Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene (og det sker jo ikke så tit). Men nu skal du få historien, så kan du se, om du ved, hvad du skal mene.
I eftersommeren sidste år døde en ung fyr, som teenageren havde gået i parallelklasse med i folkeskolen. Han kørte på knallert ind i en parkeret lastvogn med stilladser, men det var ikke det, men vist en hjertefejl, der tog livet af ham få dage senere.
I lang lang tid har der stået et primitivt trækors med hans navn på, der hvor ulykken skete. Et sted, som ligger i nærheden af vores hus, og et sted, som vi oftest passerer, når vi går tur.
Det gjorde vi også her til aften, manden i mit liv, teenageren og jeg. Da vi nærmede os stedet, sagde teenageren: I kan godt huske NN, der døde, ikk’?
Jo, det kunne vi da.
Hans Facebook-profil findes stadig, sagde teenageren, og jeg skulle lige til at udbrede mig om, at sådan en måtte familien da på en eller anden måde kunne få lukket. Men så fortsatte hun: Og der er nogen, der stadig skriver hilsner til ham.
Hvad? spurgte jeg. Og så fortalte hun om en pige, der havde skrevet, at hun havde fået job i den skobutik, hvor NN havde arbejdet. Jeg kan altså godt forstå, du syntes, der var fedt at være, havde pigen skrevet til den afdøde.
Der var også en, der fortalte NN, at han og vennerne ikke ville tage i sommerhus i år, for det var så trist, at det skulle være uden NN. Næste år ville de måske tage af sted. Og der var et par stykker, der havde skrevet og fortalt NN, at nu havde de fået kørekort, og hvor var det ærgerligt, at han ikke nåede at opleve det.
Hende, der var kæreste med ham, står også stadig som “I forhold med NN”, fortalte teenageren.
Jeg blev ikke mundlam, da jeg hørte historien – det gør jeg jo ganske sjældent! – men jeg blev rystet. Og vist egentlig også lidt forarget. For jeg synes faktisk, det er ret makabert, at folk opfører sig, som var NN i live endnu.
Og så kan jeg alligevel ikke rigtigt finde ud af, om det er en overreaktion.
For er det bare mig (Facebook-fjenden), der ikke har fattet noget? Fylder online-tilværelsen så meget i de unges liv, at det er helt, som det skal være, at den fortsætter efter døden?
Nej, jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal mene. Hvad mener du? Bliver du opbragt over sådan en historie? Eller tænker du bare: nå ja, hvorfor ikke?
Der er “desværre” mange unge der har nemmest ved at kommer over sorgen på den måde. vi er noget ind i din tid, hvor man gør sådan.
Vi “gamle” (er selv 25) må se det som deres måde at gøre det på. Jeg kommer personligt aldrig helt selv til at fatte det, men sådan er det.
Hej Bente.
Jeg er egentlig ikke så overrasket, for de unge har et andet forhold til de sociale medier. Jeg tror det er en måde at vise respekt og mindes NN på – og at bearbejde det, der er sket i et fællesskab. Det sker i al offentlighed – og det er måske det vi synes er grænseoverskridende? En hjemmesiden som mindet.dk er et eksempel på tendensen med at ‘offentliggøre’ sine tab og det kan måske være en trøst for nogen.
I vores generation forestiller jeg mig, at der også bliver ‘kommunikeret’ en del med afdøde familiemedlemmer og venner, men det sker bare mere privat.
@Den Blå Gnu: Det er måske også bare den erkendelse, jeg skal komme frem til: at jeg ikke fatter det. For det gør jeg bare ikke. Men du har vist ret i, at det er aldersrelateret (siger jeg ‘ældgamle’ på 45).
@Ditte: Ja, det er nok denne offentliggørelse af tab og sorg, jeg slet ikke kan følge. Og så ligger det mig altså meget fjernt at tro, at man kan kommunikere med afdøde – selv om jeg godt ved, at nogle mennesker gør det (eller i hvert fald mener, at de gør det). Mindet.dk kender jeg i øvrigt ikke – men det er nok ikke så sært med mine holdninger
.
I bund og grund er det vel ikke mere “underligt” end når der hvert år bliver sat fødselsdagsflag på en grav eller den efterlagt sidder og fortæller den afdøde at vedkommen stadigvæk er elsket eller at børnebørnene bliver vist frem for vedkommen i graven og så videre.
Umiddelbart vil jeg tror, det er en form for bearbejdelse af deres sorg og det er vel ikke mere offentlig en et kors ved ulykkestedet, en grav og så videre.
Der er mange måder at bearbejde sorg på, mange bruger jo deres blogge til det ( se for eksempel http://www.fremilyset.dk ), er det så også for grænseoverskridende til dig ?
Det her handler om at komme videre og det er ikke alle, der gør det på den samme måde, nogle vælger måske så en mere moderne og dermed utraditionelt måde.
Med hensyn til hende, der stadigvæk sår i forhold til NN, er det i grunden mere underligt end når det efterlagt enke stadigvæk bære sin viselring ?
Med hensyn til mine personlige tanker om dit indlæg, hvis de ikke passer ind, så slet dem bare.
Jeg var lige ved at udbruyde “HAVD”, men så kom jeg til at tænke på dem som går ned til et gravsted og taler med deres efterladte og måske gør det igennem hele deres liv og tænkte så, det er måske den nye måde for de unge at “tale” med afdøde på. De går ikke på kirkegården, men bruger det medie som de er vokset op med.
Så nej nu efter lige at have tænk det igennem så er det et eller andet sted ok.
Det er vel den måde de viser respekt overfor den døde.
Der er jo rigtig mange unge der ikke har været udsat for et dødsfald og derfor ikke rigtig kan bearbejde det. Måske fordi forældrene ikke helt ved hvordan de skal hjælpe.
Som Catarina skriver , så er der rigtig mange der går på kirkegården og taler til den afdøde (øh… jeg har da selv talt til min mors sted når jeg har været der oppe)
Jeg er ikke hverken chokeret, forarget eller på anden måde stødt. Det er sikker deres måde at give slip på (og så er det jo ikke altid helt let at komme af FB igen…).
Som andre har skrevet, er det nok en måde at bearbejde sorgen på. Det. jeg har svært ved at sluge, er at det skal ske offentligt, og så også så lang tid efter dødsfaldet.
Jeg tror “online-livet” fylder mere, jo yngre man er og tror faktisk det viser en moderne måde at sørge på. Jeg finder det ikke makabert, men det virker fremmed på mig….
Men da både livet/glæden og døden/sorgen, er en del af tilværelsen, er de ting vel også en del af online-tilværelsen?
Jeg reagerede også først med en undrende panderynken, så med et ‘det må de da selv om’, og til sidst hjalp de gode kommentarer mig mere på vej: Det er nok bare deres (= de unges) måde at komme videre på i en for .
Jeg forstår godt din umiddelbare reaktion og ville sikkert selv have reageret på samme måde, men mon ikke du også har tænkt mange tanker siden da? Og måske også blødt lidt op?
Men det var godt nok nyt for mig og meget tankevækkende.
…at komme videre på. Punktum. Sorry
Jeg tænker det er deres måde at bearbejde sorg på, online livet fylder meget i dagens Danmark, både for de unge og for os der er knap så unge
)
@Tine: Lad mig lige slå en ting fast: Der er ikke censur på kommentarerne på min blog, så selvfølgelig sletter jeg ikke kommentarer, som ‘ikke passer ind’. Tværtimod er jeg glad for mangfoldighed i meninger – men jeg ved godt, at det ikke er på mode alle steder i blogland!
Ja, det er en bearbejdelse af sorgen for de efterladte, det er jeg ikke i tvivl om, men at den skal foregå i fuld offentlighed (ikke engang i en lukket gruppe kun for de involverede), har jeg svært ved at forstå (bloggen, du nævner, følger jeg ikke, så den har jeg ingen mening om). For mig at se overskrider man herved grænsen mellem det personlige og det private og lægger alt for meget ud i det offentlige rum. Det er i mine øjne det samme, der sker, når folk detaljeret udpensler sygdomme, konflikter i parforholdet, overgreb i barndommen eller andet meget privat på deres blog. Filteret for, hvad man holder for sig selv, og hvad man fortæller alverden, flås helt af, og læseren kan meget let føle sig forulempet og trådt alt for nær.
@Catarina: Jeg kan godt se parallellen. Jeg synes bare, det bliver lidt makabert, når en afdød har en Facebook-profil! Jeg kan bedre forstå, når der oprettes mindesider (sådan en findes der i øvrigt også i dette tilfælde), som jo netop tilgodeser de efterladtes behov – ligesom gravstedet. Men du har da ret i, at det sikkert er naturligt for (nogen) unge at gøre sådan.
@Septemberliv: Jeg er sikker på, at der er et generationsaspekt i det her, helt sikker endda. Men som jeg lige skrev til Catarina, så ville jeg bedre have kunnet forstå en mindeside, måske endda som en lukket gruppe. Det andet kommer for mig at se til at være lidt ligesom, hvis du stod på kirkegården med en megafon og talte til din mors grav. Som om du ville være sikker på, at alle hørte det.
Men … jeg skal vist bare erkende, at jeg ikke forstår det her …
@Henny: Det er bl.a. de samme ting, jeg har svært ved at sluge. Min datter gav mig lige et smugkig på FB, og her kunne jeg ved selvsyn konstatere, at de seneste kommentarer er fra forleden.
@Bibbi: ‘Fremmed’ er et mere korrekt ord end ‘makaber’ (men det mener jeg nu også, at det er). Det virker også fremmed på mig. Og grænseoverskridende, fordi jeg mener, at der må og skal være et filter for, hvor meget man lægger ud på nettet. Selv om både glæde og sorg er en del af livet.
@Ellen: Ja, jeg tror også, det er de unges måde at bearbejde sorgen på (i øvrigt er afdødes mor også aktiv på siden, så jeg, da min datter inviterede mig indenfor på FB). Og de skal da bestemt have lov at gøre sådan. Men jeg bryder mig ikke om tendensen med, at alt skal gøres offentligt. De unge mennesker beskytter heller ikke sig selv ved at leve dette ‘pivåbne’ liv på nettet.
Og så synes jeg altså stadig, at det er makabert, at en afdød har en FB-profil.
@Inge: Ja, vel fylder online-livet meget – det ved vi bloggere jo om nogen. Men jeg synes, man skal passe på med at smide alt ud på nettet. Men … måske skal jeg bare erkende, at jeg simpelthen ikke fatter historier, som den jeg selv har fortalt her.
@ Bente … Jeg forventer ikke, du bruger censur, men jeg er godt klar over, mine meninger ikke altid harmonere med de toneangivendes holdninger … så derfor skrev jeg, du godt måtte slette min tanker, hvis de ikke lige passede ind.
Og så lige et par tanker mere fra min side af …
“men så længe efter”, som Henry skiver … hvad så når der skal markeres 50, 100 eller 200 års dagen for en kendt eller kongelig død ? Der er jo endnu ikke gået et år efter NN døde, og hans nærmeste har endnu ikke fået færdigt bearbejdet deres sorg.
“Fuldt ud offentligt” ? Mig bekendt, men jeg ved det ikke, for jeg er ikke selv på Facebook, så kan man kun læse på Facebook-profiler, når man selv er på Facebook og dermed er det i mine øjne en form for et lukket forrum.
I min verden, er der heller ikke værre at skrive en hilsen på en Facebook-profil til en afdød end at sætte fødselsdagflad på vedkommens grav eller skrive en bog om sin sorg – ok, folk kan selvfølgelig lade være med at købe bogen, men de behøver jo heller ikke at læse med på Facebook-profilen.
Almindelige dødelige må ikke vise føleser offentlig og altså heller ikke via deres blog eller Facebook profil, men havde det nu været en kendt eller kongelige, der var død, havde alle i hele landet næsten skulle iklædes sørgetøj og mere eller mindre står på nakken af hinanden for at græde deres sorg ud, og der var ingen, der havde følt det mærkeligt, at mange havde skrevet en hilsen til vedkommen.
Lad os nu tage prinsesse Diana som eksempel … det er over ti år siden, hun døde og der er stadigvæk mange, der valgfarter til hendes grav samt ligge hilsner til hende, er det ikke også markabet ? … hun er jo død og hun kan jo ikke læse disse hilsner.
Jeg har selv skrevet en del meget personligt på min blog blandt andet omkring min sygemelding på grund af stress ( det er en af mine måde at bearbejde det på ) og det skæmmer jeg mig ikke over, for livet er altså andet end madopskrifter samt tv-serier, og de blogger jeg selv holder allermeste af at læse med hos, er dem, der godt tør vise, hvem de er – altså ikke kun lige glasbilledet, men også det nedeunder, men nu er jeg vist ved at komme over i et helt andet emne …. og jeg skal nok lade være med at tage mere af din spalteplads i dag.
Tag endelig væk af spaltepladsen, Tine, der er rigeligt af den. Men da jeg ikke hylder kongelige og kendte, hverken når de bliver født eller dør, har jeg svært ved at relatere mig til det, du skriver.
Jeg synes, der er skrevet nogle meget fine kommentarer, og der er ikke så mere, jeg kan finde på. At offentliggørelse af sorgen er på mode, har jeg læst mange steder- jeg mener blandt andet i Politiken. Det er helt naturligt for unge mennesker, og vi ser det også på blogge, hvor jeg ind imellem undrer mig over, hvad folk vælger at offentliggøre.
Ja, Madame, det meste er vist sagt. Og så er vi enige: man kan let undre sig over, hvad folk offentliggøre på blogs og andre steder.
Facebook er kriminelle når de beder om at få dit mailpassword med løfte om at de ikke vil misbruge det – hele deres syn på web og applikationer går ud på at tjene penge på folks naivitet. Der er mennesker, som har umådeholdent behov for anerkendelse eller som måske er ødelagt p.g.a. manglende anerkendelse? Og som får lidt pseudo-terapi ud af Facebook?
Den der skærer mest er den med “synd at du ikke nåede at opleve det”.
Metoden minder mig om en mand, Kempler, som terapeutisk rådede en enke til at gå ud på gravstenen og råbe til sin elskede. Det tror jeg efterhånden ikke rigitgt på. Jeg tror det er på den måde vores gudeverden er opstået. En bedre måde at løse op er at finde nogen nulevende at tale med om følelserne og de store ting mellem liv og død.
Jeg tror, der er en del pseudo-terapi på Facebook, Donald, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for jeg er der jo ikke selv.
I øvrigt ville jeg da også til enhver tid foretrække at tale med andre mennesker, fx om sorg, end at klare det på nettet.
Rigtig spændendeemne, Bente! Og et, vi helt sikkert kommer til at skulle forholde os endnu mere til i fremtiden!! I vores familie snakker vi om vores savn af folk, der er døde. Altså a la “Ha ha – havde farmor nået at se det, ville hun da have sagt at ….” For mig er det en måde at mindes og respektere den del, et mennesker har haft hos os. Derfor kan jeg egentlig godt følge behovet for at have et sted, man kan sørge i fællesskab. På den anden side synes jeg du har en god pointe med at man kunne lave en mindeside.
Men måske er det, at skulle be’ om at slette nogens profil måske (endnu) en påmindelse om hvor definitiv døden er – og derfor en beslutning, der er svær at tage for de sørgende forældre?
Jeg bryder mig ikke selv om det, jeg synes vi skal lade de doede vaere doede, men kan da godt forstaa savnet er der i lang tid. Her i landet er det meget brugt at saette en lille mindeannonce i avisen hvert aar paa aarsdagen efter nogen er doed, eller maaske naar de ville vaere fyldt rundt eller saadan noget. Jeg er ikke selv opvokset med traditionen som barn og finder den saer, men i det at jeg har boet her i stoerstedelen af mit liv har jeg alligevel vaennet mig til at saadan goer folk.
Skulle jeg skrive paa en mindeside, saa min besked automatisk vaere “hvil i fred”, eller rettere RIP (rest in peace). Hvil i fred ser man jo ogsaa skrevet paa gravstene og den besked er en besked til den afdoede, som naeppe kommer forbi og laeser med, lige saa lidt som NN laeser med paa Facebook. Mange laegger smaa breve og billeder og andre mindeting ned i kisten til den afdoede og man maa gaa ud fra at det hovedsageligt er til nytte for den paaroerende, som faar lidt sjaelefred ud af det.
Det er en svaer balance. Jeg forstaar behovet for at skrive noget til den afdoede lige naar man laerer at vedkommende er doed, men synes det er vigtigt at komme videre.
Ooops – trykkede lidt for hurtigt, det skulle have sluttet med: og det goer man ikke i mine oejne ved at blive ved med at skrive beskeder til den afdoede i en uendelighed.
@Anne T.: Det er nøjagtigt den samme måde, vi agerer på her hos os: vi mindes de døde ved stadig at tale om dem, når det falder naturligt. Fordi det føles rigtig for os at gøre sådan. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det, jeg har beskrevet i indlægget, er et tegn på, at folk taler mindre og mindre sammen i den virkelige verden. Og mere og mere på nettet. I øvrigt tror jeg, du har ret i, at vi kommer til at se mere af sådan noget i fremtiden.
Og ja, måske føles det for definitivt at slette profilen (moderen er selv aktiv i at skrive til den afdøde søn via profilen) – selv om der er oprettet en mindeside for NN på Facebook.
@Tina: Nej, den tradition har jeg da godt nok heller aldrig hørt om, og jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Lidt overflødig, tror jeg, jeg synes, den er.
Der er faktisk oprettet en mindeside på FB (ud over at hans profil stadig eksisterer) – den hedder “RIP NN”. Men det er også i mine øjne netop, hvad man ikke lader afdøde gøre. Forhåbentlig hjælper al dette FB-skriveri de efterladte videre – for ellers giver det jo slet ingen mening. Og ja, en dag må man give slip.
Det er altså virkelig et interessant emne, det her! Jeg tror faktisk, at du har ret i, at selvom “vi” skriver meget – og vældig ærligt – til hinanden over nettet, på blogs, i forums, på fb og over sms og mms, så kniber det med at tale sammen ansigt til ansigt i takt med at det andet vinder frem. Meget pudsigt. Og ret fattigt ikke længere at kunne være fælles “live” – for det er jo der, man kan se den andens smil og tåre, og række over med en hånd eller give et knus. Dét kan medier ikke som kød og blod kan. På den måde er de jo også “døde”.
Hvor har du ret, Anne! Både i at emnet er meget interessant, og i at der går meget tabt, hvis vi kun kommunikerer med skrevne ord og mister alt det, kropssproget fortæller. Jeg bruger selv en del tid online (også i arbejdssammenhæng), men der er stadig ikke noget, der slår ‘rigtig’ menneskelig kontakt – ude i den virkelige virkelighed!