Idéen om at rejse og visum til Burma

061213_2

Vi havde talt om det et stykke tid, manden i mit liv og jeg – at vi gerne ville til Burma eller Myanmar, som landet officielt hedder. Sanktionerne mod Burma er slækket, og turiststrømmen er støt stigende, så vi ville gerne ud til dette hjørne af Sydøstasien, inden det hele bliver spoleret og lidt for lig det thailandske turisthelvede. I bund og grund ville vi vel gerne se noget autentisk og noget, der slet ikke ligner den verden, vi er vant til.

Vi rejser med jævne mellemrum til europæiske storbyer (og jeg har også været i både USA og Australien) og er i høj grad det, man vist kalder kulturturister. Vi går på kunstmuseer og kigger med interesse på historiske museer og bygningsværker – og så indsnuser vi byens atmosfære og sætter tænderne i dens mad. Men vi har også ofte talt om, at oplevelserne let bliver meget lig hinanden. Meget ens. Vi ville opleve noget nyt.

061213_3

I starten af august 2013 satte vi handling bag drømmene om Burma og begyndte at planlægge vores rejse. Vi er ikke til pakkerejser, så vi var ikke i tvivl om, at vi selv ville sætte vores rejse sammen. Nettet bugner af især engelsksprogede beretninger og gode råd i diverse foraer, hvor rejsende udveksler erfaringer. De er gode at blive kloge af, men de er også gode at blive forvirrede af, for ofte er informationerne modstridende. Informationer om rejser i Burma bliver nemlig lynhurtigt forældede, fordi landet er midt i en voldsom (turisme)udvikling.

[UPDATE: BEMÆRK, nedenstående information om visum til Myanmar er ikke længere korrekt. Siden sommeren 2014 har man ikke skullet aflevere en rejseplan og heller ikke oplyse, hvilket fly man ankommer med og rejser ud med igen. Nu ansøger man om e-visum via denne ministerielle hjemmeside: evisa.moip.gov.mm. E-visummet koster USD 50 (betales online) og gælder i 3 måneder fra udstedelsesdatoen, og inden for denne periode kan man opholde sig i Myanmar i op til 28 dage. Ekspeditionstiden på e-visum er ca. 3 dage]

Man skal have visum for at rejse til Burma (visumpligten vil dog angiveligt blive afskaffet i 2015, hørte vi derude). Og for at få turistvisum skal man fremvise en rejseplan. Der er nemlig stadig steder i Burma, hvor man ikke må rejse uden at have fået særlig tilladelse. Sådan en behøvede vi dog ikke, for vi havde ingen planer om at forlade the beaten track, vi ville blive i det allerede trådte turistspor.

Når man rejser ind og ud af Yangon International Airport (Rangoon), kan man få visa on arrival, når man har bestilt det på forhånd. Og da der ikke findes en burmesisk ambassade i Danmark, hvor vi kunne få visum hjemmefra, lød det som en god idé. Vi fandt et site, som kunne klare formaliteterne for os. Online-formularen blev udfyldt med vores data, flynummer og rejseplan, en scanning af billedsiden i vores pas vedhæftet og små 500 kr. pr. snude betalt. Egentlig skulle man i rejseplanen opgive alle sine overnatningssteder, men vi havde på daværende tidspunkt kun booket hotel i Rangoon for de første 2 nætter, så vi anførte blot, at vi ville oplyse de øvrige hoteller senere. Det gjorde vi dog aldrig, og vi blev heller aldrig afkrævet informationen.

061213_1

Få dage senere modtog vi vores visa on arrival-dokumenter pr. e-mail. I form af 3 jpg-filer, billeder, der viste

  • et dokument på burmesisk, hvor det eneste, vi kunne læse, var ordene visa on arrival (se billede)
  • en liste med vores og 9 andre udlændinges navne, alle havde vi fået visum
  • en plan over Yangon lufthavn med angivelse af, hvor vi skulle henvende os ved ankomst.

Og jo, vi blev svagt bekymrede. For hvad stod der mon i dokumentet (måske ‘arrester straks disse personer’)? Havde nogen snydt os, og ville vi slet ikke blive lukket ind i Burma?

Der var dog ingen grund til bekymring :-). Vi gik lige igennem check-in i Bangkok lufthavn (hvor de tjekkede visumpapirerne), og da vi landede i Rangoon d. 9. november 2013, lå der print af vores pas klar på disken i Immigration, og på ganske kort tid havde vi fået visumlabels klistret ind i vores pas. Turistvisummet giver ret til at opholde sig 28 dage i Burma/Myanmar.

061213_4

Burma-eventyret kunne begynde. Og det kan du være sikker på, at der kommer endnu flere indlæg om ;-).

6 comments to Idéen om at rejse og visum til Burma

  • rejen

    Velkommen hjem og jeg glæder mig til at læse om jeres rejse og ikke mindst at se billeder derfra. ;-D

  • Jeg glæder mig til at se dine indlæg fra Burma, min bror boede og arbejdede derude for et par år siden, han var ret træt af at være der, men det er forhåbentlig bedre at være turist i landet. 🙂

    • Jeg er helt sikker på, at det er meget anderledes at være turist derude, Inge – og jeg kan godt forestille mig, at det kan være svært for en dansker at arbejde i Burma. Tempoet og mentaliteten er ganske laid back ;-).

  • Spændende!
    Her kunne google translate ellers for en gangs skyld være nyttig – men den kom måske til kort?
    Hvad bærer manden på øverste billede på? Et plankeværk? Frugt af en eller anden art?

    • Det var desværre ikke muligt at bruge Google Oversæt, Ellen, for filen, vi fik tilsendt, var et billede (en jpg-fil), og sådan en kan man jo ikke lige kopiere teksten fra ;-). Men jo, hvis det havde været et tekstdokument, så ville det have været oplagt at bringe oversættelsesmaskinen i spil.
      Det er frugt (et eller andet melon-lignende) skåret i skiver og sat på pinde, manden bærer på – og han ville gerne sælge af det.

Leave a Reply

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier