Jeg ser stadig frem til Macbeth

220310_1

Det er meget sjældent, jeg køber teaterbilletter, før en forestilling har haft premiere og er blevet anmeldt. Nok har anmelderne ikke altid ret. Men anmeldelserne giver nu ofte et meget godt praj om, om det er en forestilling, jeg vil ofre penge på at se.

I sommer gjorde jeg dog en undtagelse. Og købte teaterbilletter i ultrasuperplusgod tid (og forærede manden i mit liv dem i fødselsdagsgave). For ingen af os havde lyst til at gå glip af Gasværkets opsætning af Macbeth. Så chancen blev taget ;-) .

I dag kom Politikens dom over forestillingen så. Fire hjerter deler Monna Dithmer ud i sin anmeldelse af Macbeth. Helt skidt ser det altså ikke ud. Men helt op at ringe kommer det åbenbart heller ikke. Fordi gruen og dramaet udebliver. Og fordi anden halvdel af  forestillingen går i opløsning og glider over i en gang grotesk vanvidsdrama.

Den 24. april må vi fælde vores egen dom, manden og jeg. Og jeg glæder mig nu stadig. Trods alt. Ikke mindst fordi Gasværket er et af mine yndlingsteaterrum. I al sin råhed.

Læser du anmeldelser, inden du køber teaterbilletter?

4 kommentarer til Jeg ser stadig frem til Macbeth
  • Jeg synes jeg har set en foromtale i Information, som gik lidt i samme retning (men jeg er ikke sikker). Alligevel ville jeg købe billetter til MacBeth, som jeg synes er en fantastisk historie, der gerne må fortælles på forskellige måder.

    (Jo, det var den forestilling, som jeg så omtalt):
    Det bliver ikke større, når skuespillet vender tilbage til Gasværket. Fra den 20. marts 2010 står to af sin generations største danske skuespillere, Sofie Gråbøl og Nicolas Bro, på samme scene i titelrollerne i Shakespeares klassiker MACBETH – et af verdens største dramaer om hævn, lidenskab, magt, begær og iskolde ambitioner sat i scene af dansk teaters ubestridte førstedame Katrine Wiedemann.

    —oooOOOooo—

    Derimod er jeg lidt mere usikker på forestillingen på Nørrebros Teater, hvor man har skrevet “Jeppe på Bjerget” om til en historie om en kvindelig malersvend, som vil være reality-TV stjerne eller noget.
    LINDA P PÅ BJERGET hedder den. Men hvis jeg var i København kunne jeg godt finde på at se den – hvis jeg HAVDE set Mac Beth :-)

  • Jeg tror også lige, jeg springer Linda P over, Donald – også selv om jeg skal se Macbeth ;-) . Faktisk må jeg indrømme, at Macbeth er et af de Shakespeare-stykker, jeg aldrig har set. Så jeg glæder mig under alle omstændigheder til historien.
    Så i øvrigt, at JP kun har givet forestillingen tre ud af seks stjerner.

  • God fornøjelse.
    Jeg synes, at Østre Gasværk er et af de genialeste skuespilrum, der findes.
    Jeg skal blankt indrømme, at jeg er mere til de lettere genrer, så jeg springer Macbeth over.
    Ellers læser jeg skam tit anmeldelser – og vælger ofte det, der får en dårlig kritik, for så er chancen pæn for, at jeg vil synes om det :-D

  • Mange tak, Ellen ;-) .
    Ja, jeg har det jo så lige omvendt – jeg er ikke så god til det lette (dog har teenageren og jeg bestilt billetter til (den meget opdiskuterede opsætning af) My Fair Lady på Det Kongelige). Men giv mig et kras stykke af Strindberg, Norén eller lignende – så er jeg i mit es ;-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier