Mener B.T., at tv er det vigtigste i læsernes liv?

Jeg har ikke fidus til B.T. Har aldrig haft det. Vil aldrig få det.

Men da jeg stod i Irmas kø her til aften og fik øje på dagens hovedhistorie på forsiden af Tante Berlingers formiddagsavis, måtte jeg alligevel ryste på hovedet.

Tak fordi du slog far ihjel, stod der med store typer.

I sig selv en helt klassisk B.T.-forside-rubrik. Fangende og med dramatik. Men … rubrikken refererede til en sag fra 1992. Nemlig Joan Sørensens, som jeg omtalte forleden. Tv-udsendelsen om Joans drab på sin mand – i 1992 – er lige løbet over skærmen på DR1. Nøgtern og sobert fortalt.

Men … helt ærligt … B.T. må mene, der ikke er sket meget af betydning i verden (eller bare lille Dannevang), hvis man ud af døgnets nyhedsstrøm vælger at gøre en tv-udsendelse om en 17 år gammel forbrydelse til dagens hovedhistorie (uden i øvrigt på forsiden at nævne, at det er en tv-udsendelse, man refererer til).

Eller mener B.T. virkelig, at tv er det vigtigste i læsernes liv? Og at historier med tv-relation derfor er de vigtigste?

Jeg fristes til at tro det … mens jeg fortsat ryster på hovedet.

12 kommentarer til Mener B.T., at tv er det vigtigste i læsernes liv?
  • Jeg ser ikke TV. Jeg læser ikke BT. Måske har jeg slet ikke noget liv?
    :-D

  • Jeg ser meget lidt tv. Jeg læser aldrig B.T. Måske kniber det også med liv her, Lotte :D .

  • Det er da lidt overdrevet at sætte det på forsiden, synes jeg nok. Som om der ikke foregår andet og mere vigtigt rundt omkring os lige nu. Men det er måske i virkeligheden det, der er problemet? En gammel kriminalsag bliver til skuespildelen af “brød og skuespil”.

  • Efterhånden synes jeg at DR1 og TV2 er mere sensationsbetonede tv end oplysende. Vi ser for det meste DR2 når vi ser tv. ;)

  • Jeg troede, det var Ekstra Bladet, der brugte den slags tåbelige overskrifter – uha, det er trist at BT også gør.

  • Jeg kan kun sige at jeg ikke er overrasket. Og om det er BT eller EB kommer ud på ét, efter min bedste overbevisning..

  • Det kan heller ikke komme helt bag på mig…
    Jeg var engang for mange år siden temmelig tæt knyttet ( ;-) ) til en journalist, og da jeg hørte ham fortælle om, hvordan det nærmest er en videnskab at finde på overskrifter, eller rubrikker, som det hedder i fagsproget, der kan fange opmærksomheden bedst muligt uden at være direkte usande… jeg var sommetider temmelig forarget.

  • Har altid undret mig over at det eneste danske laesestof som kan koebes her (Mallorca) er BT, saa maa der jo vaere nogen som laeser det?

  • @Henny: Du har en pointe dér! ‘Folket’ holdes vist stadig i stor grad i ro med brød og skuespil. Nu om dage er skuespillet bare voldsomt omfattende og meget næringsfattigt!

    @Catarina: TV2 ser jeg nærmest aldrig, og på DR er det primært TV AVISEN, der bliver tændt for, og så en film nu og da. Her i huset sætter vi også pris på DR2 ;-) .

    @Madame: Ærlig talt, aå har jeg svært ved at se forskel på EB og BT. Jeg synes, de er lige tåbelige – og fordummende!

    @Susanne: Jeg er helt enig!

    @Ellen: Jeg er helt sikker på, at de stadig dyrker den disciplin på højtryk på EB og BT! Jeg tror, det bedste middel mod de to sprøjter (aviser kan man vist ikke kalde dem) er at ignorere dem!

    @Lene: Ja, det er da tankevækkende! Og ja, der er mange der læser B.T. – til min store undren. Hvorfor dog give penge for en tryksag, som ikke gør en klogere.

  • Kaj Bergström

    Jeg undrer mig meget over hvad der er sket med TV reklamerne.
    Jeg betragter mig ikke som værende snerpet, men de da blevet utroligt platte og dumsmarte. F.eks.
    XL-byg med den fede ulækre pruttende og pissende hund…

    Kanal Digitals “tumbe” som stikker fjernbetjeningen op i numsen, og hvad han ellers kan finde på…

    Der er jo også børn som ser reklamer. Når man ser og hører dem på gaden, er det tydeligt at de bliver påvirkede af den opførsel de oplever på TV. Er det sådan man ønsker at samfundet skal udvikle sig?

  • Vi kan kun være enige om tv-reklamernes kvalitet eller mangel på samme, Kaj Bergström – mit bedste råd er at lade være med at se dem.

    Men … jeg forstår ikke helt, hvordan mit gamle indlæg fik sporet dig ind på tv-reklamer ;-) .

  • Kaj Bergström

    Hej Bente. jeg ved ikke hvad det er for et indlæg du mener . Det har ikke noget med min aversion mod de dumme og platte reklamer at gøre. Du har da ret i at jeg jo bare kan lade være med at se dem, men det ansporer jo ikke de unge mennesker til at tale og opføre sig ordentligt.

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier