Lydspor fra en fjern tid

Det var uovertruffen underholdning, da Bettina Heltberg fredag indviede Politikens læsere i sine pinsler som anmelder af Mamma Mia! The Movie. Passager som:

Han [Pierce Brosnan] kan næsten alt, fordi han spiller med selvironi og en vis tilbagelænet charme. I denne film her (vent nu bare, vi kommer til handlingen) skal han f.eks. lade, som om han efter 20 års forløb stadig er vildt forelsket i Meryl Streep og kysse hende heftigt på munden. Ups og bvadr, men han klarer det. Han skal synge, og han klarer det næsten, i hvert fald bedre end Colin Firth. Som burde have forbud mod musicalroller.

fik morskabens tårer til at trille. For pokker, hun hader den film (hvad hendes to tildelte hjerter også afslører (de øvrige anmeldere er nu heller ikke for begejstrede), men hun har formået at give læserne (i hvert fald denne) en meget underholdende stund under læsningen. Fru Heltberg kan ellers være lidt stram i betrækket med ansats til mavesurhed og intelligentsia-ophøjethed (min tommelfingerregel er, at jeg skal lægge sådan cirka et hjerte til hendes anmelderhjerter for at ramme min smag).

Men trods denne anmeldelse er jeg ret sikker på, at jeg smutter en tur i biffen (uden manden i mit liv, som gerne vil be’ sig fritaget, men nok sammen med teenageren, som ikke helt fatter sin mors ABBA-flip). For ABBA er lydsporet til min tidligste ungdom, og jeg har et blødt, nostalgisk punkt dér. Jo, jeg indrømmer gerne, at jeg var en af de teenagere (også præ-teenager), der i 70’erne var bidt af de fire svenskere. Musikken kværnede sådan cirka i døgndrift fra den simple lille kassettebåndoptager, deres kontrafej prydede væggen over skibsbriksen med den brune fløjsmadras, min veninde og jeg syede kjoler af hvidt lagenlærred, malede et gult dyr på den ene og et blåt på den anden, trak i de lange hvide støvler og optrådte til et klassearrangement med forældre og det hele, i bedste playback-stil (uden at vi anede, at det var det, det hed, når man mimede til en lp).

Da ABBA gik i opløsning i start-80’erne, var min sorg ikke stor. Jeg var vokset fra dem, følte jeg. Først senere mærkede jeg, at jeg aldrig ville slippe fri af deres påvirkning. At musikken er ætset fast langt inde under huden.

I sommeren ’90 ventede jeg i timevis i lufthavnen i Bukarest, hvor vagterne traskede rundt med maskinpistoler, ruderne var ugennemsigtige af skidt, og gråspurvene spiste af sukkerskålene. Men det, jeg husker allerbedst, er, at der fra de skrattende højtalere, som ellers var beskæftiget med et blanding af VM i fodbold og tennistransmission, jævnligt drønede de tidlige ABBA-sange ud.

I start-90′erne var jeg til fest på universitetet, og da de gæve svenskeres musik gjaldede ud over instituttet, var det svært for nogen at sidde stille – det var tydeligt, at ikke kun jeg havde minder gemt i musikken. ABBA havde en af sine revivals dengang, og senere har også nyindspilninger med andre kunstnere gjort, at selv min teenager og hendes generation har hørt om guldgruben fra Sverige. Og en guldgrube har de været. Da de forleden alle fire mødtes til filmpremieren i Stockholm, udtalte Björn Ulvaeus ifølge Politiken: Vi vil aldrig optræde sammen igen. Og han skulle have uddybet med, at de har penge nok til ikke at lade økonomien være drivkraften bag en genforening.

Og … hvorfor prøve at skjule det … det er jo det, uhyggeligt meget underholdning er bygget på: Penge nok, eller i hvert fald drømmen om dem. Så jeg lader ABBA få det sidste ord. Med det første nummer fra side to på 1976-lp’en Arrival (som jeg stadig ejer som tyndslidt kassettebånd):