
Kunst, når den er morsom og lige til at lege med
. Tom Sachs' Hello Kitty-skulpturer på Lever House Plaza (390 Park Avenue, NY).
Mindesmærker, monumenter, parker, historiske bygninger, kendte gader osv. Alt sammen ryger der en del af på oplevelseskontoen, når jeg rejser – både når det er sammen med teenageren og med manden i mit liv. Men det, jeg holder allermest af, er at udforske alverdens kunstmuseer (primært for at se deres kunst fra ca. 1800 og frem) og at kigge på kunsten placeret i gadebilledet. Og heldigvis har både manden og teenageren det ligeså.
Mit barn er nemlig så ‘mærkeligt’, at hun det meste af sit liv har holdt af at gå på kunstmuseer. Ja, i flere år kom hun det faktisk en gang om ugen – men det var nu, fordi hun gik på billedskole på Statens Museum for Kunst
.

Jasper Johns' alternative kort over USA ("Map") er malet i 1961. Maleriet hænger på MoMA.
New York er en skatkiste, når man vil konsumere kunst. Både den etablerede og den spritnye. Det var kun den første, vi nåede at forholde os til under vores ophold, men det er svært at klage over, at vi ikke fik nok kunstneriske indtryk med hjem
. For det blev til besøg på både Museum of Modern Art (MoMA), Metropolitan Museum of Art (The Met), Solomon R. Guggenheim Museum og Whitney Museum of American Art – plus alle enkeltværkerne, vi så rundt omkring.

"Non-Violence" (1988) er skabt af den svenske kunstner Carl Fredrik Reutersward. Den står ved FN-bygningen.
Her kommer en håndfuld af blandet kunst, fordi jeg så gerne vil dele ud af alle de mange indtryk. Og … så lover jeg, at dette er det sidste New York-indlæg. Og det er ganske vist
.

Tom Wesselmanns "Still Life #30" (1963) hænger på MoMA (lige i nærheden af Warhols Campbell Soup-dåser). Og jo, det er en ægte køleskabsdør, der sidder på billedet!

Picassos "Girl Before a Mirror" (1932). I 10 år har motivet hængt som plakat i mit hjem, så det var hyggeligt med et gensyn med originalen på MoMA
.

Guggenheim Museums bygning er et kunstværk i sig selv, skabt af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright og åbnet i 1959. Bygningen er det eneste, man må fotografere på museet. Lige p.t. er den, i anledning af sit 50-års jubilæum, fyldt med en overvældende udstilling af Vasily Kandinskys abstrakte malerier.

Vi tog også lige et smut rundt om den ældgamle kunst, den græske og romerske, på The Met. For den har både teenageren og jeg en svaghed for. Her er det Artemis og en hjort. Det må være hendes guddommelighed, der er skyld i størrelsesforskellen - for den er da helt galt med proportionerne i værket, hvis du spørger mig
.

Der var også et (meget) lille dansk islæt på The Met. Her er det en tidlig tegning af C.W. Eckersberg "Københavns havn fra Esplanaden mellem Langelinje og Toldboden" (1809). Kanonerne og skibene i baggrunden viser angiveligt den historiske ramme: Kanonbådskrigen (1807-1814) mellem Danmark-Norge og Storbritannien.

I 1971 blev den tyske billedhugger Fritz Koenigs skulptur "Sphere" placeret på pladsen mellem tvillingetårnene i WTC. I dag står den ramponerede skulptur, der 'overlevede' angrebet, sammen med en evig flamme i Battery Park på Manhattans sydspids - som et mindesmærke over de tabte menneskeliv den 11. september 2001.




Ja, det behøvede altså ikke være det sidste amerikanske indlæg, hvis du spurgte mig. Jeg synes, det er spændende at læse og se, hvad I har set!
Spændende. Kunst er jo en udefinerbar størrelse med mange vinkler.
Og egentlig utroligt at et skulptur kan have overleve 9/11, men så godt nok heller ikke skrammefri.
Fortæl endelig videre
Hvor er det dog spændende, hvad I har oplevet, Bente – og dejligt at din datter er glad for kunst.
Du må vældig gerne fortælle mere …
Hvor har I dog nået meget og dejligt at jeg må være med på en kikker.
Ha’ en god søndag.
Jeg er overhovedet ikke blevet træt af dine beretninger og fotos fra N.Y., så fortsæt gerne
Rigtig god søndag i det danske!!!
@Henny: Tak skal du ha’
. Jeg tænker bare, at man skal passe på, hvor mange personlige ferieminder man hælder ud over andre …
@September: Ja, jeg holder i hvert fald meget af kunst – og den må meget gerne udfordre mig! Ang. ‘Sphere’, så læste jeg, at man bl.a. havde fundet et flysæde inden i den efter angrebet, men jo, det er imponerende, at den har holdt så godt.
@Madame: Ja, jeg tænker, at glæden ved kunst ikke er det værste, man kan give sit barn med sig
. Hmmm … måske skulle jeg snuppe et NY-indlæg mere
.
@Catarina: Selvfølgelig må du være med
. Og jo, vi har et lidt hårdt program, når vi rejser, for vi vil så nødigt gå glip af noget
.
@anjoe: Åh ja, det er nu fristende at putte lidt mere NY på her – jeg har vist taget omk. 1.000 fotos
. Men … lad os nu se …
Håber I alle har nydt søndagen!
Tjah… for mig må du sandelig gerne hælde flere personlige feriebilleder ud på din blog
Det er spændende at deltage i denne slags gratis rejser, så fortsæt endelig.
I øvrigt er jeg helt vild med USA-billedet. Som jeg ikke kunne se, var USA, før du fortalte det. Så blev det pludselig meget tydeligt.
Det er sjovt, som Hello Kitty er blevet så verdensomsiggribende på 3-4 år. Hun blev vist født i Japan?
Ha ha, Ellen, jeg kan godt se, at der vist ikke er nogen vej udenom et NY-indlæg mere
. Jeg havde det helt ligesom du, da jeg stod foran Jasper Johns maleri på MoMA: Jeg så ikke, at det var USA, før jeg læste titlen – og jeg er også ret vild med billedet!
Jo, Hello Kitty er japansk – og skabt i 1974. Læs evt. mere her.