Moral i Odd Fellow Palæets Have

Det startede med, at jeg læste et ret interessant interview med den franske forfatter Eric-Emmanuel Schmitt i Politiken for nogle uger siden. Især Schmitts intention om at skrive, så alle, uafhængigt af uddannelsesniveau, kan læse ham og føle sig underholdt, fascinerede mig.

Jeg bryder mig ikke om storsnudede forfattere, der skryder af deres viden, og jeg afskyr den klassiske franske forfatter, der søger læsernes beundrende blikke i hver en sætning, og som hellere vil drapere det røde velour om sit eget image end få bogens handling til at glide, udtalte Schmitt bl.a. til Politiken.

En uges tid senere læste jeg Per Theils fem-hjertede anmeldelse af Grønnegårds Teatrets opsætning af Schmitts skuespil Libertineren. Theil kaster bestemt ikke om sig med hjerter i sine anmeldelser (faktisk plejer jeg at skulle lægge mindst et til for at ramme min smag), så min nysgerrighed blev prompte vakt.

Og så var det, jeg kom til at tænke på, at det mindst er fire-fem år siden, vi sidst har set en af Grønnegårds Teatrets udendørs-forestillinger, manden i mit liv og jeg. Derfra var der ikke langt til en (bekostelig) smuttur rundt om Billetnet.

I går aftes fik vi fuld valuta for billetprisen! I Odd Fellow Palæets Have. Med fuglekvidder som akkompagnement og en lillebitte skvæt støvregn.

Har mennesket en fri vilje? Vil vi det gode, eller vil vi bare vores eget bedste? Og når det kommer til stykket, hvem er så mest moralsk: manden eller kvinden? For ikke at sige: Hvem af dem er mest u- og amoralsk!

Det er især det, som Eric-Emmanuel Schmitts komedie – om den franske filosof Diderot – handler om. Og uden at røbe for meget: med den indlagte morale om moralen, at nok er det manden, der har bukserne på, men kun til kvinden har talt bukserne af ham.

Med eller uden hans egen frie vilje.

Sådan beskriver Theil Libertineren i sin anmeldelse.

Lars Mikkelsen har stykkets altdominerende hovedrolle som Denis Diderot, og hans præstation var fabelagtig (nu har jeg også altid ment, at han er en bedre skuespiller end sin bror). Han er på scenen under hele forestillingen, og han leverede ‘varen’ i hvert et sekund. Overfor ham var det stærkeste kort Ann Eleonora Jørgensen. Samspillet mellem de to fik det til at slå gnister, og der trak tunge skyer ladet med vellystig erotik over scenen.

Det var halvanden times let og legende spil med punch line på punch line og meget kort mellem latterudbruddene, der blev udløst af en vittig og intelligent dialog. Om mænd og kvinder. Ægteskab. Utroskab. Filosofi. Moral. Dobbeltmoral. Og et par småting mere.

Det var et indtagende stykke, som blev forrygende fremført (og jeg blev nysgerrig efter at stifte nærmere bekendtskab med Eric-Emmanuel Schmitt – så jeg har lige bestilt en bog på biblioteket). Og det var en dejlig aften, som blev nydt til fulde … godt at regnen holdt sig i skindet. Det er nu rarest til udendørsteater .