Jeg faldt i, da DR 1 i går sendte Stepmom. Selv om filmen er middelmådig Hollywood-metervare, selv om jeg har set den før, og selv om gensynet betød, at jeg kom alt for sent i seng.
Men der er altså et eller andet i den der stedmorhistorie, der alligevel fik mig til at hænge på. Identifikation, måske. Af en eller anden slags. For jeg tror ikke, der er mange kvinder, som har eller har haft liv og følelser placeret i en sammenbragt familie, der ikke kan genkende et eller andet i filmens første del – inden alt ender i tragisk, idyllisk sødsuppe. Fx sammenstød med stedbørn, fordi man har andre normer og holdninger, end de er vant til. For ikke at tale om konfrontationer med den biologiske mor, der føler sin morrolle truet.
I’ll hate her if you want me to, siger den syv-otte-årige dreng i filmen på et tidspunkt til sin mor. Lige efter at han har fortalt, at han faktisk synes, at faderens nye kæreste er sød. Men loyaliteten over for moderen er størst.
Replikken viser også den magt, en biologiske mor (og for den sags skyld også en biologisk far) har. En magt til at påvirke sine børn i præcis den retning, hun (eller han) ønsker. En magt til at splitte og skabe uro – eller til at samle og skabe fred. En magt, som jeg talrige gange – både på nært og fjernere hold – har set brugt og misbrugt af fraskilte forældre.
Meget ville være vundet ude i de små sammenbragte hjem (og skilsmissefrekvensen ville måske falde), hvis børn og deres endeløse loyalitet ikke blev brugt af deres biologiske forældre til at føre korstog mod ekspartnere og deres nye ægtefæller. Og mange stedmødre (og -fædre) ville ånde lettet op.
Tja, så mange tanker blot fordi jeg sad oppe og så film den halve nat 
.
Jeg er vild med dén film. Den fangede mig allerførste gang jeg så den, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se den (så den dog ikke i går).
Og det er også fra dén film, jeg fik idéen om et patchwork-tæppe lavet af pigernes aflagte babytøj. Jeg syr bare ikke, men jeg håber at møde én en dag der gør, og som har lyst og mod på at lave sådan et par tæpper. ;o)
Det er nok den mest meningsfulde linje i den film. Og du har ret: Den første del af filmen taler nok til mange af de sammenbragte familier, mens den sidste del er sødsuppe. Det skulle for pokker da gerne være muligt at begynde at opføre sig ordentligt uden at skulle lide af en dødelig sygdom først!
Men ja, hvis folk ville tænke på deres børns bedste, ville de nok ikke bruge børnene til befordre deres egne sårede egoer.
@Heidi: Du må da simplethen i gang med at lære at sy! Så du selv kan lave det tæppe. Sæt nu du aldrig møder den rette sykyndige
.
@Henny: Lige mine ord: Skal der virkelig en dødelig sygdom til, før man begynder at opføre sig ordentligt! Jeg bliver faktisk både gal og ked af det, når jeg ser folk bruge deres børn som våben i diverse kampe med og mod eks’er m.fl. Det er simpelthen for lavt, når voksne mennesker ikke kan opføre sig som … voksne mennesker.
Har ikke set filmen – har aldrig haft lyst – men din beskrivelse er tilstrækkelig til at bekræfte mine anelser om den.
Man har altid talt meget om ‘barnets tarv’. Jeg har alle dage ment, at det mest er forældrenes tarv, der er blevet taget hensyn til ved skilsmisser, og at børnene bliver taberne, med mindre forældrene viser sig som de voksne mennesker, de i teorien burde være, og ikke bruger børnene som krigsvåben og/eller middel til hævn over den anden part.
Du har helt ret i dine betragtninger. Der er dog heldigvis mange, der er voksne, fornuftige personer – det er bare de andre, man hører om, og jeg synes, det er så synd, så synd for de arme unger. Og jeg vil helst ikke se det på film. Heller ikke med amerikansk happy end. Faktisk slet ikke med amerikansk happy end
Du kan roligt se Stepmom, Ellen, for der er ingen happy end – i hvert fald ikke i traditionel forstand (men risikoen for tidsspild er stor!). Derimod er den biologiske mor så godt som død af kræft, inden filmen slutter.
Og jo, heldigvis er der mange fraskilte forældre, der formår at leve op til deres ansvar om at varetage børnenes tarv. Men desværre møder jeg også igen og igen mennesker, som fortæller mig historier, der vidner om det stik modsatte. Og ja, det er synd for børnene!
Her faldt vi også i, og Ellen, se den film! Jeg er vild med den, vel er det amerikansk, men de spiller så godt alle sammen, og jeg bliver aldrig træt af at se den
Velkommen til, Lene
.
.
Jeg er nu ret sikker på, at jeg har set Stepmom for sidste gang. To gange må være rigeligt