg kun ting, som jeg til enhver tid kan stå 100% ved ift. venner, familie, kollegaer, naboer, etc.)
@smmi: Der er bestemt en hel del subjektivitet blandet ind i det!
Ang. børn: Da min datter var lille, skrev jeg freelance for et af børnemagasinerne, og jeg brugte ofte hende som fortælleobjekt. Det har jeg aldrig set som et problem (og efter hun er blevet ældre, synes hun, det er skægt), men dengang kiggede jeg også altid på grænsen mellem personligt og privat, inden jeg sendte artiklerne/klummerne i trykken. Det er faktisk alfa og omega for mig, når jeg ytrer mig offentligt.