1.000 mennesker til fakkeltog mod meningsløs vold i går. Protesten var arrangeret gennem en gruppe på Facebook. Et rigtig godt og (desværre) relevant initiativ. Men det er også en af de få gange, jeg har set Facebook brugt så fornuftigt.
For jeg kan jo lige så godt komme med indrømmelsen med det samme: Jeg fatter ikke det sted! Og jo, jeg har en profil … endnu …
I november var Fjæsbogen jo på alles læber (i hvert fald mediernes), da Anders og Helle og mange af de andre på tinge kæmpede et hjørne af valgkampen her ved at skrabe ‘venner’ til sig. Men det gav nu ikke mig behov for at tjekke mediet.
For et stykke tid siden fik jeg en invitation fra en eks-nabo, som jeg ingen kontakt har med (ej heller noget tilfælles). Den klarede delete. Men for tre uger siden kom der så en invitation fra min jyske connection, en seriøs, hårdtarbejdende kvinde (jo, Hanne, det er du!), som jeg har stor tillid til. Jeg lod nysgerrigheden sejre og myldrede ind i dette kæmpe community. Og jo, jeg lod mig fange ind, det indrømmer jeg gerne.
Men da jeg var blevet venner med min teenager, havde lavet et fotoalbum med mine katte, meldt mig ind i en gruppe om sprog og en om katte (nej, jeg er ikke sådan en kattefreak 
), prikket byerne, jeg har besøgt, af på et verdenskort (en show off-funktion!), testet hvilken sang (!) jeg er (kendte den ikke engang), fået en Wulffmorgenthaler-stribe på min profil og et par småting mere, vågnede jeg op.
Man kan få rigtig lang tid til at gå på Fjæsbogen! Jeg ved, at min teenager holder meget af stedet og fx bruger det til at dele billeder fra landsmøder o.lign. med sine ungdomspolitiske venner. Men for mig (‘gamle’ kone (måske ligger der en hund begravet dér?!)) føltes det som en kaloriefattig tidsrøver: alt for mange smarte funktioner, test osv., der kan tilføjes ens profil – og som jeg er nysgerrig nok til lige at skulle tjekke. Men alt alt for lidt indhold.
Og venner? Tja, de fleste af dem, jeg har i den virkelige virkelighed, er ikke tændt på virtuelle communities, så de er der ikke, og erfaringen siger, at det er omsonst at invitere dem sådanne steder hen . Bekendte og folk, jeg kender fra forskellige netværk, stødte jeg da på, men, alvorlig talt, jeg har ikke behov for at have dem som Facebook-’venner’. Min udvidede adressebog til de forbindelser har jeg allerede på LinkedIn, som vist passer meget bedre til mit temperament.
Konklusionen må vist være: Been there, done that … og er ikke imponeret. Så må min (sparsomme) tid meget hellere gå med at skrive blogindlæg
Jeg giver dig ret, jeg fatter simpelthen ikke hvorfor vi mennesker gider ”blotte” vores personlighed på sociale sider som Facebook. At vi gider lægge vores ”liv” på et fremmed firmas server, blot fordi det er ”trend”…
Enig. Jeg har nu været medlem (?) af Facebook i nogle måneder, og har stadig ikke fundet ud af, hvorfor det er så interessant. Det vælter ind med invitationer til Sex and the City quizzer (har ALDRIG SET Sex and the City!), Hvilken farve er du quizzer og Dr. Phil quizzer. Nu har jeg aldrig været udpræget konkurrencemenneske, måske er det derfor, quizzerne ikke rigtigt fænger, men jeg kan altså heller ikke se fidusen i at logge på Facebook for at fortælle, hvad jeg laver lige nu. Måske har jeg bare ikke et særlig veludviklet exhibitionist-gen.
@ Sussie: Det er måske der, endnu end en hund ligger begravet. Facebook tager bl.a. udgangspunkt i en masse underholdning, vi ikke er interesseret i eller bruger tid på uden for sitet. Jeg har fx heller aldrig set Sex and the City!
Hej Bente,
Marianne viste mig din blog, og FaceBook artiklen fik mig til at reagere. Er jeg bare ved at blive gammel (kun 39…)? Jeg fatter heller ikke Face Book, men jeg gjorde også i lang tid grin med folk som havde mobiltelefoner med kamera (“Hva så..mangler du ikke også et indbygget køleskab i dine briller?). Guess what…i dag har jeg sgu’ en af de der telefoner..men stoltheden er i behold…har endnu ikke taget et meningsfuldt billede!
Set i arbejdsmæssig sammenhæng ser jeg ingen fordele i FaceBook. Jeg er også på LinkedIn, og bruger dette aktivt i forbindelse med salgsarbejde.
Jeg har lige prøvet at oprette en account i Second World…der er gudhjælpemig mennesker som tjener penge på at købe-sælge virtuelle produkter…det fatter jeg heller ikke helt.
Hilsen Cai
@ Cai: Hvis du er gammel, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg er
I øvrigt: Tillykke med fødselsdagen – og det er ikke engang en aprilsnar!
Jeg kan godt følge din tankegang. I ’83 købte jeg en ny skrivemaskine, og da ekspedienten spurgte, om den også skulle kunne bruges som tastatur på en computer, var jeg ved at dø af grin. Sådan en havde jeg altså ingen planer om at få! Seks år senere havde jeg den første – og siden er jeg blevet sværere og sværere at fjerne fra det medie. Og det med kameratelefonen kan jeg også sagtens genkende
Så jo, tingene rykker sig. Og vi bliver garanteret på et eller andet tidspunkt (om maaaange år!) for gamle til at følge med. Men … jeg tror også, at vi (gudskelov) bliver mere kritiske med alderen og tænker mere over, hvad vi bruger vores dyrebare tid på.
Vil gerne lige påpege til Cai at man også kan føle sig gammel i en alder af 22 og har det på samme måde med både kameramobiler og facebook!
Og for den slags skyld mp3 afspiller i mobilen.
Men Bente, syntes du rammer plet. Der sker for meget uden nogen egentlig indhold