Jeg er netværker om en hals. Og min tro er klippefast på værdien af at pleje og udvikle sit netværk, både fagligt og privat.
Men … jeg hader, når folk udnytter netværk!
Det var præcis, hvad jeg oplevede i dag.
En af mine kollegaer havde fundet mig på LinkedIn og havde sendt mig en invitation. Dejligt, den tog jeg selvfølgelig positivt imod. Men … under to timer efter jeg var connected med min kollega, kom hun og fortalte, at hun lige havde fået en henvendelse fra en af mine andre LinkedIn-kontakter. Vedkommende, der er selvstændig, kunne rigtig godt tænke sig at løse opgaver for vores virksomhed, kunne min kollega fortælle. Næsten simultant med mailen til min kollega, havde vedkommende sendt mig en mail, som sammenkogt indeholdt én besked (der var totalt filtreret for høflighedsfraser o.lign.): Jeg har ikke nok at lave, hjælp mig!
Kontakten er meget perifær, en person, jeg få gange har mødt i et netværk af freelancere og selvstændige, jeg tidligere har deltaget i. Og jeg aner intet om personens faglige kompetencer. Derfor kunne jeg heller ikke drømme om at anbefale vedkommende til nogen – det gør jeg aldrig med personer, hvis kompetencer jeg ikke har førstehåndskendskab til. Det vil i min begrebsverden falde direkte tilbage på mig, hvis den anbefalede ikke kan ‘levere varen’. Og den slags føler jeg ikke for at plette mit professionelle omdømme og ry med (en væsentlig lærdom fra et mangeårigt liv som selvstændig!).
Men øv, hvor føler jeg mig ubehageligt til mode og gået alt for nær, når andre mennesker på den måde stiller sig på nakken af mit netværk og prøver at trække på det (endda uden at spørge mig først) udelukkende for egen vindings skyld.
God netværksetik handler bl.a. om at tænke ud over what’s in it for me – når mennesker formår det, bliver netværksdannelse et fænomenalt værktøj! Når ikke, kommer det alt for let til at ligne udnyttelse og giver en ram smag i munden … i hvert fald på mig …




Jeg kan godt forstå, at du føler dig trådt for nær! Og den ekstra viden, du nu har fået om LinkedIn-kontakten hjælper langtfra personen til at få smør på brødet…
Rigtig god weekend
Jeg har også to kontakter på linked in, som jeg faktisk aldrig har mødt, men som sender mig mail ad den vej for at tilbyde sin velvillige assistance til headhunting og lignende. Og hvorfor har jeg ikke slettet ham endnu? Det spør jeg også mig selv om- og går ind og gør det NU! Tak for inspirationen
@anjoe: Næ, oplevelsen gjorde mig ikke positivt stemt (mildt sagt) over for personen!
@Mim: Hvis du finder ud af, hvordan man sletter kontakter på LinkedIn, så vil jeg meget gerne høre om det! Jeg kan ikke finde funktionen, og tro mig, jeg har ledt længe og grundigt.
Jeg traenger voldsomt til at faa ryddet op i mine forbindelser paa Linkedin og fandt ud af at man kan goere det her: http://www.linkedin.com/connections?displayBreakConnections=&goback=%2Econ Jeg har bare ikke lige faaet det gjort!
@Tina: Mange tak for linket! Jeg har allerede brugt det
Ja det kan være en grim oplevelse at være knyttet til LinkedIn – specielt, når man har folk i sit online netværk man ikke kender rigtigt godt. Det er naturligt nok for os allesammen at have perifære bekendtskaber på llisten.
Jeg vil dog stærkt anbefale at man passer meget på med at få alle mulige ind i sit netværk, og grunden ses jo ret tydeligt at dette indlæg.
Personligt, bruger jeg meget at kombinere mine fysiske netværk med online netværk, således at folk jeg kender fra de fysiske også kommer med der – og jeg så igennem LinkedIn kan se hvem de kender og derigennem kan skabe kontakt til nye mennesker.
Jeg er enig, Christian. Alle mine LinkedIn-kontakter stammer også fra fysiske netværk, arbejdspladser e.lign. Men … det er åbenbart ikke nok til at undgå dårlige oplevelser … desværre.