
Siden jeg udgav indlægget med opskriften på rabarberkage den 15. maj i år, er det blevet bloggens allermest besøgte indlæg. 1.449 besøgende (næsten 90 % unikke) har der være til netop dette indlæg siden da. Rabarber må være populære
.
Men det fik mig også til at tænke på, at jeg gerne ville give et plejeråd videre. For der er vist mange, som sysler med rabarberdyrkeri (måske pga. den nye køkkenhavebølge).
For mange, mange år siden havde jeg tre-fire rabarberplanter i min køkkenhave, både almindelige og vinrabarber. Jeg var hønseholder dengang, så køkkenhaven var generelt velgødet med alt godt fra hønsegården. Men … alligevel trivedes rabarberne ikke – skønt jeg havde læst, at de nærmest skulle gro som ukrudt.
Heldigvis kom jeg til at tale med min genbo om mine rabarber-genvordigheder. Og da hun hørte, at jeg lystigt høstede igennem hele sommeren, stillede hun straks diagnosen. Efter sankthans må du kun høste en lille smule på hver plante, fortalte hun og forklarede, at planterne skal bruge energien på at ruste sig til næste års udbytte.
Jeg gjorde, som genboen sagde – og har gjort det lige siden, vel sådan cirka 20 år. Og jeg har aldrig døjet med svagelige rabarberplanter siden. I meget tørre perioder, kan jeg tilføje, hjælper jeg også mine rabarber lidt på vej med en spand vand fra regnvandstønden nu og da. Og så bliver de selvfølgelig gødet med kompost, for det holder rabarber ret meget af
.
Selv når man passer på sine rabarber, kan man heldigvis godt snuppe et par hundrede gram af stilkene nu og da, så der er nok til en kage. Og det er nu ikke helt skidt
.




SLURP – jeg ELSKER rabarber!
Selv når man passer på sine rabarber kan man godt snuppe et par stilke? … jeg gætter på at du mener
Hvis man passer sine rabarber godt kan man selv efter Sct. Hans godt snuppe …
det er fra dig jeg har det gode råd og jeg har lade helt være med at snuppe af min i år, da den kun lagde ud med et par enkelte stilke. Nu er de ca. 1/2 meter i diameter oder er vel 8 stilke på – så næste år, må blive året hvor jeg kan høste lystigt.
Tak for rådet.
Jeg har aldrig haft rabarberplanter, men jeg får virkelig lyst nu, når jeg læser rundt omkring, hvor meget glæde I har af dem. Mon rådyr spiser rabarber?
Et ord, der hitter hos mig, er ‘speltboller’
Jeg vidste slet ikke, at man kunne høste rabarber hele sommeren.
Vores giver ikke flere, når vi har plukket dem, som kom i juni. Men jeg har heller ikke plejet dem. De har fået lov at passe sig selv.
Når jeg kommer op på landet i weekenden, vil jeg forsøge at dele planten og få flere, som du har. Og så vil jeg da til at passe dem efter dit råd. Tak for tippet
God weekend!
@Tina: Ja, de er ret uimodståelige
.
@Donald: Nej, jeg mener “selv når man passer på sine rabarber …”. For egentlig burde man ikke høste efter sankthans (som i øvrigt staves sådan her
), men med megen måde kan man godt gøre det og stadig være en nænsom rabarberdyrker.
@Catarina: Velbekomme. Håber du får en lækker høst næste år
.
@Madame: Tja, det er faktisk et godt spørgsmål
. Jeg aner ikke, om rådyr spiser rabarber – men på den anden side vidste jeg heller ikke, at de spiser tulipaner
.
@Lone: Man bør heller ikke høste hele sommeren
. Hvis dine rabarber ikke sætter nye stilke, når du har høstet i juni, så ville jeg forsøge mig med at gøde dem med noget kompost, hvis jeg var dig. Det tror jeg, vil hjælpe dem på vej. Og … god fornøjelse med gravearbejdet
.