Jeg er pladderhumanist. Vel er jeg så. Og jo, jeg har lagt nogle penge på bordet for at understrege det. Nemlig da jeg støttede Politikens humanistiske intiativ, oprettelsen af Irak Centret.
Regeringen har besluttet at udvise de afviste irakiske asyl-ansøgere. Dermed har det politiske flertal fravalgt muligheden for at give irakerne humanitær opholdstilladelse. I protest mod beslutningen har en række danskere sagt, at de er klar til at bryde loven ved at hjælpe de afviste asylansøgere med at gå under jorden.
Men man behøver ikke at bryde loven for at hjælpe de udviste og udvisningstruede irakiske asylansøgere. Ifølge dansk lov får udlændinge, der har et job til over 32.000 kroner om måneden, automatisk opholdstilladelse.
Derfor etablerer Politiken nu Irak Centeret, der vil ansætte afviste asylansøgere som rådgivere om irakiske spørgsmål.
Sådan står der på politiken.dk
Der er en del diskussion i medierne i disse dage om, om Politiken har overskredet grænsen mellem journalistik og politik med dette initiativ. Og om det er okay at gøre det eller ej.
Set med mine øjne er denne diskussion ikke den vigtigste. Det er derimod den om, om vi vil have et ubarmhjertigt og menneskeligt iskoldt samfund, hvor der ikke er plads til at hjælpe mennesker, der ikke har det lige så godt som smørhuls-danskerne.
Vi har en integrationsminister, som straks bliver venstrefløjsforskrækket og råber “Enhedslistens kamptropper”, når borgere protesterer mod hendes politik fx gennem organisationen Kirkeasyl. Vi har en regering, der gennem otte års indoktrinering fra sit magtfulde støtteparti efterhånden er blevet lige så fremmedfjendsk som dette. Og som åbenbart synes, det er helt o.k. at opbevare mennesker i asylcentre i op til 10 år – for derefter at sende dem ud af Danmark (i Deadline på DR2 torsdag aften viftede Venstres integrationsordfører endda med muligheden for at lave en særlov, så initiativer som Politikens ville blive ulovlige (er det vejen frem i et demokrati?)).
Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der råber op og sætter fuld spot på regeringens inhumane flygtninge- og asylpolitik. Nogen, der siger fra. Og gør noget. At det i dette tilfælde er en stor morgenavis, generer ikke mig. Ikke det mindste. Hvis initiativet med at etablere Irak Centret ikke lykkes (men det håber jeg da, at det gør), så har det i hvert fald skabt (endnu) en debat om et meget væsentligt emne. Et emne, som er for vigtigt til at blive tiet ihjel.
Tags: afviste irakiske asylansøgere, Irak Centeret, pladderhumanisme, Politiken
Jeg er fuldstændig enig med dig, Bente, og jeg er oprørt over, at man vil lave en særlov. Jeg er så vred, at jeg ikke kan finde ord …
Hørt… Hørt… God weekend
@Madame: Ved ikke om særloven bli’r en realitet – men bare tanken! Jeg fandt dog et par ord i vreden
.
@Jeannette: Nemlig! Også god weekend til dig
.
Det er altsammen så smukt… men hvad med alle de andre der har brug for hjælp? Dem i Afrika fx? Dem hjælper den gode Tøger jo ikke… men det sælger måske ikke aviser nok?
Asylsystemet blev til det det er idag under en SR regering. Allerede dengang sad folk i centrene i 10 år, nogle endda længere. Den siddende regering har forsøgt at nedbringe tiden, men systemet er trægt, fordi det er så hamrende bureaukratisk (endnu et levn fra SR).
Seidenfaden skider højt og helligt på et flertal af den danske befolkning (som har stemt regeringen og dens politik til magten). Det er sørgeligt at intelligente mennesker falder for hans bluff. Men det gør de måske heller ikke…
http://bittergammelmand.blogspot.com/2009/11/tger-seidenfadens-heroiske-arbejde-for.html
Jamen tillykke med pladderhumanismen! Vi lever i frygtelige tider, og man skammer sig ved at høre dem, der er valgt til at bestemme, komme med udgydelser, som man troede var gået ud af sproget i 1945. Det er da godt, at der findes nogen, som ikke synes, det er i orden!
Hvis man vil til at gøre næstekærlighed ulovligt, så må vi have nogle flere præster på banen. Officielt er vi vel stadig et kristent land, og det må kunne bruges til noget!
Jeg må indrømme, at jeg er lidt delt i spørgsmålet. Helt grundlæggende er jeg enig med dig Bente, jeg kan slet ikke klare DF’s hadske retorik, det piner mig, som i bund og grund er borgerlig, at regeringen i den grad hopper med på vognen og gør, at jeg har taget min støtte til regeringen op til grundig overvejelse. Jeg kan slet ikke forstå, at det er nødvendigt at trække sagerne i langdrag, så folk skal vente i mange år på at få afgjort deres sag. Det fremmer ikke ligefrem medmenneskeligheden. Vi vil jo så gerne være rummelige og tolerante, og det er vi nødt til at omsætte til handlinger, ellers er det intet værd.
På den anden side mener jeg heller ikke, at vi (Danmark) skal tage imod alt og alle, der ønsker at leve i landet. Jeg kan godt forstå at forældre, hvis børn er født og opvokset i Danmark, ikke ønsker at deres børn skal tvinges tilbage til et land, som de aldrig har set og hvis sprog de ikke taler. Men jeg synes nu egentlig også, at det er forældrenes ansvar at lære børnene om det land, de kommer fra og det sprog, der tales der, især så længe forældrenes asylsag ikke er afgjort og de risikerer tilbagesendelse. For mig at se er det lidt at tage børnene som gidsler i den sag.
For mig er det helt okay, at en stor avis som Politiken tager et sådan initiativ. Vi er jo stolte af at leve i et demokrati med ytringsfrihed, og så skal politikerne ikke komme og forbyde den slags initiativer. Det ligner ikke noget, især ikke så længe de selvsamme politikere er så obs på at kæmpe for ytringsfriheden andre steder i verden. Man må først feje for egen dør.
Den drejning af diskussionen som du nævner er jo “spin”, altså dette at prøve at flytte fokus. Det er det samme trick, en tryllekunstner bruger for at folk ikke skal se, hvilke bevægelser han foretager.
Jeg synes det er glimrende og kan også finde på at støtte det med mine begrænsede midler. Det gør jeg!
@Bitter Mand: Jo, vel er der da andre, der har brug for hjælp. Men at man ikke kan hjælpe alle, betyder jo ikke, at man skal hjælpe ingen! Nu er det jo et knebent flertal af befolkningen, der støtter den siddende regering – og de, der har stemt på V og K, er bestemt ikke alle enige i, at DF skal have så stor en magt, som de har.
@Henny: At næstekærlighed skal hænge sammen med kristendom, er jeg ikke sikker på. Men jeg er helt enig i, at vi har brug for den. I rå mængder!
@Grønlandsposten: Selv om mit politiske standpunkt ligger på den modsatte side af midten af dit, så er jeg overvejende enig i, hvad du skriver her. Men jeg kan også godt forstå de forældre, der ikke har vægtet at give børnene kendskab til det land, de er flygtet fra. Vel netop fordi de ikke havde drømt om, at de blev nødt til at vende tilbage. Men jo, i den givne situation er det børnene, der bliver gidsler.
@Donald: Lige præcis – det er rent ‘trylleri’ og blændværk! Og … jeg tror, dine penge er godt givet ud.
@Bente: Hvis dem der har stemt på V og K ikke mener at DF skal have så stor indflydelse som de har, så må de være pænt dumme. Det blev vel tydeligt allerede i den siddende regerings første periode, at dens grundlag var DF. Flygtningepolitikken er ikke kun DF’s, den er også regeringens.
Det er fint at man ønsker at hjælpe. Men det er sørgeligt, at Tøger Seidenfaden ikke hjælper de folk der virkelig har brug for det. Der dør tusindvis af afrikanere hver dag, og for 32.000 (som er den månedsløn hver iraker skal have for at måtte blive i DK) kunne man holde et helt land i live på vores sydlige nabokontinent. Men det sælger nok ingen aviser!
DF klandres ofte for at være populistiske, men hvis de er det, så er Tøger Seidenfaden og hans avis det også! (Må hellere indskyde at jeg ikke selv er DF’er, men jeg synes det er svinsk at en pseudo-intellektuel elite sviner de mennesker der stemmer DF til dagligt)
Tak for snakken
http://www.bittergammelmand.blogspot.com/
Tja, Bitter Mand, overdrivelse fremmer åbenbart forståelsen – gad vide, hvilket land du mener kan holdes i live for 32.000 kr. pr. måned?
Og … skulle vi så ikke lige fjerne ‘pseudo’ fra de/vi intellektuelle, der (med god ret) ‘sviner’ de menneskefjendske holdninger hos DF’s vælgere til (og ikke vælgerne som mennesker (der er en markant forskel))? Danmark er et demokrati, og derfor har ‘de grumme intellektuelle’ (og en masse andre med samme overbevisning) fuld ret til at ytre sig divergerende af DF. Det er såmænd også af demonkratisk årsager, at du får ‘taletid’ her på min blog, så selv tak for snakken – det ville da være kedeligt, hvis vi alle var enige
.
Jeg vil gerne vide, hvor pladderhumanisterne (de gode!) er henne, når det gælder vores enlige forældre, der har brug for julehjælp, mændenes hjem, hjælp til de hjemløse o.s.v.?
Og jeg vil også gerne vide, om Politikken er gået foran ved ansættelse af fleks-jobbere, og hvor mange der er ansat på politikens hus?
For pladderhumanister, – der i det daglige vil blæse vores egne statsborgeres ve og vel et langt stykke, kan ikke få nogen respekt fra min side, – tvært imod så ser jeg disse mennesker på linje med de autonome.
Hmmm, Vivi, det er ret svært at svare på dine spørgsmål, da jeg hverken kan tale på Politikens eller alle pladderhumanisters vegne. Men for mit eget vedkommende kan jeg sige, at nej, jeg blæser ikke på “egne statsborgeres ve og vel”.
Men jeg vil da anbefale dig at gå videre til Politiken med de spørgsmål, du savner svar på.
Så længe det kun er jer pladderhumanister der betaler gildet, så er størstedelen af os andre ligeglade med nogle udviste irakere.
Men kommer de over i bunken med alle de andre fremmed på offentlig forsørgelse skal der gribes ind.
Hvis dette er starten på at privatisere indvandringen, så ikke et ondt ord herfra.
Tja, Inger, der er nogen, der er ligeglade, og så er der nogen, der ikke er – og sådan er det jo på mange områder!
Ligeglade eller ikke ligeglade, det er en besynderlig forestilling, at have om andre mennesker.
For kunne det ikke tænkes, at da der kun er så mange kroner at gøre godt med,
-så vil man hellere behandle de mennesker, der virkelig har brug for hjælp godt,
- end man vælger at lukke alle uanset behov ind, og derefter behandler dem (os) alle middelmådigt?
Jeg beklager, hvis du føler dig stødt på manchetterne, Vivi, men realiteten i det danske samfund er jo netop, at nogen er ligeglade og kun har overskud til at kigge til enden af egen næsetip, mens andre ikke er ligeglade og gerne vil gøre noget for andre – også selv om de andre ikke er pæredanske.
De spørgsmål, du stiller i din seneste kommentar, mener jeg ikke er relevante for diskussionen om Irak Centret. Der bliver ikke ‘lukket flere ind’ i denne sammenhæng, de mennesker, der skal ansættes er allerede i Danmark. Og centret finansieres af private midler, så der er ikke nogen, der bliver ‘snydt’ her. Derimod burde du nok tage en snak med folketingspolitikerne, hvis du vil vide noget om den generelle standard for hjælp i Danmark.
P.S. Er du i øvrigt gået videre til Politiken med de spørgsmål, jeg ikke kunne svare på?
ja lad os samle penge ind til dømte voldtægtsforbryder, svindlere, mordere og heroin smuglere, det sjovt som alle bh-brænderne, kommunisterne og hallahhippierne nu med næb og klør vil forsvare muslimske forbrydere somom vores samfund ikke har rigligt med forbrydere i forvejen….tak bente, mit modsvar må jo blive at for hver iraker i holder her i landet ulovligt, støtter jeg en israelsk bosætter så de også kan leve i et fremmed land på den etniske befolknings bekostning
kan du ikke hjælpe mig med at oprette en slags teenager for bosættelser, en pang-dang til bedsteforældre for asyl
støt en jødisk familie med at bo ulovligt i palæstina?, eller støt en serber i kosovo, eller støt en pedofil til at blive i børnehaven, ta fat bente der er masser af røvhuller der mangler din barnlig-naive hjælp
Hmmm, det er et interessant mønster: Alle I, der er meget vrede og meget bange for hjælp til fremmede mennesker, gemmer jer bag anonyme hotmail-, gmail- og lignende adresser.
I øvrigt diskuterer jeg ikke på så lavt et niveau som dit, David, så jeg synes bare, du skal flytte dine synspunkter over på JP, 180 Grader og hvor jeg ellers kan se, at du plejer at hælde din galde ud.